Hvis du kun skulle eje én jakke, burde det være en forårsjakke.
Den tager over, når vinterjakken er blevet for meget – og hvis du vælger rigtigt, kan den holde dig kørende helt frem til efteråret uden at miste form, funktion eller format. For lad os være ærlige: Sommeren i Danmark? Den kan lige så godt være et langt forår med lidt flere lyse timer.
Derfor er forårsjakken ikke bare endnu en tilføjelse til garderoben. Det er din mest alsidige makker. Den, der skal kunne klare svingende temperaturer, spontane planer og dage, hvor du forlader hjemmet uden at vide, om du ender med kaffe, regn, øl eller middag med nogen, du gerne vil imponere.
Og det er her, de fleste fejler.
De vælger noget midlertidigt. Noget sikkert. En jakke, der passer til det hele, og derfor ikke passer til noget som helst. Men det gør du ikke. Du vælger med omtanke – og du går efter noget, der både kan stå sin prøve og sige noget om dig, uden at du behøver åbne munden.
Jeg har samlet 10 jakker, der spænder fra de quiltede klassikere til de mere eventyrlystne silhuetter. Fælles for dem alle? De er lavet til mænd med vindermentalitet. Ikke nødvendigvis fordi du skal vinde noget – men fordi du nægter at tabe til middelmådighed.
Om du er til struktur, lethed, farve eller funktion: her er jakkerne, der tager dig gennem sæsonen med ryggen rank og stilniveauet i behold.
TL;DR – 10 Forårsjakker til Herrer med Vindermentalitet:
-
Forårsjakken er årets vigtigste jakke – praktisk og stilfuld fra marts til oktober.
-
Du finder både quilt, denim, cargojakker og tekniske jakker i udvalget – alle med personlighed.
-
Farvepaletten rammer klassisk navy, jordtoner, armygrøn og tidløst sort.
-
Stylingtips medfølger – så du ved præcis, hvordan du bærer dem (og hvornår).
Forårsjakken til manden med Volvo, labrador og ikke ét sort hår på tøjet

Gant / 3000 / Hop til Shop
Vi kender typen. Manden, der kører stationcar uden at ligne én, der har givet op. Der går med hund uden at ligne én, der er blevet overtaget af den. Og som formår at balancere det praktiske med det stilsikre – uden at falde i “outdoor daddy”-fælden.
GANTs Field Decker Jacket er præcis den slags jakke. Funktionel uden at føles funktionær-agtig. Den er foret, vandafvisende og skabt i et åndbart 2-lags materiale, der kan tage dig fra villavej til vådmark uden at miste værdighed.
Men det er detaljerne, der afslører, hvem du er: Den brede fløjlskrave. De skarpt skårne lommer. De justerbare manchetter, der siger: “Jeg kender mine proportioner.” Og så selvfølgelig pasformen – regular, men med overskud. Den signalerer, at du ikke bare tog en jakke – du valgte en ramme.
Sammensæt den med mørke jeans, rå læderstøvler og en grå merino crewneck under. Eller kør den mere aristokratisk: lyse fløjlsbukser, brun brogues og skjorte med åben krave. Labrador ikke påkrævet – men det hjælper.
Denimjakken til manden hvis hjem er lige så rent som et japansk fortov

Selected / 999 / Hop til Shop
Der findes mænd, som insisterer på orden. Ikke som kontrol – men som æstetik. Der hvor alt har sin plads, skoene vender samme vej i entreen, og køkkenbordet er så rent, at du kunne holde møder på det. Hvis du er den type, er det her din jakke.
Selected har lavet en denimjakke, der føles som en velredigeret hverdag. Mørk, dyb indigo med struktur og karakter. En fløjlskrave, der løfter helheden og giver kontrast til det rå. Og tre ydre lommer placeret præcist – uden overflødigt pynt, uden panikdesign.
Snittet er skarpt uden at være stramt. Den er lavet i bomuld med en snert elastan, så du får komfort uden at miste form. Og fordi den er mørk, kan den både dresses op og ned – og ældes med værdighed. Lidt ligesom mænd, der bruger tandtråd og aldrig har haft en løs skrue på et dørhåndtag.
Style den med grå uldbukser, hvid oxfordskjorte og Chelsea boots, hvis du skal ligne én med forstand på arkitektur. Eller brug den med khakibukser, New Balance og weekend i blikket.
Forårsjakken til manden der elsker foråret (måske lidt mere end sin kone)

Superdry / 1199 / Hop til Shop
Der findes mænd, der bare fungerer bedst, når lyset vender tilbage. Når frosten er væk, og man igen kan dufte asfalt og ambition i luften. Det er manden, der altid er forberedt, aldrig fryser – og som har en forkærlighed for den slags jakker, der gør det svært at sige, om han skal ud og hente brød eller redde en hel nation.
Superdrys cargojakke er skræddersyet til ham. Den er bygget op som en klassisk M65 med ståkrave, fire udvendige lommer og en afslappet pasform, der sidder lige dér, hvor funktion og silhuet mødes i respekt. Ikke for tynd. Ikke for tung. Bare rigtig.
Farven? Den evigt brugbare oliven, som altid fungerer – uanset om du står med blå jeans, khakibukser, grå chinos eller sorte cargopants. Den type grøn, som gør alt andet pænere – inklusive dig selv.
Stil den med en råhvid tee, mørk denim og dine mest brugte støvler. Eller smid den over en hættetrøje og joggers, hvis du vil spille den urban-kompetent uden at ligne en, der forsøger.
Måske den flotteste forårsjakke til den flotteste herre

HUGO / 3099 / Hop til Shop
Nogle ting bliver bare ikke bedre. Som espresso efter frokost. Som lyden af sko på grus. Og som den her farve: en perfekt balanceret, varm beige, der fungerer til alt. Den matcher jeans, hør, uld, sweatshirts og ambition – og den gør det uden at kræve opmærksomhed for det.
Denne cargojakke fra HUGO er det nærmeste du kommer en allround-jakke uden at gå på kompromis med stil. Den har en teknisk elegance over sig – takket være de skarpe lommer, den diskrete hætte og det gummibelagte logomærke, der holder sig underspillet, men alligevel til stede.
Pasformen er regular. Materialet er 100% polyamid, hvilket betyder, at du får en jakke, der er både let og slidstærk – og som kan klare forårsregn, brise på terrassen og de der 17 grader med vind, som dansk “sommer” er så kendt for. Du behøver kun at gemme den væk i tre plus 10 dage om året – resten af tiden vil du faktisk have lyst til at tage den på.
Style den med matchende cargobukser og sneakers for et komplet sæt, der siger “effortless dominance”. Eller kør den ned med mørk denim og en hvid tee, og lad jakken gøre arbejdet.
Blå Forårsjakke til herren der balancerer æstetik og praktik præcist 50/50

Lindbergh / 999 / Hop til Shop
Der findes mænd, der nægter at vælge mellem stil og funktion. De vil have begge dele – og de vil have det nu. Hvis du er typen, der får dit hår sat hos en barber, hvor der serveres espresso og prisen starter ved 900 kr. ekskl. moms, så ved du godt, at regn ikke bare er en vejrudsigt – det er en trussel mod investering.
Danmark har i gennemsnit 179 regnvejrsdage om året. Det er halvdelen af kalenderen – og mere end rigeligt grund til at vælge en jakke, der kan håndtere virkeligheden uden at ødelægge dit look. Her kommer Lindberghs short parka jacket ind som et fuldtræffer.
Sort, stram og minimalistisk. Vandtæt lynlås. Høj krave. Justerbar hætte. Intet gøgl – bare præcis det, du har brug for, når du vil kunne cykle til møde, gå ud at spise eller tage toget til kontoret uden at ligne én, der pakker sig i frygt.
Pasformen er skåret tæt, men ikke kvælende. Og det tekniske materiale gør, at du ikke ender som en dampet edamame under ærmerne – selv hvis du løber til bussen.
Style den med sorte bukser, en ren crewneck og en attitude, der ikke tager regn personligt. Eller brug den med skjorte og slips – den klæder faktisk ansvar.
Hvornår bruger du den? På de 179 dage om året, hvor du stadig gerne vil se dyr ud, men nægter at blive våd.
Stilren blå forårsjakke til herren der ryger Cecil, men stadig har stil i blodet

NN.07 / 3500 / Hop til Shop
Der findes mænd i København, der lever hurtigt, men klæder sig langsomt. De har aldrig mediteret – og hvis de har, var det, fordi en advokat anbefalede det over en dyr frokost. De ryger Rød Cecil, arbejder 12-timersdage og får alligevel komplimenter for deres garderobe. Denne frakke fra NN.07 er til netop den type.
Det er en forårsjakke, der oser af urban coolness og kompromisløs kvalitet – uden at råbe. Navyfarvet, knivskarp silhuet og med et diskret tech-touch i form af Primaloft Gold-isolering, så du ikke fryser på vej hjem fra fredagsbar i blæst og småregn.
Det fede? Hver jakke er unik. Ja, som i virkelig – små variationer i stofplaceringen betyder, at du ikke møder andre med præcis samme jakke. Det er en lille, men stærk detalje, der føles luksus uden at kræve opmærksomhed.
Style den med sorte jeans, en enkel tee og et par rene sneakers eller loafers, hvis du skal ramme den balancerede “jeg har styr på det, men har ikke prøvet for hårdt”-energi.
En blå quiltet forårsjakke-klassiker du aldrig bliver træt af

BOSS / 3499 / Hop til Shop
Jeg har ejet flere blå quiltede forårsjakker, end jeg har gået med ble – og det siger ikke så lidt, for jeg blev voksen meget sent. Spøg til side: Hvis du kun skal have én jakke, som holder stil, komfort og troværdighed hele året, så er det denne fra BOSS.
Det her er den slags jakke, som ikke prøver for hårdt. Den quiltede finish og fløjlskraven taler et sprog af rolig autoritet, mens farven balancerer perfekt mellem afdæmpet og selvsikker. Og den vandskyende overflade gør den ikke kun pæn – men praktisk på en måde, hvor man føler sig forberedt.
Style den over en hoodie og chinos for et casual city-look, eller op over en skjorte og uldslacks hvis du skal til møde og vil ligne én, der har styr på sit liv (og sin kalender).
Hvornår bruger du den?
Altid. For ja – det er den perfekte forårsjakke. Men også efterårsjakke. Og sommeraften-jakke. Den slags jakke, som burde få et loyalitetskort hos din garderobe.
En jakke til manden, der ikke overforklarer noget – heller ikke sin stil

Tommy Hilfiger / 1899 / Hop til Shop
Denne quiltede jakke fra Tommy Hilfiger er essensen af stil uden støj. Sort, klassisk og fuldstændig kompromisløs. Den slags jakke, der ikke skal signalere noget – og netop derfor gør det hele.
Med sin diamond-quiltede struktur, fløjlskrave og diskrete branding er det her ikke en jakke for mænd, der vil ses. Det er en jakke for mænd, man lægger mærke til alligevel. Du ved, typen der siger ”jeg har styr på det” uden nogensinde at sige det højt.
Materialet er 100% recycled nylon, så du gør noget godt uden at ligne én, der fortæller andre, hvordan de skal leve. Den perfekte balance mellem performance og pænhed.
Styling-tip? Brug den med mørke jeans, støvler og en rullekrave – eller kør full-on prep med chinos og skjorte. Den kan begge dele. Og det kan du også.
Hvornår bruger du den?
Når du skal være skarp, uden det ser ud som om du prøver. Kontoret. Middagen. Gåturen. Du vælger ikke jakken – jakken vælger dig.
En sort Patagonia jakke er en demokratisk forårsjakke

Patagonia / 1699 / Hop til Shop
Denne Patagonia Nano Puff i sort er ikke bare en jakke – det er en jakke med folkesjæl. Den kan bæres af Kong Frederik, når han er off-duty i Møllehuset, eller Kurt fra Høje Taastrup, når han napper en smøg udenfor Bauhaus. Den fungerer lige godt til vandreture i Skotland og til hurtige cykelture på Amager.
Det er fordi Nano Puff’en ikke prøver for hårdt. Den vejer under 400 gram, er vindtæt, vaskbar, vandtålerlig og pakkes sammen i sin egen brystlomme. Det er en jakke, du kan tage med overalt – fra håndbagage til håndbajer.
Og lad os være ærlige: det danske forår er ikke lunere end en frossen øl. Derfor er PrimaLoft Gold-isoleringen en kæmpe gevinst – den varmer, men uden at koge dig. Du kan bruge den som overgangsjakke, mellemlag under din frakke eller bare som det eneste lag, når vinden bider og solen faker.
Styling? Sort går til alt. Brug den med cargo pants og sneakers. Eller jeans og lædersko. Du kan også binde den om livet, hvis du vil ligne en mand, der har travlt med at eje sin weekend.
Kort sagt? En jakke til alle – og til alt.

Wood Wood / 2000 / Hop til Shop
Dette er forårsjakken til manden, der altid regner med solskin – også når DMI siger 14 grader og byger. Han er evigt håbefuld, evigt velklædt, og han ved, at den gode stil starter i entréen – men for alvor udleves i en herskabslejlighed på Østerbro, hvor han lige har sat vinylen i gang og åbnet første øl.
Det her er jakken til ham der glæder sig til Nyhavn, til en tur langs søerne eller til en casual fredag i atelieret, selv hvis han aldrig helt blev færdig med den kunstskole, han stadig nævner lidt for ofte.
Farven? Lige dele jordbundet og eksklusiv.
Pasformen? Ren og klar med overshirt-vibe, men med nok struktur til at bære sig selv over både en skjorte eller en tynd strik.
Stylingtip:
Kombinér med marineblå habitbukser og loafers for et skarpt look – eller med chinos og sneakers, hvis det skal være lidt mere ”jeg faldt bare i den”.
Og ja, selvfølgelig drikker han Slots Classic, men kun i glas.
Tjek min YouTube kanal. Her er min seneste video:





