Livsstil

12 ting livet er for kort til

livet er for kort til…

rigtigt mange ting. Og i det hele taget er livet kortere, end man tror. Hvis du ikke tror på det, bør du se denne video, som giver en videnskabelig forklaring på det. Spol frem til 2 min og 10 sekunder.

Alligevel bruger mange af os livet på de forkerte ting. Ting som i sidste ende er tidsrøvere og glædesrøvere. For det meste er det vores underbevidsthed, der kontrollerer, hvad livet bruges på. Det kræver bevidst handling at slippe af med dårlige vaner, men lad os holde os til at identificere nogle af de ting livet er for kort til.

… at bekymre sig hele tiden

Bekymring er uden sammenligning livets største røver af både tid og glæde. Næsten altid er der en eller anden form for bekymring, der rumsterer i hovedet. Det kan være en bekymring om noget arbejdsrelateret, ens økonomi, men også bekymring i et større perspektiv. Hvad skal der blive af mig? Kommer jeg nogensinde til at indfri mine mål? Hvad nu hvis jeg ikke får bedre karakterer, og dermed ikke kan komme ind på drømmeuddannelsen? Og sådan kan du ellers fortsætte.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at bekymre sig. Det betyder nemlig, at livet betyder noget for en. Det er bare vigtigt, at bekymringen ikke tager styringen. Den nemmeste måde at finde ud af om bekymringen er berettiget, er ved at analysere den givne situation ud fra en rationel betragtning.

… at være i et forkert forhold

En af de sværeste ting her i livet er at tage den aktive beslutning om at sige tak for denne gang til sin partner. Jeg skal ikke gøre mig klog i detaljer på folks forhold. Rigtigt mange har med sikkerhed et sundt og kærligt forhold, men der findes helt sikkert også mange kærestepar og ikke mindst ægtepar, hvor tryghedselementet agerer forholdets life support. Det er synd, da man på den måde bruger livet sammen med en person, man i virkeligheden ikke har lyst til at bruge det på.

Men hvordan siger man stop, når der på den anden side af forholdet venter et singleliv præget af umiddelbar ensomhed? At skulle finde en ny partner er ikke nemt. Og hvad nu hvis man slet ikke finder nogen? What a daunting thought. Omvendt kan man også se det fra et mere positivt perspektiv. Hvad hvis jeg finder hende, jeg altid har drømt om?

… at se fjernsyn hver aften

Det giver ikke mening at bruge sit liv på at sidde i sofaen foran fjerneren hver aften. Det er ikke andet end behageligt tidsfordriv, som ingen positiv effekt har. Selvfølgelig er det i orden at se tv og eventuelt have et par serier, man følger med i.

De fleste arbejder 8 timer hver dag. Derfor skulle man tro, at fritiden har en vis værdi, således den bruges på lidt mere frugtbare aktiviteter.

… at være bange

Jeg kommer lidt ind på emnet i artiklen Vi dør jo alligevel snart, hvor indgangsvinklen er, at vi lige så godt kan tage en chance, da vi ikke rigtigt har noget at tabe. At gå rundt og være bange hele sit liv giver ikke mening. Hvad er pointen? Det er selvfølgeligt nemmere sagt end gjort. Man kan ikke bare sige “nu hvor er jeg ikke bange mere”. Det er et længere terapeutisk forløb med fokus på kognition, men det kan lade sig gøre. Jeg har selv vænnet mig af med angst og det har gjort mig langt mere selvsikker, afslappet og, vigtigst af alt, glad.

… at nøjes i stedet for at undvære

Man kan drage en parallel til punkt nummer to (at være i et forkert forhold). Hvorfor nøjes her i livet? Jeg har efterhånden indgraveret dette tankesæt godt og grundigt i min hjerne. Det er ret befriende, da det på den måde er meget nemmere at sige nej. Jeg vil hellere undvære, hvis ikke jeg kan få det bedste. At gå efter det bedste, fungerer godt for mig, da det samtidig stiller høje krav til mig selv. Jeg skal selv være den bedste for at kunne få det bedste. Det er ikke altid, at det lykkes, men vejen til toppen er hurtigere.

… at bære nag

Hvad er idéen med at bære rundt på negativ energi? Hvad får man ud af at være sur på en person i længere tid? Der er et langt bedre alternativ til at bære nag. Alternativet er selvfølgelig at få problemet ud af verden. Snak med personen og giv udtryk for dine følelser og opfattelse af situationen. Det fører som regel til en undskyldning og dermed renset luft. Skulle dette ikke være tilfældet, er det en god måde at lære et menneskes sande identitet at kende og dermed sige tak for nu. Der er ingen grund til at omgås discountmennesker.

… at være evig sparsommelig

Ikke dermed sagt at du bare skal straffe kassekreditten eller fyre den af på diverse kviklån. Det handler om at nyde livet. Skal du købe en jakke? Jamen så køb den jakke du gerne vil have frem for et eller andet tarveligt kompromis. Det handler også om kvalitet fremfor kvantitet. Min klare erfaring er, at man bliver gladere ved at bruge penge på noget, man virkeligt gerne vil have. Jeg siger ikke, at materielle goder er vejen til lykke, men det hjælper at forkæle sig selv. Samtidig har det også den effekt, i hvert fald på mig, at et øget forbrug øger incitamentet til at arbejde hårdere.

En af de ting jeg aldrig har og heller aldrig kommer til at forstå, er det med at spare penge på essentielle redskaber som smartphone, computer og seng. Hvorfor vælge en smartphone til 3000 kroner frem for den du gerne vil have til 5? Hvorfor købe en billig tablet i stedet for en iPad (hvis du altså helst ville have sådan en)? Hvorfor købe en billig seng, når du skal bruge en tredjedel af dit liv i den? Sådanne materielle goder bør der aldrig nogensinde gås på kompromis med, da vi bruger dem hele tiden. Livet er ganske enkelt for kort.

… at købe discount øl og sodavand

Evig sparsommelighed kan passende beskrives med det at købe discount øl og sodavand. Du ved Dansk Pilsner i stedet for Tuborg og Rally Kola i stedet for Coca Cola. Livet er simpelthen for kort til den slags. Hvis du skal have en bøf, så køb en ordentlig bøf i Føtex eller Irma. Du ved det er lort i Netto og Fakta.

… ikke at følge sin passion

Det er efterhånden blevet sagt nogen gange. Følg dine drømme og så videre og så videre. Det er på mange måder en selvfølgelighed at følge sin passion. Vi kan dog hurtigt slå fast, at det langt fra er alle, der gør det. Meget langt endda. At følge sin passion kan være noget af en udfordring, for hvad hvis ens passion er dukketeater hjemme i kælderen? Hvad hvis det er at lave Lego-byer? Med internettet ved hånden er der næsten ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Bare fordi ens passion er super nichepræget, betyder det ikke nødvendigvis, at der ikke er et marked.

Pointen er, at livet er for kort til at blive brugt på noget, man ikke også er følelsesmæssigt investeret i.

… at gå op i hvad folk synes om en

Husker du Tyler Durden’s citat i Fight Club?

We buy things we don’t need with money we don’t have to impress

Det meste af livet bruger vi på at pleje vores image udadtil. At vise omverdenen hvad vi kan. Hvor seje vi er og hvor godt det går. Der er uendeligt med eksempler lige fra moderen, der køber dyrt Ralph Lauren tøj til sin 4 årige søn til herren der poserer på Instagram, fordi han har fået en gratis opgradering til business class (jaja, hvem ville ikke også gøre det).

Det er ok at vise, det går godt, men hvis baggrunden er, at man indirekte søger at overbevise andre om, at “jeg er altså cool nok”, bruger du meningsløse resourcer til ingen verdens nytte. Who cares, om folk har et forkert billede af dig? Jeg har det sådan, at hvis folk har en forkert opfattelse af, hvem jeg er på grund af forudindtagethed, har jeg slet ikke lyst til at omgås dem.

… at vente på det bliver grønt i et fodgængerfelt, når der ikke er en bil at se

Hver dag forundres jeg over, hvor autoritetstro mennesker er. Der kan stå 10 personer og vente på, at det bliver grønt, selvom der hverken er bilister eller cyklister at spotte. Måske er der en eller to, der vælger at bruge deres almindelige sunde fornuft, men som regel venter folk tålmodigt på det grønne lys.

Jeg er helt med på, at det er imod loven at gå over for rødt, men hvis du ikke kan se nogen biler, kan du garanteret heller ikke se en politibil. Et menneske bruger omkring 40 timer om året på at vente på grønt lys. Effektivt svarer det til mere end to dage. På 15 år har du altså brugt en hel måned på at være idiotisk lovlydig. Kan vi ikke blive enige om, at livet er for kort til den slags? Bruger du din sunde fornuft, kan de 40 timer med sikkerhed halveres.

… at se nyhederne

Vi skal ikke mere end et år tilbage, før jeg sad klinet op ad skærmen på News. Det var enormt vigtigt for mig at følge med i politik og nyheder. At følge med i debatter og kaste ølkapsler efter fjernsynet, når diverse politikere ytrede deres idiotiske holdninger.

Det gik til sidst op for mig, at det at følge med i politik og nyhederne generelt er ganske pointless. Du kan ikke ændre på noget alligevel. Og hvilken værdi tilføjes der til dit liv ved at være up to date på diverse bombeangreb i Mellemøsten? Hvad rager det dig, at der skal fyres 150 ansatte på et eller andet slagteri? At se nyhederne er spild af energi, som kunne bruges meget bedre. Eksempelvis projekt dukketeater.

99% af sidste uges nyheder har du i øvrigt også glemt. Test dig selv og nævn tre vigtige nyheder fra sidste uge. I dare you.

LÆS NU:

10 tegn på du lever et kedeligt liv

FØLGER DU STAY CLASSY VLOG?

Vi rejser rundt i hele verden, hvor vi filmer alle vores oplevelser, som kan være alt fra fænomenale Airbnb’s vi bor i, uendeligt smuk natur, fornemme restaurantbesøg til eksotiske strande og i det hele taget alt dét, der har med det gode liv at gøre.

Hvis du kan lide videoen, må du meget gerne subscribe på YouTube.

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.