HumorLivsstilMest populære

Er du en Brian? Få svaret med denne tjekliste

Kan du sætte et flueben, kan du kalde dig selv for en brian

Af en eller anden grund faldt jeg over denne geniale musikvideo, som jeg er ret overbevist om, er lavet som et forsøg på at være morsom. Sangen hedder Det Brian og de to rappere går under kunsternavnet Cav & Simon. Det’ helt brian.

I anledning af den geniale video, fik jeg idéen til at lave en lille tjekliste, hvor du kan få svar på, om du faktisk er en brian. Listen kunne være meget længere, men umiddelbart skulle 19 eksempler på en brian være nok til at estimere ens eget brian-niveau.

Du går i tanktop 60%+ af sommerhalvåret

er du brian?
Hej brian.

En tanktop er aldrig hensigtsmæssig ud fra et moderigtigt perspektiv. Til gengæld er tanktops særdeles hensigtsmæssig ud fra en brianrigtig betragtning. Tanktops er unødvendig beklædning, som de fleste mænd udelukkende bærer for at vise deres overkrop, som de flittigt har trænet efter en seks måneders målrettet crazy-daizy-træningsplan, hvor diskotekskroppen virkeligt er perfektioneret.

Med andre ord bør tanktoppen altså smides i pejsen rimeligt hurtigt. Dog skal der mere til at gøre sig fortjent til brianprædikatet end blot at gå i en tanktop af og til. Tanktoppen skal gøre sig gældende som primær overdel i minimum 60+% af sommerhalvåret, men hvor det kun er dage med +19 graders celsius, der tæller. Har du tanktop på, når det er køligt, er du nemlig helt automatisk en brian. Også selvom det kun er en enkelt dag.

Du går i Shox og har en flexfit på hovedet

er du brianDet er måske den mest oplagte. Shox og flexfit cap er lig med en ærkeeksemplarisk briantype. Faktisk er det rigeligt med et par shox, men en ægte brian går altid planken ud.

Du har hækspoiler på din bil

er du brian

Medmindre du ejer en Bugatti Chiron, Ferrari F40 eller kører formel 1, har du absolut ingen undskyldning for at installere en hækspoiler på din vestegnsblå Peugeot 206, som er tunet til 183 hk med et nitrous oxide infuzion system, der kan barbere halvandet sekund af 0-100 accelerationen.

Den eneste undskyldning er selvfølgelig, at du er født og opvokset brian. Og så er det helt ok.

Din bil er sænket og har skørter

Nu hvor vi er ved biler, kan det tilføjes, at skørter og en sænket bil ligeledes kvalificerer dig til brianklubben. En klub der tæller omkring en kvart millioner danske mænd.

Du er inkarneret hooligan

hooligan er du brian
Som hooligan er man automatisk brian. Med andre ord er livet nemt som hooligan, hvis målet er at være brian.

Og klubben skal helst hedde BIF eller FCK. Derudover skal du have en begrænset interesse i selve sporten. Det er vigtigere, at du fokuserer på slåskampene, grove tilråb og konsumering af imponerende store fadølsmængder.

Du cruiser rundt i København fredag aften med gutterne, høj musik og vinduerne rullet ned

brianbil
Et godt eksempel på en ægte brianbil.

Og bilen kunne sagtens være en tunet Chrysler 300c. Her har du som regel også de tonede ruder, som er en fordel at have installeret, når patruljevogne er i området.

Om fredagen (lørdage går også an) cruises der rundt i København K og lejlighedsvist på Nørrebro, hvor der spilles høj musik med nedrullede vinduer, hvor hele bagsædet som regel er fyldt med nogle fyre med tilsyneladende stort fokus på overarmsøvelser i Fitness World (den i Hundige).

Du har tatoveret “NO REGRETS” på brystkassen

er du brian

Og hvis du ovenikøbet har haft held med at stave det forkert, er der gratis bonuspoint at hente. Tatoveringer i sig selv er selvfølgelig ikke nok til at være en brian. De skal være af særlig dårlig smag og eventuelt inspireret af citater fra film, hvor Jason Statham eller Danny Trejo har hovedrollen.

Skal du have skrevet no regrets på brystet, er det vigtigt at vælge en gotisk skriftstype.

Du synes, at det er cool nok at invitere en date på Burger King

er du brian

Det er tanken, der tæller, plejer man at sige. Denne tanke tæller dog mest også på briankontoen, hvis du finder det cool nok at invitere en pige på Burger King til curly fries og en Double Whopper Cheese.

Der er bonuspoint, hvis du vælger en Burger King i Hundige. McDonald’s går også an. Du kan eventuelt tage desserten på McD. Bitches love McFlurry’s.

Du shopper helst kun ved Fisketorvet og Fields

fisketorvet

Her finder du nemlig det hele på et og samme sted. Det er praktisk på alle måder, hvor der eksempelvis også er gratis parkering til din sænkede Golf fra 97′.

Hvis tiden tillader det, kan du sagtens bruge hele dagen her, hvor der er lækre spisemuligheder i form af både Pizza Hut og lækre all you can eat buffeter ved blandt andet Dalle Valle.

Du ejer et par camouflerede cargo shorts

er du brian

Cargo shorts i sig selv er sådan set nok til, at du med ro i sindet kan kalde dig selv brian. Shits get a little bit more real til gengæld, hvis du har et par i camouflageprint. Det er igen gratis bonuspoint og endnu flere, hvis du kan samle remedier til et outfit a la ovenstående.

Et par Vans skater sneakers og en Jack Daniels t-shirt er straight out of brians garderobe. Du bliver dog først 100% autentisk brian, hvis du har en camouflage-snapback omvendt på.

Du synes Kim Hot og danske rappere fra vestegnen laver go’ musik

kongen af hundige

Det er faktisk ikke mere end et par dage siden, at jeg så Kim Hot rappe. Det var underholdende, men jeg var selvfølgelig ikke taget til Hundige for at se ham. Det var i forbindelse med Distortion, hvor der var stærk opbakning fra folk, som var dukket op for at få sig et godt grin.

Kim Hot er nemlig underholdning på det komiske plan. Jeg er i tvivl, om Kim Hot laver musik for morskabens skyld, eller om det rent faktisk er 4 real. Uanset hvad er du i hvert fald en brian, hvis du i ramme alvor, synes at musikken er nice. Samme med Suspekt, Pede B, Gilli og lignende danske rappere. Det er grinern musik, men det er fanme ikke go’ musik.

Din kæreste har blondineextensions, silikonebryster, falske læber og en orange solariekulør

er du brian
Frit valg på hele hylden.

Det behøver ikke engang at være på samme tid. Hvis din pige kan sætte flueben ved blot to af punkterne, er der god chance for, at du er en brian.

Du tager steroider

er du brian

Tager du steroider, er du en brian. Har du derudover en stil som denne herre, der i øvrigt går under navnet Tim “Sharky”, er du med sikkerhed en ægte brian.

Det’ helt brian!

Du løser helst konflikter med knytnæverne

Kan du huske Skagen Smackdown? Det tror jeg vist nok.

Film det bare, det ekstra!

Slagsbroderen der umotiveret smækker de to fulde herrer ned, er symbolet på en brian, men en sofistikeret af slagsen. Han har nemlig formået at sætte en sort blazer ind i en meget fornem briankonstellation med hvidt bælte, hvid t-shirt, noget der ligner G-star jeans og par klasssiske grimme halbalsko i sort. Hvis du har været så uheldig at få på munden af en ægte briantype, er det nok ikke nogen tosset idé at lægge vejen forbi en tandlæge, men husk at film’ det for det koster ekstra.

Du har en Canada Goose vinterjakke

er du brian

En af de mest prestigefyldte vinterjakker at eje i briankredse er naturligvis en Canada Goose-jakke. Et klassisk kendetegn ved en brian er, at han ofte køber god kvalitet og bruger mange penge på tøj, møbler og lignende, hvor det til gengæld er lige så grimt, som det er dyrt. En Canada Goose-jakke koster omkring 4-5-6k og er af høj kvalitet, men det vil altid være en ægte brianjakke.

Sort og rød er gode farver at vælge brianjakken i.

Du flytter til Sverige for at købe en fed bil

er du brian

Biler er dyre i Danmark, men din drøm om en fed sportsvogn skal ikke ødelægges af det danske skattesystem. Derfor rykker du teltpælene til Malmö i en lille to-værelses lejlighed, hvor du til gengæld har en BMW M3 parkeret nede på gaden. En bil du ellers aldrig ville have råd til i Danmark.

En ægte brian vil altid gå ekstra langt for at få fingrene i en fed slæde. Denne slæde er naturligvis altid at finde i kategorien for brianbilmærker, hvor BMW og Audi er fine repræsentanter.

Du fejrer J-Dag som årets højdepunkt

er du brian

J-Dag er for dig en af årets store begivenheder. Du har samlet vennerne og I har alle fundet huen frem. Nu skal der drikkes bajere og helst på Kulørbar eller Minibar på Gothersgade.

Det’ helt brian.

Du kører over grænsen for at fylde din trailer med Slots

slots øl brian
Så’ der bajere.

Man er selvfølgelig ikke brian bare fordi, at man drikker øl. Til gengæld stiger sandsynligheden lineært med antal slots, der drikkes. Hvis de er lunkne, er det eksponentielt stigende. Derudover skal Slots øl selvfølgelig købes ved Fleggard eller Poetszch og her snakker vi ikke bare 15-20 rammer, men +60. Der skal nødig køres to gange, jo, og så er der helt sikkert også nogle festivaller, der skal lægges ned.

Du går i Karl Kani

er du brian

Karl Kani er et af verdens mest populære tøjmærker inden for brian-mode. Hvis hensigten er at være brian, skal der faktisk ikke mere til end en klassisk grim Karl Kani hættetrøje, men i stedet for at vælge den nemme løsning bør du gå i Karl Kani fra top til tå.

Dit barn hedder…

Nicky (med y), Micki, Danny, Kim, Kenneth eller Marco. Er din unge en pige, kan du kalde dig brian, hvis du for eksempel har navngivet hende Stella, Louiza, Brigitte, Minella, Minna, Kimmie, Jeanett (to t’er og uden a) eller kombinavne a la Simone Sofie, Natacha Nikita og Betina Melissa.

Der er selvfølgelig hundredvis af rendyrkede brian og brianna navne. Ovenstående tjener blot som vejledende eksempler.

Hvor mange kan du sætte flueben ved?

Hvis du kan sætte ét flueben, kan du med “god” samvittighed kalde dig selv for en briantype. Kan du sætte tre eller flere flueben, er du det, jeg kalder for en ægte fuldblodsbrian.

LÆS NU:

Bedste soundbar? HEOS HomeCinema er et godt bud

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.

Leave a Response