Mode & Stil

9 tøjdele du ikke bør eje

Hermed en venlig reminder over beklædning en mand ikke bør eje. På det seneste har jeg her på de varme breddegrader bidt mærke i en kedelig tendens. Tendensen er, at skræmmende mange mænd klæder sig forfærdeligt trivielt med forfærdeligt lidt fokus på at opretholde en stil, der er præget af et minimum af elegance.

Irritationen har bygget sig op og det resulterede i, at jeg måtte til tastaturet, hvor 9 ganske populære tøjdele i følgende afsnit får én over nakken.

Og du vil med sikkerhed føle dig truffet.

Badesandaler med stropper

badesandaler med stropper
Helvede findes åbenbart på jorden i en lille butik på Bali.

Badesandaler med stropper. Hvor skal jeg starte? Umiddelbart virker det som uskyldigt fodbeklædning til de varme sæsoner, men på grund af sandalens udbredte popularitet har badesandaler med stropper fået en status, der er sammenlignelig med crocs. Altså de crocs sandaler som bæres af mennesker med ingen skam i livet.

Med andre ord ryger du direkte i samme bås som turisterne, der er taget til Thailand for at nyde bajere og ødelægge de smukke strande, mens de danser rundt i deres proletaruniform bestående af lange Quiksilver shorts, en farverig tanktop, hurtige solbriller og naturligvis badesandaler med stropper.

I stedet for thongs, som de også kaldes, bør du vælge badesandaler i stil med de klassiske Adidas sandaler.

Tanktops (wife beater)

Apropos proletaruniformen, så indgår tanktoppen naturligvis også. Det er der med sikkerhed mange, der er uenige i, men realiteten er bare den, at det i 2015 ikke længere er smart at uddele gratis billetter til the gun show. I dag handler det om at efterlade lidt til fantasien. Jeg er sikker på, at dine flotte muskler nok skal give sig til kende på den ene eller anden måde, selvom du har en t-shirt på.

Godt nok har filmstjernen Brad Pitt en tanktop på, men billedet er fra starten af 90erne. Med andre ord er tiderne med tanktops og i øvrigt pumpede muskler forbi. Dog behøver du ikke smide dine tanktops i skralderen. De fungerer nemlig fremragende som pudsetøj.

Hard Rock tøj of lignende merchandise

En ting er at gå på Hard Rock Café, som vel nok er et af de mest rædselsfulde spisesteder, jeg har besøgt. Men en anden ting er at købe merchandise derfra. De fleste køber en t-shirt fra Hard Rock Café, fordi de synes det er lidt cool at vise omverdenen, at man har besøgt Las Vegas. Jeg har sågar set folk med Hard Rock t-shirts fra Philadelphia, som er en by der uden problemer kan beskrives som en af de største hæmorider på USAs østkyst.

Hvis du er tilhænger af en by er der ikke noget i vejen at have en t-shirt på med dens navn, men hold lige Hard Rock café udenfor. Om ikke andet så i hvert fald hvis du har en interesse i ikke at sende de forkerte signaler.

Samme princip gør sig i det hele taget gældende for den slags merchandise. På Bali køber alle turister de elendige Bintang tanktops, hvor der lige så godt kunne stå “det rager mig, hvad jeg har på”. Og sådan kan vi blive ved.

Converse

Såfremt du ikke skal fejre blå mandag og drikke Slots i bussen ned til Heide Park, er der ikke et gyldigt argument for at eje et par Converse. Converse har gennem mange år været særdeles populær. Og det klassiske design er stadig populært, men ligesom tiderne skifter, bør tendensen også. Derfor må det efterhånden være muligt at slå på de kreative tangenter og se om ikke der andet end fodtøj til teenagere, som kunne agere tilfredsstillende alternativ.

Boardshorts

Der er en grund til, at det hedder boardshorts. Boardshorts er nemlig designet til surfere. Boardshorts går ned over knæene og er dermed end del længere end almindelige shorts. Årsagen hertil er, at knæene skånes for direkte friktion, som tit opstår når man skal op på boardet. Altså har boardshort en praktisk funktion.

Med andre ord bør du kun eje et par boardshorts, hvis du rent faktisk surfer. De er nemlig møghamrende grimme og hører derfor hjemme i proletariatets hovedstad, Randers.

Holdtrøjer

Jeg har fuld respekt for, at man følger med i sport og måske endda har en stor passion for den. Dog er det altså ikke nødvendigt at gå rundt og lege frivillig maskot blot fordi det går dit hold godt. Det gælder i øvrigt alle sportsgrene.

Jeg holder med Manchester United, men jeg går ikke rundt i en United-trøje, fordi de eksempelvis har tævet Liverpool. Jeg er også stor Tiger Woods tilhænger, men jeg ejer ikke TW-merchandise som kasketter, golfpoloer og lignende. Dengang jeg var en dreng på 11 år havde jeg fodboldtrøjer og ishockeytrøjer. Det var sejt. Dengang.

Veste

Fine veste er ikke okay. I sjældne tilfælde kan det være pænt, når det er i forlængelse af et jakkesæt. Harvey Specter fra Suits kan slippe afsted med det, men der er godt nok langt mellem snapsene, når man kigger på den almindelige befolkning. I 9 ud af 10 tilfælde kommer den vestbærende herre til at ligne en kikset best-man fra et forstadsbryllup i Rochester.

Fedorahatte

Ligesom med veste er det også kun få personer, der kan tillade sig at gå med fedorahatte. Johnny Depp er en af dem. Hele outfittet skal nemlig være ethundrede procent gennemført før det giver mening. Og hvor tit er det det? Næsten hver gang jeg spotter en fedoraklædt herre i gadebilledet er det et ynkeligt forsøg på at imitere den gennemførte og lattedrikkende vesterbrohipster.

Forær dit fejlkøb af en fedorahat væk. Find en selvhøjtidelig lattehipster og gør personens dag god!

T-shirts med sjovheder

Man bliver forbavset, når man ser hvor mange webshops der findes, som sælger verdens mest ligegyldige t-shirts. Særligt t-shirts der prøver at være sjove, men som falder pladask til jorden i 99% af tilfældene. En ting er at de ikke er sjove, men en anden ting er, du skal gå rundt og forsøge at være morsom.

Det går bare ikke!

Der er tilsyneladende rigtigt mange som deler den dårlige humor, da man må gå ud fra omtalte webshops har held med salget, siden de sælger dem. Dog bør du overveje, hvor sjove din sjove t-shirts egentligt er. I stedet for bogstaveligt talt at flage med den samme joke en hel dag ad mange omgange, bør du i stedet arbejde på at være en sjov person.

LÆS NU:

7 ting i din garderobe du omgående bør smide ud

FØLGER DU STAY CLASSY VLOG?

Vi rejser rundt i hele verden, hvor vi filmer alle vores oplevelser, som kan være alt fra fænomenale Airbnb’s vi bor i, uendeligt smuk natur, fornemme restaurantbesøg til eksotiske strande og i det hele taget alt dét, der har med det gode liv at gøre.

Hvis du kan lide videoen, må du meget gerne subscribe på YouTube.

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.

8 kommentarer

  1. Jeg må erklære mig delvist uenig i et par af punkterne 🙂
    En vest kan snildt være en helt afsindig fed ekvipering, der tilføjer ens outfit et fantastisk elegant og gennemført look.
    Det samme kan siges om fedorahatten. Den tilføjer – ganske ubesværet – ens outfit et sublimt touch, såfremt det er rigtigt udført.
    Men igen, begge ekviperinger kræver naturligvis, at man har rimelig styr på, hvad det er man laver 🙂

    1. Hej Christian,

      Det jeg skriver i forbindelse med vesten er jo netop også, at det kan lade sig gøre, men det kræver en vis snilde at sammensætte et outfit, der kan retfærdiggøre den. Jeg bruger jo Harvey Specter som eksempel herpå.

      Samme nævner jeg i forhold til fedorahatten, hvor jeg bruger Johnny Depp som eksempel på den gennemførte person, der kan tillade sig at have den på.

      Altså tror jeg faktisk vi er ganske enige 🙂

Leave a Response