Går du i designertøj?

Hvis ja, kan du så fortælle hvorfor? Er det på grund af mærket? Kvaliteten? Designet? Status? At det er dyrt?

Designertøj har længe været genstand for hed debat, som på mange måder kan sammenlignes med den her evige “Apple vs alle de andre”-diskussion. Mange mennesker har nemlig holdningen til designertøj, at det hele handler om mærket. At man betaler for, at der står Gucci i nakken.

Sjældent inddrages fakta i diskussionen, hvorfor det som regel, efter min mening, ender i en gang ensrettet mudderkastning. Selv er jeg, ikke overraskende, tilhænger af designertøj og har altid gået efter mærkevarer, men ikke for mærkets skyld. Min klare holdning til designertøj er nemlig, at kvalitet og design ofte er på et niveau, som faktisk kan gøre de billige løsninger de dyreste (og ringeste).

Ja, det lyder en smule ulogisk, men lad os prøve at sætte det i perspektiv.

En jakke til 500 versus en jakke til 5000 – hvad er billigst?

Særligt med internettet ved hånden er det blevet nemt at finde fedt tøj til billige penge, som af og til faktisk kan være ret lækkert. Det er ikke noget problem at finde en pæn jakke til 500 kroner, som måske endda også er i acceptabel kvalitet. Vi må dog erkende, at en jakke til 500 kroner ikke kan konkurrere med kvaliteten af en designerjakke til 5000 kroner. En jakke der altså er 10x dyrere.

Umiddelbart er det en no-brainer at vælge den billigste løsning. Det er selvfølgelig jakken til 500. Ikke? Jo, som udgangspunkt, men hvad med efter 5 år?

Lad os prøve med et hypotetisk regnestykke.

Den billige jakke til 500 kroner kan du sikkert godt bruge et par år, men efter et år er du blevet træt af den. Fordi designet ikke er gennemført og den begrænset høje kvalitet har medført synlig slitage, er du på udkig efter en ny. Derudover har du aldrig rigtigt fået et nært tilhørsforhold til jakken, fordi du ved, at den ikke er det store værd. Din nye jakke skal igen koste 500. Du hopper på nettet og finder endnu en pæn af slagsen – en jakke du orker at eje et års tid.

I det andet scenarie har du brugt 5000 kroner på en sindssyg lækker jakke fra Bally. Kvaliteten er suveræn og designet er tidløst og evigt relevant. Du er enormt glad for jakken og betænker dig ikke ved at have den på flere år i streg. Faktisk bruger du den stadig efter fem år, selvom du efterhånden er begyndt at se dig om efter en ny. Ikke fordi jakken er slidt op, men fordi du ønsker noget nyt. Forandring vil altid fryde.

Udgifterne er altså 5000 kroner for fem år, når den som udgangspunkt dyre løsning vælges. Hvad er de samlede udgifter så, når den som udgangspunkt billige løsning vælges?

Hvis vi siger, at der bliver købt en jakke til 500 kroner en gang om året, beløber det sig til 2500 i alt. Det ville dog ikke være helt usandsynligt at antage, at efter måske tre år med tre billige jakker, ville du lige spæde lidt ekstra til i kassen for at få en lidt federe jakke. Du betaler 1500 kroner og holder den i to år, før du igen finder på noget nyt. Efter fem år står du altså med en to år gammel jakke til 1500 og har samlet brugt 3500 kroner og det er minus forestående udgifter til en ny.

Prisforskellen mellem den dyre og billige løsning er med dette eksempel kun 1500 kroner. Det er efter min mening ikke en besparelse, der er stor nok til at fravælge den dyre. Trods besparelsen skal også du lægge al den tid oveni, du har brugt på at finde nye jakker. Ligeledes har du aldrig rigtigt haft den der følelse, hvor man bliver i godt humør, blot fordi jakken simpelthen er så lækker.

Man skal selvfølgelig ikke undervurdere det økonomiske aspekt. At bruge 5000 på en jakke on the spot er for mange en umulighed. Vi må jo medgive, at man også skal have pengene, hvis vælger den dyre løsning, der så alligevel viser sig ikke at være så forfærdelig dyr alligevel.

I sidste ende er det dog et spørgsmål om at prioritere.

Men er designertøj nu også så god kvalitet?

Ovenstående hypotetiske eksempel giver kun mening, hvis designertøj rent faktisk også er af høj kvalitet. Man kan aldrig tale på vegne af samtlige mærker, der producerer designertøj, for der vil altid være undtagelser, men der er ingen tvivl om, at designertøj generelt er af relativt høj kvalitet. Det er dog lidt svært at diskutere designertøj, når vi ikke har fastsat nogle rammer for, hvad der karakteriserer designertøj.

Hvornår er tøj designertøj? 

Designertøj er karakteriseret ved flere ting. 

  • Pris

De høje priser der er forbundet med designertøj, er suverænt den faktor, der er mest karakteriserende. På mange måder er designertøj synonymt med dyrt. En jakke til 5000? Yes, det kan vi formentligt hurtigt blive enige om at karakterisere som værende designertøj. 

  • Kvalitet

Designertøj er meget dyrere end almindeligt tøj af én væsentlig årsag. Kvaliteten er langt bedre. Fra materialer og konstruktion til syninger og produktion er designertøj billigt tøj overlegent. Ikke altid, men som regel. 

Eksempelvis er Armani kendt for at bruge samme produktionsfaciliter til nogle af deres t-shirts og jeans, hvor også billigt tøj produceres. Det betyder, at syninger eksempelvis kan være skæve, ufine og af lav kvalitet. Hvordan kan de slippe afsted med det, tænker du måske? De bruger stadig bedre materialer. Er det i orden? Nah, ikke helt.  

  • Design

Høj kvalitet forenet med smukt design er grundessensen i designertøj, hvor det særligt er sidstnævnte, der får folk til at betale astronomiske beløb for det. Hvis du skal have nogle helt specielle sneakers, en særlig taske eller et par geniale solbriller, er der størst chance for at finde noget ekstraordinært interessant ved et eftertragtet designerbrand. 

  • Mærke

Og netop kendte designerbrands er synonymt med designertøj – ikke så overraskende, nej. Og så alligevel lidt, for kan designertøj ikke også være til at betale? Mærker som Zara laver jo en hel del tøj, der ligner designertøj. Og her sagde jeg det selv – “ligner”.

Zara og lignende mærker kopierer fra de rigtige designerbrands og fungerer dermed som et billigt alternativ til folk, der ikke vil bruge deres penge på den ægte vare.

Som eksempel på de hersens rigtige designerbrands‚ eller trendsetters om du vil, kan nævnes Tod’s (mit personlige favoritmærke), Versace, Thom Browne, Saint Laurent og Valentino.

  • Made in xxx

Sidste og på mange måder vigtigste punkt, der er kendetegnende for designertøj, er hvor, det er lavet. “Made in Italy” og “Made in France” er gode eksempler på geografiske områder, hvor designertøj produceres. Det er dog på retræte. I dag er de fleste produktioner nemlig flyttet til Asien, hvor ofte kun en afsluttende syning eller detalje laves i eksempelvis Italien – udelukkende for at kunne skrive “Made in Italy” på varen.

Lad os vende tilbage til spørgsmålet, om designertøj nu også er så god kvalitet, som der flages med.

Det korte svar er ja. Designertøj er langt bedre kvalitet end almindeligt tøj. Jeg har selvfølgelig eksempler på designertøj, jeg har købt, hvor det gik i stykker hurtigere end jeg havde regnet med, eller hvor kvaliteten ikke var som ønsket, men generelt har min garderobe haft en lang levetid.

Kigger jeg i min garderobe, har jeg skjorter, jakkesæt, blazere og sko, som har mere end 5 og 10 år på bagen. Det er ikke splinternyt, men det er i ganske præsentabel stand, hvor den primære årsag til jeg ikke går så meget i de gamle klude, er at jeg er blevet træt af dem.

Design is not how it looks and feels. It’s how it works.

Jaaah, det citat er vi nok nogle stykker, der har hørt før. Det er nemlig den gode Steve Jobs, der engang blev citeret for det.

Godt nok er designertøj ikke det samme som smartphones og laptops, men citatet kan alligevel bruges i denne sammenhæng. Det der gør designertøj eftertragtet, er foreningen af alle processer, som går op i en højere enhed. Den omhyggeligt udarbejdede plantegning for hvordan en klud skal se ud, og hvordan den skal sammensættes, gør det samlede produkt en hel del mere ønskeligt.

Jeg har haft diskussionen tusind gange med venner og bekendte såvel som fremmede i byen (sandsynligvis i beruset tilstand), hvor emnet har været iPhone vs Android-telefoner, hvor diskussionen selvfølgelig går på, om man er idiot, hvis man køber en iPhone, når man kan få lige så gode smartphones til halv pris andre steder.

Hver gang har jeg forsøgt, og som regel uden effekt, at fremføre argumentet, at iPhone er pengene værd, fordi design, kvalitet og funktionalitet arbejder sammen på et langt højere plan end mange af de billigere alternativer.

Sagen er jo den, at mennesket fra naturens side holder meget af æstetik. Meget få er ligeglade med, hvordan de ser ud og hvordan de bor, selvom der selvfølgelig findes enormt mange mennesker, der har ubegribeligt ringe smag.

Hvis livet kun handlede om funktionalitet, kunne vi alle lige så godt gå i samme tøj, bo i samme huse og have den samme frisure. Men vi vil gerne være unikke. Vi vil gerne føle os godt tilpas og vi elsker, når noget er lækkert.

Derfor er designertøj ikke kun en investering af praktisk format. Det er en investering i os selv. Vi får det bedre med os selv. Vores selvtillid øges. Vi får mere mod på livet. Ja, det er sgu lige før, at designertøj kan karakteriseres som nervemedicin.

Designertøj der giver mening at købe

Lige så lækkert det er at klæde sig i designertøj, lige så dyrt er det. Det er svært at finde et par designsneaks til under 2500, og sådan er det næsten over hele linjen. Du kommer generelt ikke ret langt for 2000 kroner i dag, og det faktum alene gør, at du er tvunget til at prioritere.

Hvad giver mest mening at købe, hvis økonomien ikke tillader at fylde garderoben op med designertøj fra a til z? Jeg prioriterer på følgende måde.

Sko, jakker, tasker og accessories.

Det er på disse områder, at jeg synes, det giver mest mening at smide penge efter designertøj, selvom der ikke er voldsomt meget “tøj” i sko, jakker, tasker og accessories. Som du kan se, har jeg nemlig hverken bukser, skjorter, t-shirts eller trøjer som prioritet.

Hvorfor ikke?

Jeg kører en relativt minimalistisk stil, hvor det for mig ikke giver voldsomt meget mening at bruge 2500 på et par chinos, når jeg kan få dem til 800-1200 kroner ved Tiger of Sweden eller Calibre. Det er ikke billige bukser, men det er bestemt heller ikke priser i designerklassen. Jeg mener ganske enkelt ikke, at forskellen i kvalitet eller design er stor nok, til at merprisen kan svare sig. Denne holdning tror jeg, jeg deler med mange mænd.

Skjorter er en lidt sjov størrelse. Jeg elsker dem og har en pæn samling med designs, der spænder bredt. Nogle af dem er da også dyre nok (1500-1600 kroner), men jeg har aldrig brugt 2500+ på en skjorte. Tager du et hurtigt kig på Mr Porter, kan du se, hvor nemt det er at bruge 3000-4000 kroner på skjorter, der fremstår ganske normale og nogle af dem endda formidabelt kedelige.

Grunden til at jeg holder mig til skjorter i ligaen under designerskjorterne, er at jeg ikke føler, at en skjorte giver nok value-for-money. Hvis jeg køber en skjorte til 3500 kroner, hvor tit får jeg den så brugt? Mit gæt er ikke særligt tit. Jeg kan i øvrigt også finde masser af enormt fede skjorter, hvad end det er klassiske eller farverige og spraglede, hvor kvalitet og design er glimrende, men til priser omkring de 800-1500 kroner.

Jeg har det lidt på samme måder med trøjer, som jeg har det med skjorter, men er dog en anelse mere tilbøjelig til at investere i designertrøjer. Trøjer kan følge en i tykt og tyndt gennem mange år, men igen er det et spørgsmål om at prioritere.

Hvad angår t-shirts, har jeg aldrig rigtigt købt en designer t-shirt. Det skyldes primært, at jeg synes, at det er en smule fjollet at bruge 1300 kroner, når det er muligt at finde masser af udmærkede t-shirts til en brøkdel af prisen. Det har jeg i øvrigt flere eksempler på.

Jeg ejer en del t-shirts fra Kiomi, som laver nogle af de prisvenligste t-shirts, du kan finde. I gennemsnit koster de en 120-150 kroner, som må siges at være et ret overskueligt prisleje. Det chokerende er dog, at kvaliteten er forbløffende og to af min Kiomi t-shirts er mine absolutte go-to-favoritter. Pasformen er god, og kvaliteten kan tilsyneladende klare indtil videre snart to års jævnlig hverdagsbrug.

Designertøj jeg bruger penge på

Nu hvor du ved, hvordan jeg prioriterer mine designertøjkøb, tillader jeg mig at give vise nogle konkrete eksempler og hvorfor. Vi starter med sko.

Designersko til mænd

Jeg starter selvfølgelig med designerskoene, for det er suverænt den form for beklædning, der giver mest mening at bruge mange penge på. Man plejer jo også at sige “You can always judge a man by his shoe”, og det er jeg sådan set enig i.

Et par sko siger næsten alt om en mand.

Mokkasiner

Senest har jeg investeret i dette par, som jeg i høj grad betragter som designersko.

Tod’s Marlins for the win.

A photo posted by Stayclassydk (@stayclassydk) on

Det er selvfølgelig italienske Tod’s, som er mit yndlingsfodtøjsmærke, der er snedkeren bag disse lidt anderledes lædermokkasiner. De er smukke, elegante og enkle. Det behøver faktisk ikke gøres mere besværligt. 2650 kroner var i øvrigt prisen for dette par, hvilket jeg anser som værende aldeles rimeligt. De er nemlig lige så forbandet lækre at have på, som de er at se på.

Designersko er et vidt begreb. Om det så er klipklappere, kan du få fingrene i sindssygt kostbare designs fra blandt andre Louis Vuitton og Saint Laurent. Jeg synes personligt, at det er fuldstændig vanvittigt at give +3500 for størknet gummi, men det har selvfølgelig også noget at gøre med min begrænsede økonomiske formåen.

Brogues

Nå, men hvis vi tager fat i noget, som de fleste mænd rent faktisk har brug for, kunne vi passende starte med et par sorte italienske brogues fra Fratelli Rossetti.

designertøj mænd

Sådan et par koster lige under 2700 kroner. Det er sgu en klasseinvestering.

Hvis du skal have et par ægte brogues, hvad end de skal være sorte eller brune, bør du ikke være fedtet. Hvis du behandler dem ordentligt, kan du have glæde af dem i mange år.

Sneakers

Mig bekendt har sneakers aldrig været mere populære end lige nu. Det er nærmest blevet en religion og mange lider af decideret samlermani. Og det kan jeg godt forstå, for der findes umanerligt mange hamrende lækre sneakers. Særligt hvis du kigger i den dyre ende.

Lanvin er et af mine personlige yndlingsmærker, når det kommer til designersneakers. Her føler jeg trang til at fremhæve deres flagship sneaker.

designertøj mænd

Sneakers i denne klasse koster som regel fra 3000 og op.

Læg mærke til den sorte laksnude. Dette par sneakers fra Lanvin er et godt eksempel på designertøj, der er alle pengene værd. Kvaliteten er sindssyg, og når de står derhjemme i boligen, har man lyst til at have dem stående fremme, så eventuelle gæster kan se dem.

Designerjakker til mænd

Jeg holder meget af jakker. Det er også en af grundene til, at jeg i årenes løb har brugt en del penge på lækre jakker fra eksempelvis Ralph Lauren, Emporio Armani og Paul Smith. Dog har jeg endnu ikke været den heldige ejer af sådan en ægte lækker designerjakke. Det har jeg dog i sinde snart at lave om.

I Danmark er det desværre en ekstra dyr fornøjelse at købe designerjakker, da vi har både vinter og sommer. Personligt kan jeg klare mig med en vinterjakke og en sommerjakke, men i princippet forlanger det danske klima tre forskellige jakker, hvor den sidste selvfølgelig er overgangsjakken, som du heldigvis kan bruge både forår og efterår.

Bomberjakker er jeg særligt tosset med, hvor jeg i et stykke tid har haft mig for øje denne blå fornøjelighed fra Bally.

designertøj mænd

God damn, how sweet it is.

Den står i lige over 4000 kroner, hvilket er ret meget for en tynd jakke af polyamid. Det er dog svært at lægge skjul på den fine kvalitet og et suverænt design.

Der findes generelt rigtigt mange gode bud på bomberjakker af ypperste klasse. Selfridges, som i øvrigt er kåret til verdens bedste web shop i kategorien mode, har et latterligt godt udvalg, hvor du snildt kan brænde 20 jern af på en bomberjakke.

Når solens stråler varmer den sydlige halvkugle, er det gerne isnende koldt i Danmark, hvorfor vinterjakken tages i brug. Sådan en vinterjakke skal være i stand til at løfte en vigtig praktisk opgave nemlig at holde dig varm. Det er rigtigt, at smukt design varmer, men det er ikke nok, hvis vinteren er hård. En designerjakke til vinter, der løfter denne opgave, er som regel ubehageligt dyr. Lynhurtigt kommer du op på priser a la 10.000 kroner.

Det har jeg et eksempel på i form af denne herlighed fra Lanvin.

designertøj mænd

11.000 kroner koster den.

Det kan godt være, at 11k er mange penge, men en sort, tidløs Lanvin-jakke kan du også være sikker på holder i mange år. Et godt tip du lige kan skrive bag øret, er at købe en vinterjakke af uld. Uld har nemlig en særlig evne til at holde kroppen varm. Dermed kan du til et vist punkt slippe for at have en tyk vinterjakke på. Jeg hader tykke vinterjakker.

Vil du også have et eksempel på en designerjakke til overgangsperioderne?

Værs’go.

designertøj mænd

Sådan kan en overgangsjakke meget passende se ud. Versace Collection er den eftertragtede skrædder, hvor jakkens unikke præg i særdeleshed synliggøres ved det alternativt quiltede mønster. Du tænker garanteret, at den koster 9000 kroner?

Nope. Den står faktisk kun i 3995 kroner, hvorfor designertøj altså ikke behøver røvtackle årsbudgettet lige så hårdt, som du tror.

Tasker og accessories

En ting jeg elsker næsten lige så højt som dyre sko, er tasker og accessories. Og selvfølgelig i samme klasse. Særligt tasker giver rigtig god mening at investere hårdt i. Den slags designertøj kan holde i årtier.

Literally.

Tasker som jeg finder mere eller mindre nødvendige at kaste (mange) penge efter, er en skuldertasker/computertaske og en weekendtaske.

Skuldertasken/computertasken

Sig hvad du vil, men en skuldertaske er det samme som en computertaske, medmindre du insisterer på at fremhæve de der fimsede minitasker, navnligt italienere er glade for at vifte rundt med.

Nå, men hvis vi bliver enige om at kalde den computertasken, så skal jeg fortælle, hvorfor den er vigtig at bruge penge på. Sådan en taske har nemlig en praktisk funktion, som kun få accessories kan konkurrere med. Du kan bruge den på kontoret, i fritiden, på ferie og måske endda til fitness, hvis du ligesom jeg heller ikke er interesseret i fodsvamp og generel ringe hygiejne i omklædningsrummet, og dermed kan slippe for at slæbe hele badeværelseskabinettet med til træning.

En rigtig lækker computertaske findes i talrige designs såvel prisklasser. Rigtigt lækre computertasker, hvor design og kvalitet forenes på et højere plan, starter som regel ved de 4000-5000 kroner, men hvordan ser det ud i den anden ende?

Eksempelvis sådan her.

designertøj mænd

2900 euro. Det svarer til nøjagtigt 21500 kroner, og som du nok kan regne ud, er det prisen på denne uforskammet smukke computertaske. Denne taske er ikke bare en dyr designerklud. Det er kunst. Det er æstetik på et ekstraordinært højt niveau og en primær årsag til, at butikker som Louis Vuitton, Prada og Hermès kan finansiere hysterisk dyre huslejer på verdens dyreste adresser. Computertasken er i øvrigt fra Thom Browne.

Det kan selvfølgelig gøres billigere, hvor kvaliteten stadig er fortryllende. Det er denne blå lækkerbisken fra Bally et fornemt eksempel på.

designertøj mænd

Selvom computertasken er fra eksklusive Bally, kan du købe tre af dem, før du rammer prisen på kunstværket fra Thom Browne. Designertøj kan altså sammenlignes lidt med dyre biler. Du kan få en Bugatti Chiron, men der findes altså også “prisvenlige” alternativer som eksempelvis en beskeden Maserati Granturismo.

Weekendtasken

Weekendtasken er næsten lige så vigtig som computertasken. En solid weekendtaske kan du både bruge til den forlængede weekend i Madrid, besøget hos de gamle i Jylland og igen som transportmiddel til dit træningstøj, når der skal kastes med håndvægte.

designertøj mændLigesom der findes uforskammet dyre computertasker, findes der weekendtasker. I stedet for at finde et dyrt og billigt eksempel, som begge kan kategoriseres som designertøj, har jeg fundet en perfekt mellemvej, der leder os til romantikkens hovedstad, Paris. Saint Laurent er nemlig designeren bag sådan en røvelækker weekendtaske, der vil gøre dig godt 11.000 kroner fattigere, men til gengæld også 11.000 gange mere stilet.

Kort sagt er weekendtasken og computertasken en sund investering, du kan have glæde af i mange år.

Accessories

Jævnført mine prioriteringer af brug af penge på designertøj, er vi nået til sidste punkt, som selvfølgelig er accessories. Accessories er mange ting, men du kan sikkert godt regne ud, at vi ikke skal snakke sokkeletter eller charmeklude. I stedet skal det handle om solbriller, kortholdere og mandens klart vigtigste accessory, som selvfølgelig er uret.

Solbrillen er vi efterhånden blevet næsten lige så afhængige af at have med os rundt, som folk er afhængige af briller med styrke. Okay, ikke helt, men det er blevet en meget vigtig del af vores identitet. De fleste af os har endda et par solbriller, der ofte fungerer som et slags karakteristikum.

Solbriller behøver ikke være dyre. Der findes rigtigt mange skidelækre solbriller, som ikke er det store bøvl at få fat i rent økonomisk. Ofte kan ligefrem billige solbriller fremstå som helvedes dyre designerbriller. Det store problem med disse solbriller er dog, at ejeren er udmærket klar over, at det er noget bras, hvorfor han sandsynligvis ikke føler sig lige så cool, som mange synes, han fremstår. It’s all about the feels, yo.

Solbrillen

Nå, men jeg vil da godt lige tillade mig at levere et enkelt eksempel på et par pikkelækre designersolbriller. Faktisk er det et par, som jeg har været uhyre tæt på at kaste penge efter – i øvrigt ad flere omgange. Det er dog endt med, at jeg blev enig med mig selv om, at det var en god idé at droppe investeringen.

Solbrillerne koster nemlig godt 6000 kroner (!!!).

designertøj mænd

De er pænt bling, bling, men det er efter min mening luksusdesign, når det er bedst. De kan godt virke lidt voldsomme, men hvis man ser på eksemplaret som helhed, er det jo faktisk et ret enkelt design. Ikk’?

Kortholderen

Når det kommer til designertøj, er kortholderen klart det mest overskuelige køb. Her bliver det næsten ikke dyrere end 2000 kroner, medmindre du insisterer på krokodilleskind.

Jeg har fornyligt anskaffet mig en helvedes lækker kortholder i blå. Vil du se et billede?

designertøj mænd

Er du fan? Det er jeg.

Jeg kan ærligt talt sige, at mit liv er blevet mærkbart bedre efter at have anskaffet mig en luksuskortholder. Hver eneste gang jeg skal have kortet op af lommen, får jeg glæden af at holde det kvalitetsprægede læder i hænden samtidig med, at jeg ganske gratis får lov at kærtegne kortholderens æstetik med mine øjne.

Nogle af de lækreste kortholdere finder du ved Thom Browne, Santiago Gonzalez, Tom Ford og Bottega Veneta, men der er selvfølgelig mange andre om buddet.

Uret

Måske er det mere et smykke end accessory, men den diskussion er der ingen grund til at tage nu. Til gengæld bør vi tale om, hvor højt du bør prioritere uret i forhold til det her med at bruge penge på designertøj. Et dyrt ur er svært at sammenligne med en dyr jakke, men ikke desto mindre er begge dele noget, du tager af og på hver dag.

Egentligt kræver uret ikke nogen dybere forklaring, for de fleste af os mænd har allerede en håndfuld ure, vi drømmer om at have omkring håndleddet. På nuværende tidspunkt er mit primære luksusur et Breitling, jeg købte tilbage i 2011.

A photo posted by Stayclassydk (@stayclassydk) on

Jeg er enormt glad for mit ur, men mere vil som bekendt have mere. Jeg har allerede nævnt det nogle gange her på SC, men næste ur bliver et Audemar Piguet Royal Oak. Det kan der ikke herske nogen tvivl om.

designertøj mænd

Sådan et ur kan man finde til omkring 100.000 kroner, men så er det naturligvis også et brugt af slagsen.

A Blog to Watch kan du blive lidt klogere på alt det her med at købe et luksuriøst armbåndsur.

Hvornår bør man shoppe designertøj?

Uanset hvor meget man prioriterer designertøj, og hvad der skal bruges penge på, er det et uundgåeligt faktum, at der skal mange op af lommen. Så hvad gør man, hvis man elsker designertøj, men meget sjældent kan samle mønter til det?

Løsningen er kort. Udsalg.

Ikke overraskende, nej, men hvis du har et klart overblik over hvor og hvornår, der kan spares en masse procenter på designersko, -jakker, -tasker, og -accessories (eller hvad dine prioriteter nu er), er det alt andet lige lidt nemmere at supplere garderoben med lækkert designertøj.

Hvor?

Jeg har samlet en håndfuld web shops, som jeg personligt bruger, når der skal shoppes designertøj på udsalg.

Hvornår?

Det er umuligt at sige nøjagtigt, hvornår der er udsalg, men det er ikke svært at give et kvalificeret bud.

Vinterudsalg/Januarudsalg

Det plejede at hedde januarudsalg, men nu kaldes det vinterudsalg, da varer allerede sættes ned mellem jul og nytår. Det varierer dog fra web shop til web shop, så det er ikke usandsynligt, at nogle først holder udsalg i starten af januar.

Midseason Sale/Sommerudsalg

I midten af juni og frem kan du være helt sikker på, at udsalgspriser hersker de fleste steder i landet, hvad end det er online eller offline. Det er her, at gamle kollektioner skal væk for at danne vej for nye.

Den nemmeste måde at holde sig opdateret med udsalg på designertøj er enkel. Tilmeld dig de forskellige siders nyhedsbreve, men gør dig selv en tjeneste at redigere dine subscriptions, så du ikke blive spammet ihjel med daglige mails.

Efter min mening er der ikke noget i vejen med at være rabatjager, når det gælder designertøj. Så længe du ikke køber et eller andet sindssygt tøj, som kun lige er smart i et kvartal eller to, har du alle forudsætninger for at blive glad for dit køb et godt stykke ind i fremtiden. Du kan også være ret sikker på ikke at blive skældt ud på gaden af fremmede, fordi dine nye Tod’s er fra sidste sæson.

_________

Har du et spørgsmål vedrørende designertøj? Smid en kommentar.

LÆS NU:

Tøj til Mænd – Den Komplette Guide

FØLGER DU VORES YOUTUBE VLOG?

Vi rejser rundt i hele verden og fyrer den af.

Du er velkommen til at subscribe på YouTube. Her er en smagsprøve!