Livsstil

Den moderne herres morgenrutine

Alle mænd har en morgenrutine, men det er ikke altid, at morgenrutinen er så rutineret igen. Det skyldes som regel, at man ikke har sat ord på, hvad morgenrutinen bør indeholde. Med andre ord er det altså svært at have en struktureret morgenrutine, hvis man ikke har brugt en halv time på at strukturere den.

Følgende 11 punkter har jeg beskrevet som den moderne herres morgenrutine. Jeg vil skynde mig at påpege, at jeg ikke selv overholder samtlige punkter hver eneste morgen. Det er nemlig hårdt og det kræver disciplin. På den anden side er afkastet betragteligt stort.

Ved at have en god morgenrutine er man i stand til at udrette langt mere på en dag. Produktiviteten øges nemlig automatisk, når hovedet er klart.

1. Stå op på et fast klokkeslæt

Det at stå op hver morgen på en fast klokkeslæt er ret vigtigt for at kunne holde sig til sin morgenrutine. Det nytter ikke noget, at du står op klokken 7 den ene morgen og 11 den anden. Det smadrer hele dagens flow, og det går ud over den næste dag. Mit vækkeur ringer kl 8.30, da jeg ikke just er morgenmenneske. I øvrigt behøver man ikke stå tidligt op for at have en god morgenrutine. Hvis du har det bedst med at stå op klokken 10, så er det fint.

2. Indtag koffein

Personligt er jeg altid groggy om morgenen uanset hvor meget søvn, jeg har fået. Af den grund er koffein en vigtig ingrediens for at praktisere morgenrutinen så effektivt som muligt. Jeg har ikke lært at drikke kaffe, hvorfor jeg tager en koffeinpille på 100 mg. Det svarer til tre kopper kaffe. Efter 10 minutter mærker man effekten.

3. Bevæg kroppen

Når effekten fra koffeinen er slået ind, har du pludselig overskud til at bevæge kroppen. Her snakker vi selvfølgelig motion og ikke pilates i stuen. Du behøver ikke løbe 10 kilometer på tid. Det vigtigste er blot at få frigivet endorfiner og til det formål er en luntetur på 20 minutter rigeligt. Det er hårdt at komme ud af døren om morgenen, men det giver dig til gengæld en bedre dag. Det er i øvrigt videnskabeligt bevist.

4. Lav 50 armbøjninger og 50 mavebøjninger

Måske går der lidt meget Patrick Bateman i den, men hvis du laver 50 armbøjninger og 50 mavebøjninger hver morgen, er det ikke nødvendigt med en tur i fitnesscenteret. I hvert fald ikke hvis du bare gerne ville have en pæn markeret krop. Turen til fitnesscenteret er for tidskrævende efter min mening, men det er naturligvis et spørgsmål om prioriteter. Der intet i vejen for at bruge et par timer der, hvis man holder af det.

5. Tag et bad

Med sved på panden og en god samvittighed hopper du ind under brusehovedet. Tag et bad på 10-15 minutter, men der en krølle. I stedet for at nyde en behagelig varm stråle fra bruseren hele vejen igennem, slutter du nemlig af med ét minut med så høj varme du kan klare og efterfølgende ét minut med så koldt vand, bruseren tillader. Denne øvelse har nemlig en masse sundhedsmæssige fordele som eksempelvis bedre cirkulation, bedre søvn og vægttab. Du kan læse mere om fordelene her.

6. Kør en tur med barberbladet

Efter brusebadet giver det sig selv, at du holder skægvæksten ved lige med barberbladet. Afhængig af hvor kraftig en skægvækst du har, kan det variere, hvor ofte man har behov det. Altså er det givetvis ikke nødvendigt for fuldblodsalbinoen at svinge barberbladet hver eneste morgen.

7. Anvend ansigtscreme

Jeg har tidligere skrevet lidt om fordelene ved at bruge en ansigtscreme og hvorfor enhver mand bør bruge en. Kort sagt holder en ansigtscreme huden sund og frisk, hvilket bidrager til et bedre og yngre udseende.

8. Påfør din signatur-parfume

Alle mænd bør have en signatur-parfume. Tro det eller ej, så lægger andre folk mærke til, hvilken parfume du bruger. Det er selvfølgeligt helt i orden at skifte i mellem parfumer, men signatur-parfumen skal være duftevandet, du bruger i overvejende grad. Jeg bruger selv Chanel Allure og har gjort det gennem i mere end 10 år. Det har rystet en del komplimenter af sig.

9. Spis et solidt morgenmåltid

Morgenmåltidet er dagens vigtigste. Det har vi i hvert fald fået tævet vores ører med i årtier, og der er sikkert noget om snakken. Uanset hvad er det i hvert fald en god idé at få mad i maven, når man har været ude og bedrive aktiviteter med en høj puls. Det er vigtigt, at dit morgenmåltid består af en god håndfuld proteiner, da det øger din forbrænding og dermed bidrager til vægttab.

10. Børst tænderne

Det giver sig selv, at bisserne skal renses om morgenen, men husker du det hver eneste morgen? Bortset fra at et par rene sæt tænder giver en rar følelse, så er der faktisk også en korrelation mellem sund tandhygiejne og lavere risiko for hjertekarsygdomme. Husk i øvrigt at børste tænderne efter du har spist morgenmaden.

11. Skriv 10 idéer ned

Sidste punkt på morgenrutinen er vigtigere end de fleste lige regner med og det er desværre ganske overset. Løb, fitness og generel fysisk sundhed er de fleste enige om er vigtigt, men det er lige så vigtigt at dyrke mental fitness. Nøjagtigt som du får større muskler i fitnesscenteret, får du også en større hjerne af at udfordre den med god gammeldags tankevirksomhed. Derfor bør du hver morgen skrive 10 idéer ned på en post-it, waiters-pad eller notesblok. De 10 idéer kan være hvad som helst og idéerne behøver ikke være fremragende. Her til morgen var mine 10 idéer tematiseret omkring, hvordan man kan forbedre den danske metro. Ved at holde idéerne i temaer er det i øvrigt også lidt sjovere. Kun fantasien sætter grænser.

10 idéer til at optimere soveværelset

10 idéer til bøger man kan skrive

10 idéer til alternative rejsedestinationer

10 idéer til hvilken forretning man kunne starte

10 idéer til hvilke artikler man kan skrive

Sidstnævnte bruger jeg i øvrigt ganske ofte.

__________________

Således tager den moderne herres morgenrutine sig ud. I hvert fald efter min mening og når du har praktiseret den i et længere stykke tid vil selv mænd kigge efter dig med dette ansigtsudtryk:

Den moderne herres morgenrutine

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.