10 tips til at øge produktiviteten

marts 25, 2015

Den succesfulde herre er ikke i tvivl om, at et højt og effektivt niveau af produktivitet er et af de bærende elementer for at vedligeholde denne succes. Hvis ikke man er i stand til at være produktiv på kontinuerlig basis, er det svært at skabe en tilværelse, der er præget af velstand og mentalt overskud. En tilstand jeg formoder, de fleste er interesserede i.

Det er nemmere sagt end gjort at være produktiv, for ofte er der en mental barriere, der gør det svært at nå ens ypperste produktivitetspotentiale. Som led i at komme forbi den mentale barriere, har jeg samlet 10 tips til at øge produktiviteten.

Personligt er jeg langt fra mit potentiale, men disse redskaber har bestemt hjulpet mig til øget produktivitet og det bliver i øvrigt bedre, jo mere jeg øver mig på at implementere dem i dagligdagen.

Lav not-to-do lister

Jeg hører hele tiden om to-do lister og hvor godt det er for produktiviteten. Det er naturligvis forskelligt fra person til person, men jeg synes ikke, at det er en god idé. Det er rart at sidde og skrive alle de ting ned, man godt kunne tænke sig at nå i løbet af dagen, men realiteten er ofte den, at man ikke når i mål. Det stiller dagen-der-gik i et dårligt lys. Du kan nemlig sagtens have været skide produktiv, men blot stillet urimelige krav til, hvad du burde have nået.

I stedet bør du lave not-to-do lister.

Skriv de ting ned du ikke bør foretage dig. De ting du ved distraherer dig, men som du aldrig rigtigt får identificeret hundred procent. Det er nemlig distraktionerne, der er ødelæggende for produktiviteten. Er Facebook en distraktion? Smid den på listen. Er din e-mail indbakke en distraktion? Smid den på listen.

You get the picture!

Når du holder disktraktionerne på afstand, vil du have langt nemmere ved at indfri dine daglige mål.

Stop med at se fjernsyn og læse EB

Fjernsyn er en af de største tidsrøvere, der absolut ikke tilføjer nogen værdi i din tilværelse. Du kan jo prøve at nævne tre punkter, hvor det at se fjernsyn har forbedret dit liv. Drop nyhederne, drop realityprogrammerne, drop How I Met Your Mother, drop Beverly Hills der har kørt på repeat siden midten af halvfemserne.

Det samme gælder i øvrigt for EB (Ekstrabladet). EB har mange nyheder og det er dejligt lille dopaminkick man får, når forsiden popper op, men sandheden er, at 99% af artiklerne er 100% ligegyldige ligesom det journalistiske niveau er lige så lavt, som man kan tage Dansk Folkeparti seriøs.

Fokusér i stedet på dine egne mål. Al denne støj er blot medvirkende til at udsætte indfrielsen af egne mål.

Det skal i øvrigt lige siges, at det naturligvis er okay at se tv, men hold dig til et par gode serier som House of Cards, Better Call Saul og lignende. Det giver langt mere mening at nyde et enkelt afsnit om dagen, når hjernen lige skal kobles af, end at koge fuldpakken igennem fire timer hver aften.

Hav ambitiøse, men realistiske mål

Det er vigtigt at have ambitiøse mål. Man skal kunne se sin forretningsidé have potentiale til at blive en verdensomspændende succes. Dog er det vigtigt, at man ikke lægger ud med mål, der er for ambitiøse. Hav det i baghovedet, men gå efter de realistiske og håndgribelige mål til at starte med. På den måde er det nemmere at holde skruen i vandet, da det er nemt at miste motivationen, hvis målet er at vælte Google af pinden som førende søgemaskine.

Beløn dig selv når et stort mål er indfriet

Et stort mål kan eksempelvis være et delmål, du har arbejdet henimod et godt stykke tid. Fejr det! Det er hårdt at være disciplineret og er du det for længe uden også at nyde det gode liv, kan du risikere at løbe ind i en mur, hvor luften simpelthen går af ballonen.

Spis en god middag. Køb en god flaske vin eller hvad der nu behager dig.

En solid fejring af et indfriet mål giver dig energi og mod på at gå i krig med det næste.

Giv dig selv deadlines

Et hurtigt eksempel på at give sig selv deadlines kunne være når jeg skal skrive en artikel. Jeg smider en nedtælling på to timer i gang på min iPhone og begynder så ellers at skrive. Således ved jeg altså, at deadlinen er om to timer. Det har en motiverende effekt og bidrager til øget koncentration. Når jeg ikke målet, bliver jeg irriteret på mig selv og insisterer på en revanche.

Konkurrence med sig selv virker godt for mig. Måske det også virker for dig?

Lad være med at multi-taske

Jeg har forfærdeligt svært ved det. Mit rastløse væsen er ikke just bygget til det, men samtidig må jeg også konstatere, at det er ødelæggende for min produktivitet. Jeg tror kun det er kvinder, der er i stand til at multi-taske. Derfor er min personlige anbefaling at holde fokus på én opgave ad gangen.

Når man hele tiden skifter fokus fra det ene til det andet, er der god chance for at kvaliteten af arbejdet falder.

Lær at sige nej

The Power of No er den seneste bog, jeg har læst.

Den handler om vigtigheden i identificere og sige nej til de ting, der har en negativ effekt på ens liv. Det er skide svært at sige nej til byturene hver fredag og lørdag med vennerne. Det er skide svært at sige nej til kollegaerne, der beder om en tjeneste, de selv kunne klare. Det er skide svært at sige nej til usunde forhold og relationer. Generelt er det bare skide svært at sige nej, men sagen er den, at det har store konsekvenser for ens personlige mål og derved også produktiviteten.

Identificer de ting du siger ja til og find ud af hvad du bør sige nej tak til.

Lad være med at være altmuligmand

Det skal forstås på den måde, at det er en dårlig idé at stå for alt selv. Hvis du har startet en online webshop op, er det fjollet at bruge en masse ressourcer på at lære AdWords, hvis det ikke siger dig noget. Hvis du ikke ved, hvordan du får ændret noget HTML på din side, bør du overlade det til en der kan. Det er spild af ressourcer at bruge energi på opgaver, man ikke selv kan løse optimalt.

I dag er det i de fleste tilfælde muligt at overlade disse opgaver til andre kompetente mennesker, uden det i øvrigt skal koste en bondegård. Der er både Elance, oDesk og Fiverr, hvor man kan få løst sine opgaver relativt billigt og kompetent.

Fokuser i stedet på det, du er god til.

Giv dig selv fritid

Mange iværksættere og erhvervsdrivende generelt får dårlig samvittighed, hvis de ikke beskæftiger sig med deres forretning 24/7. Det kan jeg godt forstå og i øvrigt er det også et godt tegn. Dog er det vigtigt at koble hjernen fra. Hver dag. Det er umuligt at være både effektiv og produktiv 16 timer i døgnet. Din hjerne skal have plads til at restituere, så kreativiteten og det mentale overskud kan få lov at lade op.

Find ud af hvornår på døgnet, du er mest produktiv og centrer dine gøremål omkring denne periode. Personligt er jeg mest effektiv fra 9 til 15. Jeg arbejder sjældent mere end seks timer om dagen, men til gengæld er jeg både koncentreret og fokuseret, når arbejdet står på. Work Hard siger man, men overvej om Work Smart i virkeligheden ikke er vejen frem.

Tidligere verdensmester i skak Anatoly Karpov studerede spillet blot tre timer om dagen. Han var ikke i stand til at fokusere længere tid ad gangen uden at koncentration og fokus ville falde drastisk. Resten af dagen ville han bruge på at motionere, lære et andet sprog og andre forskellige aktiviteter, der er med til at stimulere hjernen.

Dyrk masser af motion

Ja, det giver sig selv at motion og et sundt helbred bidrager til øget produktivitet. Hjernen er klar. Du har mere overskud og energi. Udfordringerne virker mindre uoverkommelige. Generelt er livet bare nemmere, når man er fysisk fit. Indse vigtigheden i at dyrke motion.

Hvis det har interesse kan du kigge på den moderne herres morgenrutine og aftenrutine, hvor jeg kommer ind på blandt andet motionen, men også hvordan du kan udbygge og effektivisere dagligdagen, således produktivitet øges.

___________

Held og lykke med produktiviteten.

Joen Rude

Joen Rude

Joen er grundlægger og chefredaktør på Stay Classy. Han har brugt over et årti på at finpudse sin sans for herremode, livsstil og de detaljer, de fleste overser. Han tror på, at ægte stil handler mindre om trends og mere om at kende sig selv godt nok til at vælge rigtigt. Når han ikke skriver, tester han ure, rejser efter inspiration eller diskuterer snit og kvalitet med folk, der deler besættelsen.

1 Comment Skriv en kommentar

  1. […] Sæt dig en plan for hvad du vil opnå i år og når dette mål står dig klart, handler det om at sætte ugentlige og daglige minimål. En klar erfaring jeg har gjort mig gennem de sidste 18 måneder er, at det er de små daglige babyskridt, der tilsammen staver til glødende succes. Hvis du er i tvivl om, hvordan du sætter daglige mål, kan du med fordel kigge på den moderne herres morgenrutine og den moderne herres aftenrutine. Derudover kan du også drage nytte af 10 generelle tips til at øge din daglige produktivitet. […]

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

Don't Miss

Live casino på din smartphone? Her er de bedste valg

I en tid hvor mobilunderholdning er blevet hverdag for mange,

Kollagen er Mere end Hudpleje. Her er Hvad Det Gør!

Lad mig starte med den indvending, jeg hører oftest. “Kollagen