Lir

Bedste hovedtelefoner med dyb bas

Denon AH-MM300

Det er blevet tid til tech. Premium tech for at det ikke skal være løgn. I denne artikel beskæftiger jeg mig med et par luksuriøse hovedtelefoner fra den japanske lydfabrik, Denon.

Hvis ikke du er alt for bekendt med Denon og deres produkter, kan du læse mere om dem i følgende ret omfattende artikel, hvor jeg kigger på deres formidable Envaya bluetooth højtaler. Eller i virkeligheden lytter jeg nok mest.

Navnet på hovedtelefonerne er Denon AH-MM300. De er i øvrigt det midterste par i en trio, hvor de to makkere hhv. hedder AH-MM200 (den mindste) og AH-MM400 (den største).

Denon AH-MM300

Det er dette stykke legetøj, der er på hovedmenuen. Hils på AH-MM300.

Det der gør sig gældende for trioen, og ikke mindste AH-MM300’eren, er det høje niveau af kvalitet både design- og lydmæssigt. Om ikke andet er det i hvert fald disse parametre, Denon søger at profilere sig på. Min opgave er at finde ud af, om det lykkedes.

Så hvad siger lyden?

Selvom jeg vægter design og kvalitet lige så højt som lyd, er lyden alt andet lige den vigtigste faktor. Et par lækre hovedtelefoner er nemlig ikke meget værd, hvis lyden minder om det, man får i et par in-ears fra 10-kroners-biksen, Tiger.

Lyden skal være eminent.

er lyden eminent i sådan et par Denon hovedtelefoner? Svaret er ja, men with shades of grey. Det afhænger nemlig af, hvad man lægger vægt på. Hovedtelefonerne henvender sig nemlig ikke til al slags musik.

Jeg hører meget forskellig musik, men holder nok mest af den slags, hvor bassen kan mærkes. Og det kan den i noget mere musik end de fleste går og regner med. Det er bare sjældent, at ens høreværn er i stand til at formidle bassen.

Men det kan Denon AH-MM300. Smider man et luksuriøst stykke musik på som Alt J’s Tessellate, bedøves man nemlig med en latterligt fyldig bas, der er hamrende dyb. En behagelig følelse jeg vil beskrive som en form for øregangsmassage. Massage man i øvrigt aldrig bliver træt af.

Denon AH-MM300

Denon AH-MM300 og en iPhone 6 er et fremragende makkerpar.

Helt generelt er hovedtelefonerne fænomenale til at levere en bedøvende god bas. En bas man længes efter ved mange andre hovedtelefoner, men også in-ears. På dette punkt er de eminente og en sikker kandidat til markedets bedste hovedtelefoner.

Men som man siger findes der ikke nogen, der er perfekte. Heller ikke hovedtelefoner. Denon AH-MM300 er nemlig ikke eminent i forhold til de høje og klare toner. Det virker som om, at hovedtelefonerne anstrenger sig for meget og at bassen insisterer på at møve sig frem og når den så holder sig tilbage, kan det blive en kende for skingert. Dette gør sig dog mest gældende ved helt særlige sange som eksempelvis Bibio’s Woodington (den er desværre fjernet fra YouTube).

Heldigvis er det sjældent, at øregangsmassagen bliver skiftet ud med en skuffet trommehinde. Overall er lyden nemlig formidabel, hvor det ikke er noget problem for hovedtelefonerne at forkæle øregangen med eksempelvis Bibio’s Ephemeral Bluebell, som i øvrigt er et instrumentalt nummer i de højere toner.

Lad os kigge på designet. Spiller det?

Denon AH-MM300

Denon AH-MM300 ville med sikkerhed blive godkendt af Apple’s Jony Ive.

Det kan jeg afsløre med et klart ja. Jeg er vild med det minimalistiske design og den nydelige kombination af sort og metal, der i forening er eksklusivt at se på. Hvis ikke det var for det synlige Denon-mærke på hovedtelefonerne, ville det ikke være svært at forveksle dem med produkter fra Apple.

I forhold til hovedtelefoner er jeg endnu ikke faldet over et par i denne størrelse, hvor så lækre materialer er anvendt. Diverse elektronikfabrikanter giver som regel kun deres største modeller den helt dyre beklædning, hvilket jeg kun kan undre mig over.

Denon AH-MM300

Materialerne virker solide og man er ikke i tvivl om, at det er kvalitet man har om hovedet.

Apropos materialer så er hovedtelefonerne lavet af aluminium og læder. Kombinationen af disse materialer forklarer, hvorfor prisen er lidt højere end andre hovedtelefoner i samme størrelse. De føles nemlig urimeligt lækre. Særligt lædermembranen der er endestationen fra musikken entrerer dine øregange er behagelig og blød.

Denon AH-MM300

Det føles rigtigt godt, når man har hovedtelefonerne på. Lidt ligesom at have sutsko på ørene. 

Udover materialerne er det også et fremragende par hovedtelefoner ud fra en ergonomisk betragtning. De er nemme at tilpasse i størrelsen og de sidder godt fast på hovedet, uden at de på nogen måde presser ørene eller irriterer håret.

Rent funktionelt er der ikke meget at tilføje. Det er plug and play, men jeg vil alligevel knytte en kommentar hertil.

Denon AH-MM300

En dejlig stor push-to-talk knap der kan bruges, selvom du har handsker på. 

Modsat stort set alle andre in-ears og on-ears, er push-to-talk og volumeknapperne i en størrelse, så de er nemme at betjene med handsker. Jeg har nemlig længe haft enormt svært ved at tage telefonen, skifte sange og skrue op og ned for volumen, når jeg har handsker på. I dette henseende er det intet problem, hvad angår Denon AH-MM300.

Konklusion

Denon AH-MM300

Overall er Denon AH-MM300 en glimrende kandidat til markedets i øjeblikket bedste hovedtelefoner, men det er ikke et par for alle, men det har vi jo talt om, ikke?

Den dybe bas, de lækre materialer, det minimalistiske design og det overordnede lækre feel giver et resultat, der ville tilfredsstille enhver med hang til luksuriøs materialisme. Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at jeg er forelsket. Til gengæld kan de godt blive varme at have på i længden her i Darwin, men her er der også 34 grader og bomvindstille.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 Nå ja, sådan ser hovedtelefonerne ud in-action. Classy nok, ikke? Bortset fra herren 😉

TL;DR:

+

  • Eminent bas og kødfuld lyd

  • Minimalistisk og eksklusivt design

  • Meget høj bygget kvalitet

  • Ekstra stor push-to-talk knap

  • Perfekt størrelse

  • Lyden halter i de høje klare toner

Denon AH-MM300 – samlet karakter

Trods den haltende lyd i de høje toner, bliver jeg alligevel nødt til at give hovedtelefonerne 5 japanske haver ud af 5 mulige. Det er nemlig en fantastisk lydoplevelse, når der eksempelvis fyres helt op for et klassisk Kanye-nummer som Can’t Tell Me Nothing. Derudover er æstetikken på højde med det man finder i japanske haver.

IMG_5345IMG_5345IMG_5345IMG_5345IMG_5345

 

 

 

 

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.