Der findes tøj, som ikke er så fedt, og så findes der direkte grimt tøj. I dag skal det handle om sidstnævnte, for der findes nemlig stadig mennesker, som frivilligt iklæder sig grimt tøj hver eneste dag. Som modeblogger føler jeg, at det er min opgave at hjælpe og vejlede alle disse fortabte sjæle.

Første skridt er at identificere, hvordan grimt tøj kan se ud, hvorfor jeg har udvalgt 10 glimrende eksempler, der kan hjælpe dig på vej. Hvis du skulle have en, to eller måske endda adskillige af eksemplerne hængende hjemme i garderoben, er der ingen grund til at fortvivle. Opfat det i stedet som vigtigt stof til eftertanke, du kan bruge som anledning til at opgradere garderoben. Til det formål kan du i øvrigt finde rigeligt med inspiration og konkrete retningslinjer her på siden. Tag et kig i tøj- og skokategorierne.

Måske er det slet ikke dig selv, der har problemer med grimt tøj i garderoben, men din kammerat. I så fald kan du med god grund referere ham til denne artikel og skulle han blive alt for ked af det, kan du altid sende ham en kærlig tanke.

De behagelige, men helt enormt grimme kondisko
grimt tøj til mænd

Det er mig vitterligt en gåde, hvordan dette eksempel på exceptionelt grimme kondisko nogensinde får lov at blive sat i produktion. Altså hvad tænker designeren? Hvad tænker North Face? Umiddelbart ikke rigtigt noget, men den primære årsag er selvfølgelig, at der findes masser af folk med lige så ringe smag som designeren.

Der er sådan set ikke noget i vejen med at gå i kondisko, selvom du ikke skal løbe en tur, men vælg i det mindste et pænt par. Du kan finde eksempler på sådan nogen her.

Bøllehatten
grimt tøj til mænd

Det er heldigvis ikke mange af dem, man ser, men det hænder desværre alligevel. Bøllehatten er symbolet på dårlig smag. Kun hvis du skal skabe dig åndssvagt til en festival eller imitere dedikerede campister, eksisterer der ikke nogen undskyldninger.

Hvis du oven i købet kan vælge en bøllehat, der er lige så grim som denne model, der ligner noget, som en maler har malet i et par år, er der yderligt med minuspoint at hente.

Cargoshorts og særligt de lange modeller

grimt tøj til mænd

På en eller anden måde har cargoshorts haft held med stadig at være “cool” den dag i dag. Det må man i hvert fald antage, idet ubehageligt mange mænd gladeligt går rundt i dem her i sommerhalvåret. Det burde naturligvis ikke være sådan, da cargoshorts er en meget fin definition på grimt tøj.

Smid dine cargoshorts og eventuelt også dine cargobukser ind i pejsen og fyr op. Det er nemlig deres klart bedste funktion, såfremt målet ikke er at ligne en herre, der overhovedet ikke har styr på stilen.

Samtlige jakker med nakkepels

grimt tøj til mænd

Heldigvis er det ikke lige så populært, som det engang var, men vinterjakken med nakkepels er da alligevel stadig en flittig genganger i gadebilledet, så snart temperaturen bevæger sig ned under de 10 grader celsius.

Nakkepels var sgu egentligt fedt nok tilbage i 2001, men historien er altså en anden i dag, hvorfor jeg vil gå så vidt at beskrive en jakke a la ovenstående som aldeles grim.

Det er meget sjældent pænt, når en vinterjakke er udstyret med hætte. Af praktiske årsager er det dog fair nok, men gider du ikke lige lade være med at lime fjer på den? Selvom det kan blive rigtigt koldt i Danmark, er det trods alt ikke Alaska, vi bor i.

Mavebæltet

grimt tøj til mænd

Åh Gud. Det er svært at acceptere en tilværelse, hvor mavebæltet tages seriøst, for det gør det tilsyneladende. Er du uenig, kan du passende gå en tur forbi Strøget eller Nyhavn og notere dig mavebæltets popularitet.

Godt nok er det i særdeleshed turister, der går med dem, men jeg kunne godt overbevises om, at adskillige danskere også ejer et, når de selv er turister ude i den store verden.

Selv hvis jeg skulle give mavebæltet en chance, har jeg ikke kunne finde et eksempel på et mavebælte af nogenlunde acceptabelt udseende. Insisterer du derfor på at eje et mavebælte, kan du lige så godt gå all-in på grimhed og købe ovenstående Eastpak-rædsel.

Fleecejakker

grimt tøj til mænd

Jeg er med på, at de er mega rare at have på, men for helvede hvor er fleecejakker dog modbydeligt grimme. Jeg er sådan set ligeglad, om de er “sorte og almindelige”, for fleecejakken kan ikke gøres præsentabel. Fleecejakken er designet til Hr. og Fru Camping-Danmark, for hvem der ikke findes noget mere vidunderligt end at parkere campingvognen et sted i Nordtyskland, slå et klapbord op og så ellers nyde den dejlige, men ganske uinteressante natur.

Jesus-sandalen

grimt tøj til mænd

Lige så behagelige de garanteret er at have på, lige så fantastisk grimme er de. Det er selvfølgelig den berømte Jesus-sandal, der er særligt populær på lærerværelser på tværs af Danmark. Jesus-sandalen findes i mange varianter, hvor denne specifikke model er en moderne udgave, som Ecco, umiddelbart uden at tage pis på nogen, kalder “offroad trekking-sandaler”.

Sandalen er så grim, at den ikke kan dø på en søndag, og det er tilsyneladende også derfor, at så mange danskere går i dem, for Ecco-sandaler holder som bekendt forevigt.

Hvide tennissokker

grimt tøj til mænd

Hvis du ønsker at score et særligt højt gennemsnit i disciplinen grimt tøj, er der topkarakterer at hente ved at gå i hvide tennissokker. Det er ikke kun ubeskriveligt grimt, men direkte usympatisk.

Hvide tennissokker er skabt til én ting. Tennis. Det bedste råd du nogensinde kan få er aldrig at gå i hvide sokker. Det er min klare holdning, at hvide sokker i det hele taget burde gøres ulovligt, hvor kombinationen af jesus-sandaler og hvide sokker burde resultere i en ubetinget straf på minimum 3 år i isoleret gummicelle.

Jeans med denne vask

grimt tøj til mænd

Cowboybukser er populære og vil fortsat være det, men det er bestemt ikke alle typer, der er godkendt. Et eksempel på ikke-godkendte cowboybukser har du stående ovenfor. De er mørke med gule syninger og en alvorligt grim vask, der minder forfærdeligt meget om de hersens hængerøvsbukser fra mærker som Karl Kani.

Den røde autonome skjorte

grimt tøj til mænd

Jævnfør artiklens tema sluttes der af med tøj, der er så grimt, at det er smukt. Det er selvfølgelig den klassiske røde autonomskjorte, som af en eller anden grund hænger i mange almindelige, sunde og raske mænds garderober.

Jeg ved ikke, om årsagen er, at de føler sig lidt mere som maskuline skovhuggere, eller om det et forsøg på at være lidt hipstercool. Hvad end forklaringen er, kan jeg garantere, at forsøget er håbløst mislykket. Din røde ternede skjorte er ikke en pudseklud værdig, hvorfor du lige så godt kan cykle en tur ud til Dronning Louises Bro og forære den til en ydre-Nørrebro-stakkel, hvis dag sandsynligvis vil blive tifoldigt bedre.

LÆS NU:

Modafinil – min erfaring med virkelighedens Limitless-pille

FØLGER DU VORES YOUTUBE VLOG?

Vi rejser rundt i hele verden og fyrer den af.

Du er velkommen til at subscribe på YouTube. Her er en smagsprøve!