Om nøjagtigt 70 dage sidder jeg på et fly ud af Danmark, og ifølge planen vender jeg ikke tilbage før en gang i 2017. Teltpælene flyttes nemlig til Australien, hvor min kæreste og jeg skal forsøge at holde hinanden ud de næste to år.

Hvorfor flytter vi til Australien, vil nogen måske spørge. Dette spørgsmål besvarer jeg en gang for alle med følgende smøre.

Australien har en aftale med en række lande, Danmark inklusiv, hvor man kan få det der hedder et Working Holiday visum. Sådan et visum tillader udlændinge at opholde sig i landet i op til to år.

Denne chance vælger vi at gribe, inden det er for sent. Nu vil vi opleve en anden del af jordkloden, og hvorfor ikke komme så langt væk fra politikere som Johanne Schmidt og Helle Thorning?

Hvorfor?

Spørger man mine forældre er de naturligvis langt fra tilfredse med denne beslutning. Hvorfor flytte nu, når man burde være i gang med en kandidat eller få sig et fuldtidsjob i en corporate virksomhed? Lige præcis derfor, svarer jeg.

Både mit og fruens mål er at være uafhængig af arbejdsgivere, hvorfor vi tager dette skridt sammen. Vi er ikke interesseret i at være lænket til en fast arbejdsplads resten af vores liv, som samfundets idealer ellers opfordrer til.

Med to års total frihed og luftforandring har vi mulighed for at arbejde hen imod vores individuelle mål. Derudover er det også et godt tidspunkt at komme afsted, da trediverne af biologiske grunde ofte øger sværhedsgraden ved sådan lige at flytte.

Hvad skal jeg lave?

Den tilbagevendende læser her på Stayclassy.dk ved, at jeg dagligt skriver artikler. Jeg holder meget af at skrive, hvorfor planen er at fortsætte arbejdet. Således skulle jeg være i stand til at producere endnu mere indhold og øge antallet af læsere, idet jeg ikke længere har tidskrævende forpligtelser.

Selvom jeg flytter om på den anden side af jorden, efterlader jeg altså ikke mine læsere. Så nemt slipper I ikke af med mig!

Derudover er jeg i gang med at skrive nogle bøger, hvor jeg forudser, at forholdene i Australien til dette formål er ganske optimale.

Hvorhen?

Den overordnede destination hedder Australien, men lad mig præcisere, hvor vi skal bo.

Den 20. januar tager vi flyet til Bali i Indonesien, hvor vi egentligt bare skal holde ferie og slappe af. Ferien varer 29 dage, hvor vi så drager videre til Darwin, som ligger ved kysten i det nordlige Australien.

at flytte til australien

Der er ikke mere end små tre timer fra Bali til Darwin. 

Her har vi tænkt os at være en håndfuld dage, inden vi fortsætter til en lille flække ved navn Katherine, hvor Michelles onkel driver et motel. Her tager vi yderligere en måned, hvor vi lige ‘lander’ ordentligt og danner os et indtryk af, hvad Australien er for en størrelse. Katherine ligger i øvrigt op ad en naturpark, som skulle være et syn for guderne.

katherine australien

Køreturen fra Darwin til Katherine svarer til Århus – København.

Efter at have levet motellivet in the middle of nowhere er planen at flyve til Brisbane på østkysten, hvor vi skal på et tre måneders slaveophold. Det er nemlig sådan at for at kunne få sit Working Holiday visum forlænget til to år, kræver det 3 måneders arbejde inden for harvesting.

darwin brisbane

En lille indenlandsk flyvetur på fire timer.

Harvesting er i virkeligheden det samme som fruit picking. Det betyder, at vi kommer til at bage i solen i 90 dage, hvor der fra morgen til aften skal samles tomater, bananer eller hvad der nu gror på marken. Det bliver uden tvivl en særpræget oplevelse, men vi går ind til det med oprejst pande.

brisbane melbourne

Melbourne er den endelige destination.

Først efter fem måneder når vi til den egentlige destination, som er Melbourne. Her er planen at bo i et år til halvanden, alt efter hvor godt vi kan lide det. Er det ikke lige så fedt, som vi havde regnet med, hopper vi videre til paradiset Gold Coast, der ligger lidt syd for Brisbane.

Meningen med at bo i Melbourne er dog at få en hverdag til at køre med faste rutiner og forhåbentligt en masse nye venner og bekendtskaber.

Ses vi?

Hvis du selv befinder dig i eller kommer til Australien, skal du lige sende en besked. Jeg forudser nemlig, at det bliver trægt med omgangskredsen i starten, når man flytter til et land, hvor ens bekendtskaber kan tælles på én hånd. Det er dog ikke værre end, at vi altid kan finde venner på Friendster. 😉

Om alt kommer til at gå efter bogen, skal jeg ikke kunne sige. Vi bliver helt sikkert mødt af udfordringer, trælse dage og giftige edderkopper, men det tager vi med i baggagen. Uanset hvad kan jeg afsløre, at det ikke er uden en nænsom kilden i maven, at vi går denne tur i møde.

australien farlige dyr

Har du gode råd, anbefalinger, do’s and don’t’s er din kommentar værdsat!