Status efter 21 dage (30 dage uden alkohol)

Egentligt havde jeg lovet at lave en ugentlig update på min 30 dage uden alkohol udfordring, men tiden har det nogen gange med at løbe hurtigere, end man kan følge med.

Anyway.

Det er tre uger siden, at jeg hoppede på vandvognen med udsigten til at være tørlagt i intet mindre end en hel måned.

Har jeg holdt skruen i vandet?

Naturligvis. Trods 21 dage, hvor der har været rigeligt med fristelser, er det lykkedes mig at undgå direkte kontakt med alkoholiske væsker.

Fortjener jeg ikke et bifald? Det synes jeg.

klappesalve

Og tak for det.

For to uger siden…

… kunne du læse min erfaring med 7 dage uden alkohol, som i høj grad bar præg af meget positive sideeffekter.

Forhøjet produktivitet som aldrig før, stabilt humør, mere overskud og i øvrigt også langt færre unødvendige udgifter var iblandt de fede ting ved at undvære alkohol.

I løbet af uge to uden alkohol fandt jeg dog ud af, at træerne ikke vokser ind himlen. Humørkurven fik nemlig et gevaldigt hak nedad, hvor mit følelsesmæssige stadie mindede en hel del ligesom det, jeg allerede har skrevet lidt om tidligere, nemlig depression.

Det stod på i en 4-5 dages tid, hvor årsagen til humøret igen var svær at sætte en finger på.

Alkohol er tilsyneladende ikke den store synder

Den primære årsag til at jeg valgte at tage 30 dage uden alkohol, var som bekendt, at jeg havde døjet med en bizar sommerdepression og en anelse for meget alkohol.

Det var min klare overbevisning, at alkohol var den store synder. Derfor blev jeg også en smule bedrøvet, da det viste sig, at min hjernes glade kemikalier alligevel havde evnen til at tage på ferie til trods.

På den anden side er det også rart nok at vide, at alkohol i hvert fald ikke er ene om at påvirke humøret i negativ retning.

Nå, men efter nogle dage med en sort sky hængende over fjæset, viste glædeskemikalierne sig at vende hjem igen, hvor de har opholdt sig lige siden.

Og når de så er her, fungerer tilværelsen jo glimrende. Samme høje produktivitet gør sig gældende. De sidste tre uger har jeg fået lavet mere end nogensinde.

Men.

Der er altid et men.

Det kan nemlig også blive for produktivt

Hvad mener jeg med det?

Jo, ser du. Jeg føler hele tiden trang til at få lavet noget arbejde. Lige så snart jeg ikke arbejder, får jeg dårlig samvittighed.

Jeg sidder på kontoret fra cirka omkring kl. 8-9 stykker, og her befinder jeg mig gerne indtil sengetid. Kun min daglige løbetur og frokost (hvis jeg husker det) er blandt få afbrydelser for tiden.

Det har haft den effekt, at jeg føler mig en lille smule asocial. Jeg har meget lidt behov for at socialisere med venner og familie, men det er nu ikke kun mit “laserfokus”, der kan tage æren for det.

Det der med at være i byen, til festlige begivenheder og lignende arrangementer er bare lidt mere uinteressant uden alkohol.

Alle rundt om mig sidder og drikker sig i godt humør, hvor det er ret tydeligt, at de nyder situationen en hel del mere end jeg. I stedet for at slappe af sidder jeg og tænker på arbejde, ting jeg skal have ordnet og eventuelle idéer.

thief-of-joy

Ikke at jeg sidder og hænger med næbet, men jeg føler lidt, at folk tænker ovenstående tanke om mig. Jeg er nemlig langt fra den festlige Joen, men det kan selvfølgelig også være, at folk sætter pris på det. 🙂

Hvordan finder man den perfekte mellemvej?

balance

Mens jeg sætter pris på, at der er gang i produktiviteten og mine mål dermed hurtigere nås, er det også lidt et problem.

Det er som om, at det er enten eller for mig. Enten er det fuld rebekka på druk og “meh” med arbejde eller også er det fuld rebekka på arbejde og meget lidt sjov og ballade.

Efter halvmarathon d. 18 september er udfordringen officielt gennemført.

Then what?

På mange måder har jeg ikke lyst til at starte på alkohol igen. Lynhurtigt er man tilbage på vognen, hvor der er vin på bordet hver aften.

Men nu vil jeg gøre et seriøst forsøg på at finde den gyldne mellemvej, hvor jeg kan drikke et glas rødvin, uden at det tager over. Jeg er ret fortrøstningsfuld efter at have holdt mig fra alkohol i tre uger uden problemer.

Det er tilsyneladende ikke et problem for mig at holde nallerne fra alkohol.

Alkoholfrie øl

I forbindelse med udfordringen har jeg eksperimenteret med alkoholfrie øl, hvilket aldrig har sagt mig noget som helst, for hvorfor i alverden skulle jeg drikke øl uden alkohol?

Det viser sig faktisk, at alkoholfri øl slet ikke er lige så rædselsfuldt, som man skulle tro. Det kan sågar smage ganske glimrende. Omvendt kan det også smage forfærdeligt.

Eksempelvis smager Tuborg Free af muggen vand. Til gengæld smager den der blå Nordic øl ret godt.

I forbindelse med no alcohol udfordringen blev jeg i øvrigt kontaktet af Alkoholfributik.dk, som tilbød at sende en håndfuld alkoholfrie øl.

Det synes jeg lød ret interessant, da deres udvalg var langt større, end hvad jeg troede, der fandtes alkoholfrie øl. Sendingen på 24 forskellige øl modtog jeg i går.

alkoholfrie-bajere

Jeg var ikke klar over, at alkoholfrie øl havde evne til at begejstre mig, men det har de altså.

Som du kan se, er der lidt at vælge mellem. Selvom jeg først modtog dem i går, har jeg allerede haft fingrene i tre af dem.

En Svaneke Greenlight

alkoholfrie ølDu har garanteret smagt Bornholms velkendte Svaneke øl, men garanteret ikke i en alkoholfri udgave. Det har jeg.

Øllen smagte af sommer og sol, hvor den manglende alkohol gjorde den en anelse bitter, om end ganske smagfuld. Man er ikke i tvivl om, at øllen er alkoholfri, men den er faktisk nem at nyde alligevel.

Schneider Weisse hvedeøl
alkoholfrie øl

Schneider Weisse er min foreløbige favorit. Her har du nemlig en alkoholfri hvedeøl, som smager ligesom en rigtig hvedeøl.

Jeg ved ikke helt, hvordan de har båret sig ad, men hvis du fik den serveret i en blindtest, er jeg overbevist om, at du ikke ville kunne adskille den fra en almindelig alkoholisk hvedeøl.

Flensburger Citron Fassbrause
alkoholfrie øl

Flensburger Citron Fassbrause er en såkaldt frugtøl. Smagsmæssigt minder den lidt om en Corona, men med en endnu mere syrlig smag.

Den er et godt stykke fra, hvad en normal øl står for, men kombinationen af dens læskedriksagtige konsistens og tydelige humlesmag, gør den til en særdeles interessant alkoholfri øl.

Jeg nyder…

… at prøve kræfter med alkoholfrie øl. Det er sjovt at prøve forskellige varianter. Også selvom der ikke er alkohol i.

Nu har jeg ikke drukket så forfærdeligt meget alkoholfrit øl igen, at jeg er nogen ekspert på området, men min teori er, at den lidt bitre smag, som alle ikke er lige tossede med, er et spørgsmål om tilvænning.

Jeg tror, at det er lidt ligesom at gå fra Coca Cola til Coca Cola Zero. Eller sødmælk til skummetmælk.

Jeg vender tilbage den 19 september med en sidste status.

Mojn.

Har du læst de to forgangne artikler? I så fald finder du dem her.

30 dage uden alkohol (1. artikel)

Status efter 7 dage (30 dage uden alkohol) (2. artikel)