Computere. Skyskrabere. Robotter. Rumfartøjer på Mars.

Det er nemt, at glemme hvor vi kommer fra, når man kigger på, hvor utroligt godt vi mennesker har klaret os.

I løbet af mindre end trehundrede år har mennesket haft held med at skabe en civilisation, hvor udviklingen har været og er eksponentielt stigende.

I dag er næsten alt muligt. Det er blot et spørgsmål om at opfinde det. Vi har nemlig alle redskaberne. I løbet af de næste 10 år vil vi være vidner til en koloenorm fremgang, der er svær at forholde sig til i dag.

Og det er godt. Rigtigt godt endda.

Hvis noget ikke er i vækst, er det nemlig i forfald.

Det er dog et væsentligt problem sideløbende med menneskets teknologiske fremskridt. Problemet er, at samtidig med at mennesket gør livet nemmere for sig selv vha. smarte opfindelser og teknologier, glemmer vi at stille krav til os selv.

Vi tager kun ansvar for andre

Ikke kun i Danmark, men i den vestlige civilisation i det hele taget, er vi mestre i at tage ansvar for andre. Alligevel er Danmark, næsten uden sammenligning, verdensmestre.

Succeskriteriet i dag er, at alle mennesker skal holdes i live med mad på bordet og tag over hovedet, samtidig med at der er råd til julegaver, charterrejser og årskort til Tivoli.

Vi bekymrer os ekstraordinært meget, om mennesker vi ikke kender eller nogensinde har mødt.

Den bedste måde at illustrere dette er ved at kigge på det sikkerhedsnet, man har i Danmark, hvor de der bidrager med mindst, skal have mest.

De er nemlig syge, svage, handicappede eller fattige.

Majoriteten af landets ledere ville sikkert ikke have noget problem med at beskrive en fjerdedel af landets befolkning som syge, svage, handicappede, fattige, hvis ikke det hele på én gang.

De skal have hjælp. Vi skal gøre noget. Vi er nødt til at gøre noget.

Vi lever nemlig i en civiliseret verden, hvor vi hjælper De, som er ringere stillet end os andre.

Eller hvad?

Spørgsmålet er nemlig, om vi rent faktisk hjælper andre ved at placere dem i denne kategori?

Mit eget svar ville være nej, selvfølgelig gør vi ikke det.

Jo mere ansvar vi tager for andre, desto mindre ansvar tager de andre for sig selv.

Resultatet af denne pædagogiske og velmenende mentalitet er, at mennesket bevæger sig længere og længere væk fra at være et dyr.

Men er det en dårlig ting?

Helt bestemt.

Vi mennesker er nemlig dyr nøjagtigt som delfiner, elefanter og løver.

Vi er bare lidt klogere og udstyret med en sjælden egenskab i form af bevidstheden, men ligesom løven er nødt til at jagte zebraer for at få kød i maden, er mennesket også nødt til at kæmpe for overlevelse.

Vores moderne samfund anno 2016 er blevet én stor zoologisk have med menneskepassere, der venligt tager sig af os.

Vi har det faktisk meget rart. Vi får mad, når vi spørger menneskepasseren om mad. Vi får endda også lov til at gå ud at more os, hvis vi har lyst til det.

Der er bare et problem, for hvad sker der med en løve fængslet i zoologisk have?

Den mister sine evner til at klare sig selv.

En løve fra Københavns Zoo vil ikke overleve ret lang tid på den afrikanske savanne og nøjagtigt samme princip gør sig gældende i menneskets samfund.

En eller anden dag er der nemlig ikke råd til menneskepasseren. Og når der ikke er råd til en menneskepasser, hvem skal så fodre menneskerne?

Kan menneskerne fodre sig selv?

Måske.

Men jeg er i tvivl, for når man har hygget sig i trygge og vante rammer et godt stykke tid, hvor menneskets dyriske instinkter stille og roligt har fortrængt sig, bliver det svært at være sin egen menneskepasser.

Hvad er min pointe?

Jeg taler ret meget i metaforer, men lad mig konkretisere min pointe.

Pointen består selvfølgelig i, at det moderne samfund er nødt til at huske på, at mennesket er et dyr.

Den eneste grund til at mennesket har levet succesfuldt i mange hundredtusinde år, er at det har kæmpet for overlevelse.

År efter år har vores overlevelsesinstinkt været i stand til at videreføre slægten samtidig med, at vi stille og roligt har avanceret i forhold til teknologien.

Hvis vi fortsat ønsker mennesket fremgang,

er vi nødt til at give ansvaret tilbage. Vi er nødt til at mindre os om, at livet er hårdt. Livet gør ondt. Og livet er nådesløst.

Der er ikke noget i vejen med et civiliseret samfund, hvor alle har det godt, men mennesket har det kun godt, når det kan klare sig selv. Og klare sig selv skal mennesket, såfremt dette dyr ikke rent faktisk er syg, svag, handicappet eller fattig.

Mennesket er et dyr og det må vi altså ikke glemme.

LÆS NU:

13 af de mest undervurderede ting i livet