Please assign a menu to the primary menu location under menu

BusinessLivsstilMest populæreSucces

Drop den lange videregående uddannelse og gå din egen vej

Ja, du kan nok lugte, i hvilken retning vi bevæger os med sådan en overskrift. Det er et af mine yndlingsemner at tage hul på, for de fleste har en holdning til det der med at tage en uddannelse.

drop den lange videregående uddannelse

Vores kære samfund har gjort det til en universel sandhed, at bare du tager en lang videregående uddannelse, så er du sikret en rig tilværelse. Langt hen ad vejen har det også været tilfældet, men siden internettets opstandelse er den lange videregående uddannelse stille og roligt blevet forældet og uddateret. Den er ikke tidssvarende og hvordan skulle den også nogensinde kunne være det? Hvordan skal et semesters tunge tekstbøger, som med identisk indhold nu er nået til 13. version, nogensinde kunne hamle op med den endeløse strøm af kvalitetsindhold, internettet har at tilbyde?

Internettets liberalisering af vidensdeling har betydet, at alle kan byde ind. Det er ikke længere en smal elite af højtstående professorer og så fremdeles, der har patent på, hvordan tingene forholder sig. Internettet tillader os at diskutere og løse problemer på et kollektivt plan, der gør, at vi langt hurtigere kommer fremad. Derudover er det i øvrigt muligt at tage en hel uddannelse online, der ikke koster en krone. Eksempelvis MIT og Harvard har gratis kurser til at ligge online. Kurser jeg er ret overbevist overgår det du lærer på Niels Brock, Handelshøjskolen, Københavns Universitet og hvad de ellers hedder.

Det at den lange videregående uddannelse stadig opfattes som det rigtige spor at vælge her i 2015, vidner stærkt om samfundets jerngreb om befolkningens bevidsthed. De fleste mener stadig, at blot du tager uddannelsen har du købt dig fremtiden. Sagen er dog den, at den teknologiske udvikling er i eksponentiel fremdrift, hvilket betyder at verden ændres hurtigere end de fleste kan nå at følge med.

Og det er realiteten i dag med vores uddannelsessystem som et glimrende eksempel herpå.

Folk uddanner sig til arbejdsløshed, fordi samfundet har haft held med at hjernevaske unge mennesker til at tage en uddannelse. Uddannelser der i vidt omfang kun giver adgang til pseudoarbejdspladser indenfor den offentlige sektors spind af bureakrati.

Når folk uddanner sig til arbejdsløshed, så har det også noget at gøre med at den teknologiske udvikling har fundet en bedre løsning. Det være sig ofte i form af automation og/eller optimering af processer, der efterlader en del af kæden ubrugelig. Menneskets fremdrift her i livet er baseret på vækst og det hele tiden at forbedre sig, så når et samfund er i dvale med en overbevisning, der ganske enkelt er forkert, ender man med et dårligt fungerende samfund, der over tid vil blive opløst.

Der går selvfølgelig noget tid før det sker, og forhåbentligt indser samfundet snarest, at der skal andre boller på suppen. Indtil det sker, kan du dog allerede selv gøre noget.

Find ud af hvad du vil her i livet! Hvad interesserer du dig for? Denne artikel skal selvfølgelig ikke opfattes som om, at samtlige lange videregående uddannelser er ubrugelige. Mange af dem har naturligvis stadig deres berettigelse, hvad end du eksempelvis læser medicin, jura, eller til dyrelæge, men majoriteten af uddannelserne har ingen værdi, hvis det handler om at lære og anvende viden praktisk.

Og det gør det desværre ikke.

Når du tager en lang videregående uddannelse i dag bruger du cirka fem år på at få et varmt håndtryk og et diplom. Det handler om at komme igennem semestrene. Bestå eksamenerne, få gode karakterer og komme ud på den anden side med skindet på næsen uden at have anvendt tilegnet viden praktisk. Men vigtigst af alt så har du fået diplomet, som skal være adgangsgivende til et job, hvor din første voksenløn skal tjenes.

Men er det drømmen at få et job, du kan hænge på de næste 40 år? Arbejde fra morgen til aften hver dag? Ikke at kunne disponere over sin egen tid, men i stedet være til disponering? At arbejde for en anden mands drøm fremfor din egen?

Med alle de muligheder vi har i dag, er fremtiden ikke længere at sælge sin tid for penge. I stedet handler det om at bygge en platform, med de redskaber vi har til rådighed, der er bygget på dét du brænder for. Optimalt set ville denne platform være online, men der er selvfølgelig ikke noget facit for, hvordan det kan se ud.

Vigtigst er det, at du vælger at gå din egen vej, selvom det er svært. Nogen vil også sige at det er alt for risikabelt.

Min far sagde engang til mig, at jeg skulle starte med at få mig en uddannelse og nogle års erhvervserfaring inden jeg kastede mig ud i sådan et eksperiment. Det kan lyde rimeligt nok, men for mig at se er det opskriften på aldrig at komme i gang. Er du først igennem uddannelsesmøllen og står med et fast job og månedlig indtægt, er det urokkeligt svært at sige op for at starte sit eget, hvor der i øvrigt hverken er feriepenge, fast indtægt eller det der ligner. Samtidig har du måske også nogle forpligtelser i form af en unge eller to og en kone, der insisterer på tre ugers sommerferie sydpå og date night hver fredag. Forpligtelser der er forud for din tid, hvis du vælger din egen vej allerede nu.

Skulle nogen spørge mig, er det dog langt mere risikabelt at vælge et liv, der er bygget på konformitet og forudsigelighed, der næsten ikke er til at bære. Og det er med stor sandsynlighed ned ad den gyde, du vil ende, hvis du vælger uddannelsen og det faste job i den store virksomhed.

Heldigvis er folk forskellige og ikke alle er interesseret i at gå sin egen vej. Mange kan godt lide at være i en funktion, hvor de ved nøjagtigt, hvad de skal foretage sig. Hvornår de skal møde og hvornår de har fri. Og det er helt i orden. Uden dem ville det være svært at få noget op at køre.

Hensigten med denne artikel er at få dig til at tænke en ekstra gang over, om den vej du i øjeblikket følger overhovedet er den rigtige. Spørg dig selv hvad du egentligt vil her i livet.

Hvis du ikke kan finde vejen til dine drømme, må du selv bygge en.

“Don’t go where the path may lead, go instead where there is no path… and leave a trail” – Ralph Waldo Emerson

Jeg ved det. Dybt!

Slutteligt får du også følgende billede, der illustrerer endnu et stort problem ved samfundets overbevisning om, at lange videregående uddannelse er det rigtige valg for alle. Er du ikke en af alle, kan det nemlig blive rigtigt svært!

urimeligheden ved uddannelsessystemet

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.

3 kommentarer

  1. Kunne ikke være enig,

    Jeg har stadig ikke fundet X og Y og drømmer at jeg en dag få et spørgsmålet angående fotosyntese af en journalist.
    Min rekord på at samle en ringklokke i Fysik på under 3 min skal heller ikke gå ubemærket forbi.
    Alt dette er fint almen viden men ikke noget der kan bruges i min hverdag.
    Og en videregående uddannelse havde ikke hjulpet mig meget.
    For at blive skatte ekspert skulle jeg have valgt en linje, politisk ekspert en helt anden og til de ting der skal laves i hjemmet en håndverker uddannelse.

    Den eneste videregående uddannelse jeg fortryder ikke at have undersøgt nærmere, tilbage der jeg var 17 år, er USA. At jeg istedet for at blive professional som 17 årig fik et scholarship i USA.

    Det bliver spændende at se hvornår og hvem som tør at lave dele eller hele systemet om.

    1. Hey Kirill,

      Jeg går ud fra du indledningsvist mente at skrive: “Kunne ikke være mere enig”?

      Du har helt ret med dine tænkte eksempler. Præmissen for denne artikel gør sig sådan set også gældende for folkeskolen, gymnasiet og så videre.

      Når vi kan revolutionere og udvikle så mange ting her i livet, kan det undre en at uddannelsen som vi har kendt den siden 1950 er nøjagtigt den samme. Der er ikke sket noget som helst.

      Når det private arbejdsmarked indser, at “rebelske-(online)-autodidakte” med en brændende passion er hvad der er attraktivt og fremtiden fremfor dinosaurer fra den gamle uddannelsesinstitution, kommer der til at ske et skred i vores nuværende model. Det bliver spændende at se hvordan det vil tage sig ud.

      I øvrigt – fik du nogensinde den mail jeg sendte dig tilbage i februar/marts? Hørte aldrig fra dig!

Leave a Response