Veteran-tilværelsen

Selvom alderen jo er gået sporløst hen over mig, lader det sig nok i stigende grade ikke skjule, at jeg nærmer mig det man kalder – så pænt – den tredje alder, men som nogle af mine børn kalder grauballetiden.

Der går nu nok nogle år mere inden da – om Vorherre vil – og min læge magter, men man bør vel nok allerede nu begynde at overveje, hvordan man nu kan få den tredje alder overstået på en rimelig måde.

Tanken om hver morgen at vågne op ved siden af fruen og så skulle overveje og planlægge hvordan man nu skal få dagen overstået er skræmmende. Ikke mindst fordi jeg ikke nærer tvivl om at hustruen med glæde vil påtage sig den planlægning. Vores have har stort behov for pleje og omsorg, men det er nok ikke det der tænder mig mest, så for at undgå at fruen leder og fordeler arbejder derhjemme, må man have en plan.

Og heldigvis har jeg fundet en passion. Veteraner skal være sammen med veteraner, altså veteranbiler -forstås.

Som 14-årig læste jeg om en mand – en lystfisker – der blev interviewet til en avis, gengivet under overskriften “Jeg har fanget min største fiks”. Det hele handlede om, at manden havde erhvervet sig en Rolls Royce Silver Cloud I – en bil der må have været designet af guder. Som sagt kan jeg ikke forklare hvorfor det gjorde så stort et indtryk på mig, men den bil blev – for en tid – en besættelse for mig.

veteranbiler rolls royce silver cloud 1

De undersøgelser jeg dengang anstillede mht. at få anskaffet mig sådan et køretøj, gjorde at jeg besluttede at arkivere drømmen. Jeg erkendte at det – med det ophav Vorherre havde udstyret mig med (i arvemæssig henseende) ville være uopnåeligt nogensinde at anskaffe mig en sådan gudebil.

Så gennem mit travle advokatliv holdt jeg drømmen på afstand og lod mig befordre i beskedne biler med ejendomsforbehold. Stødte man af og til på Clouden, gav det et sug i maven som dengang man som ung var forelsket, men jeg gjorde mig ikke forfængelige tanker.

Men årene har ikke kunnet udviske drømmen helt. Betagelsen, prisen og økonomien har skubbet til det dengang uopnåelige, så fruen – der i nogen grad deler min begejstring for veteranbiler – og jeg er nu de lykkelige ejer af et pragteksemplar af Rolls Royce Silver Clouden fra 1965. Hun bliver omtalt respektfuldt “den gamle dame”.

Jeg har prøvet at analysere mig frem til, hvad der ligger bag min og ligesindedes kærlighed til veteranbiler.

Jeg tror der i første række er tale om en hurtig omstigning til ungdommen. Det er ret påfaldende at de ligesindede, man træffer i miljøet stort set alle er oppe i årene. Den herlige duft og stemning af olie, benzin, læder og træ levendegør bilerne dermed tiden fra ens barndom og ungdom. Dengang da man ikke bare kunne køre til Italien i sin bil, det skulle i hvert fald ledsages af fromme bønner til himlen og en langtursklargøring på værkstedet, og alligevel kom man af og til i tæt kontakte med udenlandske vejpatruljer.

Så man kan med rette spørge, hvorfor i alverden dog indlade sig på alle de fortrædeligheder der følger ejerskabet af sådan en veteranbil?

Fx kører den gamle dame 4,5 km/l med tank, der rummer 107 liter. Olieskift kræver næsten tillægsbelåning af huset derhjemme. Motoren på 6.7 kubikliter rummer 12 liter, reservedele skal bestilles i England, og de er naturligvis aldrig på tilbud.

Dertil kan jeg fortælle, at lige så vigtig man kan føle sig, når man lufter karossen, ligeså nedern er det, når man har driftsstop i slæbesporet. Ligeså respektfulde medtrafikanterne er, når det hele kører, ligeså hånlige er de, når man står i komplet hjælpeløs i vejkanten, som offer for sin lyst til at vække beundring.

Men altså, man skal forstå at netop dét er charmen ved sådanne gamle biler. Det at de har deres eget liv og ikke bare indretter sig efter den tilfældige ejer. Bilen kan have nykker, gode og dårlige dage, og det giver jo alt sammen personlighed.

Som jeg kom fra, så vil jeg bruge væsentlig tid på samværet med veteranbiler, og altså især den gamle dame. Jeg skulle måske hellere sige de gamle damer.

Men det vil byde på udfordringer. Min forstand angående biler indskrænker sig til, læder og krom. Alt inden under som eksempelvis motorhjelmen er helt ukendt land for mig. Jeg har halvseriøse planer om at prøve at lære noget om motorer, bremser og således, men min fremskredne alder og mit absolut manglende handyman-gen gør projektet højst usikkert, omend truslen om havearbejder – håber jeg – vil inspirere mig til at holde ved.

Begejstringen for veteranbiler bringer hvert år fruen og mig til den gamle dames hjem, England. Vi tre skal i midten af juni til det årlige RREC-stævne ved Rockingham Castle. Ca 2000 gamle Roycer deltager, og vi vil tilmelde os konkurrencen om den mest originale Silver Cloud. Hvis man ville kunne man faktisk året rundt deltage i Rolls Royce-inspirerede rejser og arrangementer, og vi har betroet vores børn med den respektløse tale om grauballetilværelse, at deltagelse i sådanne arrangementer kunne være en udmærket mådet at sikre en minimering af arven.

Så som det fremgår bliver der nok at tage fat på, og fordi gammel kærlighed ruster.

veteranbiler rolls royce silver cloud 2

Sådan tager fruen sig ud i den fine mondering.

veteranbiler rolls royce silver cloud 3

veteranbiler rolls royce silver cloud 4

Her sidder man udmærket.