Man kan sagtens argumentere for den slags poker, der ikke kræver andet end en sofa, en tommelfinger og en telefon holdt i brysthøjde. Det er en effektiv affære, tilgængelig klokken to om natten med et password som eneste entré. Hver aften bliver der spillet millioner af hænder i en app eller på et casino uden mitid, hvor spillet er gjort friktionsfrit, og ingen ville have det anderledes.
Men der findes en anden måde at spille på. Man er seks om bordet, og der er den helt bestemte lyd, chips laver, når de rammer. Fyren på tredjepladsen gør noget med munden, og det er al den information, man behøver. Den slags kræver lidt planlægning og nogle udgifter, og man kan ikke gøre det alene. Til gengæld er det den eneste version, nogen husker et år senere, og det er grund nok til at gøre det ordentligt.
Hvad bordet rent faktisk skal kunne
Der er ingen grund til at anskaffe sig et rigtigt pokerbord. De fleste, der køber et, ender med et stort grønt møbel i garagen. Det eneste, der skal til, er en tilpas stor flade, hvor otte albuer kan sameksistere, og hvor hver spiller har plads til to kort, en drink og en stak chips. Et spisebord gør det udmærket, så længe det er stort nok til, at selskabet sidder afslappet, og stolene er behagelige nok til at blive siddende i tre timer i træk.
Vil man opgradere, kan man overveje en foldbar plade til det bord, man allerede har. Det koster en brøkdel af et selvstændigt møbel og kan lægges væk i et skab, men man får fordelen ved fladen. Speed cloth betyder, at kortene ikke hænger fast, mens polstringen i kanten forhindrer chips i at hoppe af, når en stak bliver skubbet frem. I en almindelig stue er seks spillere det ideelle. Prøver man med syv eller otte, trækker spillet ud, mens alle kæmper for at nå ind til midten af bordet.
Chips, kort og de små detaljer, folk lægger mærke til
Der er en uudtalt bevidsthed om chipsenes vægt. Man mærker forskellen på et billigt plastiksæt lige så tydeligt, som man smager forskellen på vin serveret i et plastikglas, og det kræver ikke meget at rette op på. Vælg clay composite i intervallet ti til fjorten gram. De har tyngden til at stakke ordentligt og friktionen til at blive liggende. Tre hundrede stykker rækker til et spil med seks mand. Hvad angår farverne, så hold dig til den gængse konvention: hvid i den lave ende, derefter rød, grøn og sort. Det er velkendt for enhver med erfaring fra bordet.
Så er der kortene, som betyder mere og sjældent bliver købt med nogen omhu. Papirvarianten fra supermarkedet er bøjet og mærket længe inden tredje time, og så sidder dealeren med en spar es med et afslørende knæk. Et plastikkort fra Copag, KEM eller Modiano er den ekstra udgift værd. De holder i årevis, blander stadig godt efter mange givere og tager ikke skade af, at der bliver sat et vådt glas på dem. Det fornuftige er at købe to spil i forskellige farver og bruge dem på skift. På den måde blander dealeren det ene, mens det andet er i brug, og spillet går ikke i stå.
Hæng lyset lavt, og hold det varmt
Belysningen er det, der adskiller en velarrangeret pokeraften fra noget, der føles som en revisoreksamen, og det er samtidig den billigste måde at skabe den forskel på. Lad ikke spots i loftet blive din undergang. De er bedst at undgå, for de flader ansigter ud, giver genskin i kortene og oversvømmer rummet med et jævnt lys, når man ønsker det stik modsatte. Målet er en pøl af lys på bordet, mens resten af rummet trækker sig tilbage i mørkere toner.
I de fleste tilfælde er én pendel hængt op i firs eller halvfems centimeters højde over fladen nok. Brug en varm pære, gerne 2700 kelvin, og se om du kan koble den til en lysdæmper, for behovet ændrer sig, når solen er gået ned. Sæt en lampe i hjørnet til dem, der skal finde vej ud i køkkenet, og sluk loftsbelysningen helt. Det virker måske en anelse teatralsk, men det er det også, og på den måde bliver bordet rummets omdrejningspunkt.
Glas med vægt i bunden
Der er en indbygget modsætning mellem stilkglas og pokerchips. Sæt et vinglas på et fyldt bord, og det vælter uundgåeligt i det øjeblik, en spiller går all in, og så står man med en våd pot og noget bøvl med at afgøre, hvem der havde en levende hånd. Sæt hellere nogle tumblere frem med en god tung bund, og placer dem ved siden af hver spiller frem for direkte foran, sammen med bordskånere, der er store nok til at kunne findes.
En ordentlig highball, whisky eller en god øl hører bedre hjemme ved bordet end vin, for de kan stå urørt i tyve minutter uden problemer. Sørg for, at der er vand fra begyndelsen og ikke som en eftertanke, for koncentration får folk til at drikke hurtigere, end de selv opdager. Som vært er en flaske, man kan pege på, og en skål med god is et fint greb, langt bedre end en indviklet cocktailrutine, der holder én væk fra sit eget spil.
Hvad angår mad, så hold dig til det, der kan lægges ned med én hånd og ikke efterlader noget på fingrene, for intet ødelægger et sæt kort som fedt. Små stykker spegepølse, ost der allerede er portioneret, oliven, nødder og et godt chips er alle fine. Brug skåle i stedet for tallerkener, og undgå alt, der kræver en kniv.
De regler, I aftaler før første hånd
Der er ingen grund til at få et skænderi i et hjemmespil om noget, der aldrig blev lagt på bordet fra begyndelsen. Måden at undgå det på er at bruge fire minutter på at få det hele på plads, før nogen sætter sig. Sørg for enighed om buy-in, blindstrukturen og dens varighed, hvornår I stopper for aftenen, og om der er rebuys i en periode. Faste sluttidspunkter og blindniveauer på tyve minutter redder en turnering fra enten at falde fra hinanden på en time eller trække ud til efter midnat, hvor det halve selskab hellere ville hjem.
De fleste uenigheder kan afværges med et par grundregler. En mundtlig raise er en raise, og når den er sagt, er den bindende. String bets er ikke tilladt, chipsene skal ind i én bevægelse og ikke i små rater. Ved showdown taler kortene for sig selv, så det er underordnet, hvad indehaveren af hånden har at sige om sagen. Der er én spiller pr. hånd uden rådgivning fra andre, og bestemt intet spil fra en telefon. Og da vi spiller table stakes, er kun det, der ligger foran dig, i spil, så der bliver ikke rakt ud efter en tegnebog midt i en hånd.
Penge, og den del værter tager fejl af
Sæt buy-in til et beløb, ingen ved bordet vil tøve med at lægge, og meld det klart ud, så der ikke er noget at spørge om. Man vil gerne have et tal, hvor selv aftenens dårligste resultat blot er en anekdote og ikke et problem, og som tommelfingerregel ligger det under det, den mest hårdkogte konkurrencemenneske i rummet ville foreslå. Vil nogen have et mere seriøst spil, kan han arrangere det på en anden aften.
Klar det hele kontant, og hold tingene enkle. At låne penge ud over et pokerbord er en sikker måde at komme til kort på begge fronter, og gældsbeviser er ikke noget, der holder i længden mellem venner. Når det er slut, betaler man og rækker hånden frem. Lad vinderen give den sidste omgang, hvis han har lyst. Og mens du er i gang, så sæt en dato for næste gang, før alle har fået frakken på. Det er det, der gør en enkeltstående aften til en god vane.
