Rom er ikke en by, du bare lander i. Du lander i et bestemt kvarter, og det kvarter bliver din Rom for hele turen. Bor du i Trastevere, vågner du op til kirkeklokker og duften af kaffe fra en bar, du sandsynligvis ikke kan finde igen dagen efter. Bor du på toppen af Den Spanske Trappe, er du den eneste, der slipper for at mase dig op ad trinene på vej hjem om aftenen, og du ser solopgangen over Roms tage, før alle de andre turister er vågnet. Bor du ud til Augustus’ mausoleum, sover du jo oven på 2.000 års historie og får morgenmaden serveret i Bulgari-standard.
Derfor betyder det noget, hvor du bor. Det handler ikke om logistik. Det handler ganske enkelt om, hvilken version af Rom du tager med hjem. Rom kan nemlig være aperitivo på en tagterrasse, kirkeklokker i Trastevere eller marmor, der koster mere end en brugt familiebil. Samme by. Tre helt forskellige ferier. (Mangler du seværdigheder, restauranter eller dagture, har vi samlet Roms 100 bedste oplevelser i vores hovedguide.)
Listen her er ti hoteller, der dækker spektret fra barokklostret i Trastevere, over grand dame-palæerne ved Den Spanske Trappe, til byens to nyeste luksusåbninger. Bulgaris hotel fra 2023 og Six Senses’ Patricia Urquiola-palazzo ved Pantheon er begge mindre end tre år gamle, og de har allerede ændret, hvad byens absolutte top overhovedet betyder. Priserne går fra omkring to tusind per nat for Borromini-klostret nede ved Tiberen til de rigtig lange sedler for en Bulgari-suite med udsigt til mausoleet. Fælles for alle ti er, at de ikke bare er fem stjerner på en hjemmeside. De har en grund til at eksistere. Og ja, de er valgt af én, der har brugt for mange timer på Hotels.com og for få på at vaske sit eget tøj.
Spring bare i det. Start med Hassler, hvis du skal sættes i stemning og ikke har noget imod at betale for et hotel, der har overlevet to verdenskrige og én italiensk republik. Slut med Donna Camilla Savelli nede i Trastevere, hvis du hellere vil sove i en nonnecelle end i et palads. Begge dele er rigtige Rom-ture. Bare to forskellige.
Hotel Hassler Roma
Siden 1893. Den klassiske grand dame. Diana, Kelly, Kennedy og halvdelen af Hollywood i gæstebogen.
Der findes hoteller, og så findes der Hassler. Piazza Trinità dei Monti nummer 6, placeret præcis på toppen af Den Spanske Trappe, den monumentale stentrappe fra 1725, som hele verden kender fra Roman Holiday med Audrey Hepburn og Gregory Peck. Stedet har været drevet af samme familie (Wirth) siden 1885, og det er nu sjette generation, der sidder bag receptionen. Sådan en familiearv siger jo noget. Hassler har overlevet længere end de fleste nationer og omtrent alle trends i interiørmagasiner.
87 værelser og suiter, en Michelin-stjernet restaurant (Imàgo med panoramaudsigt over hele Rom) og en gæstebog, der mere eller mindre ligner en navneliste til det 20. århundrede. Kennedy-klanen. Prins Rainier og Grace Kelly. Charles og Diana. The Beatles. Picasso. Frank Sinatra. Nyere gæster tæller Clooney, DiCaprio, De Niro og Daniel Craig. Du behøver ikke spørge, hvorfor de kommer tilbage. Udsigten fra suiten, Roms tage der strækker sig ud under dig, mens solen går ned bag Peterskirkens kuppel, er forklaring nok.
Værelserne er gammeldags på den fine måde. Murano-lysekroner, forgyldte møbler og marmorarbejde, du ikke finder lavet sådan længere. Intet her prøver at være trendy. Det ville næsten være fornærmende. Alt prøver at være permanent. What’s not to love?
Hotel de Russie
Picasso boede her. Cocteau kaldte det paradis på jord. Det er den hemmelige have.
Hotel de Russie ligger mellem Piazza del Popolo og Den Spanske Trappe, to af Roms smukkeste pladser, og folk går dagligt forbi det uden at vide, hvad der gemmer sig bag den diskrete facade. Bag indgangen ligger nemlig en terrasseret middelhavshave på knap 2.800 kvadratmeter. Arkitekten Giuseppe Valadier tegnede den i 1818. Appelsintræer, palmer, klatreroser, klassiske springvand og en lille vandfaldskaskade. Sådan én finder du ikke andre steder i centrum af Rom. Jean Cocteau boede her i 1917 sammen med Pablo Picasso, og de to lænede sig ud af vinduerne og plukkede appelsiner direkte ind på værelset. Det lyder som noget, hotellet selv har fundet på. Det er det bare ikke. Cocteau kaldte stedet “paradis på jord”, og den beskrivelse holder stadig.
Rocco Forte har drevet stedet siden 2000, og hotellet er deres italienske flagskib. 120 værelser og suiter, hvoraf et knippe bærer kunstnernavne (Picasso-suiten ligger selvfølgelig ud til haven). Stravinskij-baren serverer byens bedste negroni, og mellem marts og oktober spiser du morgenmad under citrontræerne. Det er ikke et hotel, du booker tilfældigt. Det er dét, du vælger, når du gerne vil have et sted, der er større indeni end udenpå. En ret sjælden kvalitet, i øvrigt.
Bulgari Hotel Roma
Roms nye guldstandard. Udsigt til Augustus’ mausoleum. Spa i Caracalla-stil.
Bulgari åbnede sit romerske flagskib 9. juni 2023, og det ændrede stiltiende, hvad byens luksustop overhovedet betyder. 114 værelser og suiter. Antonio Citterio Patricia Viel har tegnet interiøret, der henter fra hele Bulgaris arkiv, og resultatet er måske det mest kontemporære romerske luksushotel, du kan finde lige nu. Beliggenheden er vanvittig på den måde, hvor man næsten får lyst til at grine lidt af det. Piazza Augusto Imperatore, med direkte udsigt til Augustus’ 2.000 år gamle mausoleum og to minutters gang fra Den Spanske Trappe, Tiberen og Ara Pacis.
Spa’en alene er et besøg værd. 1.500 kvadratmeter, ni behandlingsrum plus en onyx-suite og en svømmepool omkranset af marmorsøjler og farvede glasvinduer, designet som en hyldest til Caracallas bade. Du bor her ikke for at få hovedet fri fra logistik. Du bor her, fordi en hel aften kan leves inden for bygningen. Il Ristorante er styret af Michelin-stjernede Niko Romito, og taget har en af byens mest eftertragtede udsigter ud over centrum.
Prisen er pikkehamrende dyr, selv efter romersk femstjernet-standard. Juniorsuiter starter omkring tyve af de lange. Den store Bvlgari-suite på 300 kvadratmeter koster noget, der skal regnes i ugebudgetter, ikke nætter. Det er fuldstændig uforskammet. Og alligevel: hvis du kun skal bo ét sted i Rom i dette årti, er det sandsynligvis her.
Hotel Eden
La Terrazza er ikke bare byens bedste udsigt. Det er også her, maden er værd at sætte tid af til.
Hotel Eden ligger på Via Ludovisi, et af de mere stille hjørner af centrum, midt mellem Den Spanske Trappe og Villa Borghese. Det har været blandt byens top-tier-hoteller siden 1889, og siden Dorchester Collection overtog og gennemrenoverede stedet i 2017, er det blevet en af de roligste luksusadresser i Rom. 98 værelser og suiter. Klassisk stil, dybe senge, marmorbadeværelser og ingen forsøg på at være trendy. Du bor der netop, fordi du ikke har lyst til, at det skal være trendy. Fred være med lamper formet som kunstinstallationer. Nogle gange vil man bare sove godt.
Men det er La Terrazza, man kommer for. Tagrestauranten serverer mad, der rent faktisk er pengene værd, og udsigten over Rom er en af de roligste i byen. Du ser Peterskirkens kuppel, Monumento a Vittorio Emanuele og hele det historiske centrum, og stemningen er en tand mere voksen end oppe på Hassler. Det er her, du booker den aften, hvor du ikke gider blive fotograferet og gerne vil spise ordentligt uden at skulle bytte visitkort med en mand i laksko.
Spa’en i kælderen hedder Eden Spa og er hamrende rolig. Poolen er lille, men vandet er varmt, og hele pointen er ikke træning. Det handler mere om at stå med et glas vand i hånden og lade eftermiddagen glide ud.
Hotel de la Ville
Tidligere kloster fra 1700-tallet. Nu Rom-udsigt fra Cielo-taget. Rocco Fortes mere moderne søster.
Rocco Forte har to hoteller i Rom, og de er næsten modsætninger. Hvor Hotel de Russie er det rolige, historiske og havecentrerede, er Hotel de la Ville det farverige, mere karakterfulde og tagfokuserede. Bygningen er et palazzo fra 1700-tallet, oprindeligt et kloster, senere et hotel fra 1924, og siden 2019 omdannet af Tommaso Ziffer og Olga Polizzi til noget, der fejrer den europæiske Grand Tour-tradition på en moderne måde. Varme farver. Kuraterede kunstreferencer. Et bibliotek, hvor bøgerne ser ud til at være læst.
Men taget er grunden. Cielo-baren og Cielo-restauranten ligger på 6. og 7. etage, med 360 graders udsigt ud over hele Rom. Peterskirken til venstre, Quirinale foran, Vittoriano til højre og Den Spanske Trappe nærmest lige under dine fødder. Det er sandsynligvis byens bedste tagbar lige nu. Det er ikke markedsføringsvrøvl. Sådan er det bare. Maden styres af Fulvio Pierangelini, og menuen er romersk på den måde, hvor ingredienserne er bedre end dem, du selv kunne finde frem til, også selvom du legede Jamie Oliver i Campo de’ Fiori.
104 værelser. Mindre formelt end de Russie, samme kvalitet. Perfekt, hvis du gerne vil have paladsadresse uden den klassiske paladsstivhed.
St. Regis Rome
César Ritz åbnede det i 1894. Den originale grand dame. Champagnesabling hver aften klokken syv.
Før Ritz Paris overhovedet eksisterede, havde Rom allerede sit Ritz-hotel. Den schweiziske hotelier César Ritz åbnede det i 1894 under navnet Le Grand Hôtel, som byens første luksushotel med elektrisk lys og eget badeværelse til hvert værelse. Det var dén slags nyhed, der fik den romerske elite til at holde salon der hele vinteren. 161 værelser og suiter, gennemrenoveret med rolige, pudderblå og terracottafarvede interiører, håndgraverede spejle og Murano-lysekroner på hver etage. Moderne kunst er blandet ind mellem det klassiske, og resultatet er varmere end de gamle paladshoteller typisk er.
Adressen oppe på Quirinal-bakken er fem minutters gang fra hovedbanegården Termini, hvilket gør ankomsten latterlig nem, og samtidig ti minutter fra både Den Spanske Trappe og Colosseum. Quirinale-paladset, hvor den italienske præsident residerer, ligger som nabobygning. Det giver stedet en formel, politisk aura, der passer godt til den oprindelige César Ritz-DNA.
Aftenens fikspunkt er champagnesablingen i lobbybaren. Hver dag klokken syv hugger en bartender toppen af en champagneflaske med en sabel, skænker for gæsterne, og så starter aftenen. Er det fjollet? Ja. Er det også ret lækkert? Jo, selvfølgelig er det det. Den slags fungerer kun, når stedet har historien til at bære det.
Six Senses Rome
Patricia Urquiola i et 1400-tals palazzo. UNESCO-facade. Byens mest interessante åbning siden Bulgari.
Six Senses åbnede deres første italienske hotel i begyndelsen af 2023, og de valgte bevidst ikke en nybygning, men et oprindeligt palazzo fra det 15. århundrede, senere opgraderet til 1700-talsbarok af arkitekten Tomaso De Marchis, og med en UNESCO-listet facade ud mod Via del Corso. Milano-baserede Patricia Urquiola har designet det indre, og det er måske det sted i Rom lige nu, hvor gammelt og nyt mødes mest elegant. Hvis Hassler er Rom i smoking, er Six Senses Rom i skræddersyet linned. Travertin på badeværelserne. Cocciopesto-vægge lavet med gammel romersk teknik. Møbler fra Urquiolas eget arkiv blandet med klassisk italiensk design.
95 værelser og suiter, en underjordisk spa og en tagterrasse med 360 graders udsigt over centrum. Beliggenheden er forbandet god. Et stenkast fra Pantheon, tre minutter til Trevifontænen, fem til Den Spanske Trappe. Du kan gå hjem fra middag uden at tage en taxi, og du kan vågne op og være ved Pantheon, før turisterne overhovedet er vågnet. Restauranten serverer moderne romersk mad baseret på Six Senses’ sædvanlige fokus på lokale råvarer, og lobbyområdet er en social lounge snarere end en traditionel reception.
Six Senses er i forvejen vores egen favorit i Rom Top 100-guiden. Kæden har en tendens til at vælge steder med sjæl, og den har gjort det igen her.
Portrait Roma
Ejet af Ferragamo-familien. Over deres egen butik. Taget er Roms hemmelige cocktail-adresse.
Portrait Roma er Lungarno Collection, Ferragamo-familiens hotelgren, og det ligger direkte over familiens herretøjsbutik på Via dei Condotti, Roms svar på Avenue Montaigne. Adressen alene signalerer, hvad du er ude i. Ikke nødvendigvis diskret. Men smagfuldt dyrt. Florentinsk arkitekt Michele Bönan (samme mand, der designede J.K. Place i Paris) har indrettet hotellet, så det føles som en privat lejlighed fra den italienske films guldalder, 1950-60’ernes Cinecittà-æra. Sort-hvide fotografier af Hollywood-ikoner og italienske instruktører hænger på væggene. Skræddersyede møbler. Subtile Ferragamo-arkivreferencer i stoffer og detaljer.
14 suiter og juniorsuiter, så det er intimt snarere end stort, og hver enkelt har enten vinduer ud mod Via dei Condotti eller udsigt op til Trinità dei Monti. Lifestyle-teamet, som Ferragamo kalder deres concierge, er kendt for at få aftenbordene, butiksaftalerne og det private Pantheon-besøg i hus, selv uden måneders varsel.
Men taget er grunden til, at folk kommer tilbage. Tagterrassen forvandles ved solnedgang til en cocktailbar, der kun er åben for hotelgæster og deres venner. Terracotta-tagene lyser op nedenfor, Den Spanske Trappe ligger oplyst i baggrunden, og du står med en negroni og tænker, at Rom måske er den smukkeste by om aftenen, du nogensinde har set. Du tager sandsynligvis ikke fejl. Det er den slags øjeblik, hvor man kortvarigt tilgiver italienerne alt bureaukratiet.
Hotel Vilòn
17 værelser. Gemt bag Palazzo Borghese. Udsigt til haver du ellers ikke kommer ind i.
Hotel Vilòn er det hotel i Rom, de fleste aldrig har hørt om, men som den rejsende elite har kendt i årevis. Det ligger på Via dell’Arancio i et palazzo, der tidligere tilhørte Borghese-familien, senere var kostskole, og siden 2017 har været et 17-værelses boutiquehotel. Du går ind gennem en diskret dør uden skilt, og pludselig står du i en lille intim lobby, der føles mere som et romersk hjem end et hotel. Sådan et hjem, vel at mærke, hvor ingen nogensinde har købt noget i IKEA. Alt er håndplukket: antikviteter fra romerske loppemarkeder, skræddersyede møbler og kunst på hver væg.
Men det eneste argument, du rigtigt behøver, er udsigten. De bedste suiter på hotellet (Melangolo, Borghese og Charming Terrace) kigger direkte ind over Palazzo Borgheses private haver. 96 granitsøjler, tre allegoriske fontæner, klassiske statuer og en nymfefontæne. Haverne er stort set lukket for offentligheden. Du skal være heldig at ramme én af de få dage om året, de åbner. Vilòn giver dig udsigten hver morgen, mens kaffen bliver bragt ind. Det er næsten snyd. Men kun næsten.
Restauranten Adelaide er en af de mere kuraterede romerske adresser i centrum, og hotellet har tradition for at hente kokke ind, der arbejder med moderne romersk køkken. Du vælger ikke Vilòn, fordi du skal lave stort show og fotograferes til Instagram. Du vælger det, fordi du har boet i Rom flere gange og gerne vil finde et sted, ingen andre i din omgangskreds kan toppe.
Donna Camilla Savelli
Borromini tegnede det som kloster i 1642. Det er Trasteveres eneste virkelige luksusadresse.
Trastevere er måske Roms mest romantiske kvarter. Labyrinten af brostensgader syd for Tiberen, hvor aftenerne bliver længere og kirkeklokkerne flere. Alligevel har kvarteret ikke haft et rigtigt luksushotel i årevis. Donna Camilla Savelli er undtagelsen. Bygningen er et kloster fra 1642, tegnet af selveste Francesco Borromini, manden bag San Carlo alle Quattro Fontane og Sant’Ivo alla Sapienza, den barokke arkitekt, der sammen med Bernini definerede Roms 17. århundrede. Det er altså ikke bare “charmerende gammelt”. Det er Rom med arkitektnavn og tyngde. Klostret blev opført på foranledning af Camilla Savelli, den romerske aristokrat, der i stedet for selv at gå i kloster fik sin mand til at finansiere augustinerordenen Oblate Agostiniane dei Sette Dolori, som stadig eksisterer.
99 værelser fordeler sig over de tidligere nonneceller og noviciater, alle vendt enten mod den indre klostergård med appelsintræer eller ud mod Trasteveres brostensgader. Værelserne har bjælkelofter og håndmalede stukker, og flere af dem minder stadig om de oprindelige klosterceller i den bedste mulige forstand. Spisesalen er det oprindelige nonnerefektorium, og klosterkirken i hjørnet af bygningen er stadig aktiv.
Prisen er human efter romerske luksusstandarder. Fra omkring to tusind per nat kan du sove i Borromini-arkitektur og vågne op til klokkeklang og duften af kaffe fra Trasteveres barer. Hvis du har set The Talented Mr. Ripley eller bare elsker et kvarter, der stadig føles italiensk, er det her hotellet. Ikke det mest prangende valg. Måske netop derfor det bedste.
Ét sidste råd til, hvordan jeg selv ville vælge
Rom er delt. Du kan bo ud til Den Spanske Trappe, midt i turiststrømmen, og vågne op i et palads, der har haft halvdelen af det 20. århundredes stjerner som gæster. Eller du kan bo i Trastevere, på den anden side af Tiberen, hvor kirkeklokkerne stadig bestemmer rytmen, og hvor du aldrig er i tvivl om, at du er i Italien. Begge dele er ægte. Bare to forskellige Rom-ture. Det er jo netop problemet med byen. Den giver dig ikke ét rigtigt svar.
Skulle jeg selv dele en uge mellem to steder, ville jeg starte tre nætter på Donna Camilla Savelli for at få Trastevere under huden, gå ud hver aften og spise på andre adresser end hoteller, og så flytte tre nætter over til Hotel de Russie for at få den hemmelige ro og Valadiers have som morgendestination. De to hoteller er næsten modsætninger, og det er netop pointen. Du får aldrig hele Rom i én booking. Du får altid en version. Så vælg den version, du gider vågne op i.
Hvis jeg derimod skulle blænde med bare én adresse, tager jeg chancen og booker Bulgari. Augustus’ mausoleum som morgenbillede. Caracalla-spa’en som eftermiddag. Il Ristorante som aften. Det er ukristeligt dyrt, ja, men du bor et sted, som knap nok eksisterede for få år siden, og som meget vel kan definere romersk luksus de næste tyve. Der findes værre måder at miste forstanden på. You only live once.
God hoteljagt. Og hvis intet på listen passer, så spørg dig selv, hvilket Rom du vil vågne op i. Det er næsten altid svaret på, hvilket hotel du skal bo på.
