Der står måske allerede en flaske vermouth i din hjemmebar. Den kommer frem, når der skal blandes en Negroni eller en Manhattan, og ryger tilbage, når dens lille del af arbejdet er gjort. Prøv at lade den blive på bordet.
Et glas vermouth kan være begyndelsen på en aften, uden at du først skal finde en opskrift. Noget at nippe til, mens maden bliver færdig. Et par oliven i en skål, lidt ost, måske et stykke brød. Det er en servering, jeg godt kan lide idéen i: Du gør plads til gæsterne uden at forsvinde ind i rollen som bartender.
Vinen under urterne
Vermouth er aromatiseret, forstærket vin. Det er en nyttig forskel at kende, hvis flasken ellers står mellem gin og whisky. Udgangspunktet er vin, som får tilført alkohol og smag fra blandt andet urter og krydderier. Decanters gennemgang peger på malurt som planten bag navnet: det tyske Wermut.
I Torino-konsortiets beskrivelse af fremstillingen begynder arbejdet med en vinbase, som skal kunne bære de aromatiske udtræk og balancere sukkeret. Urter, krydderier og andre plantedele trækker i en blanding af vand og alkohol, før udtrækkene blandes med vinen og sukkeret. Derefter følger modning og filtrering.
Der er altså allerede truffet en række smagsvalg, før du åbner flasken. Bitterhed og sødme behøver ikke vente på, at gin eller whisky kommer med i glasset.
To flasker, to måder at begynde på
Tag Cocchi Storico Vermouth di Torino som eksempel. Den tilhører den søde stil, og producentens forslag er ligetil: Server den ren med is og en lille citronskal. Det giver en konkret måde at prøve vermouth alene på, uden at gøre serveringen til et projekt.
Pio Cesare foreslår derimod kældertemperatur og citronskal til sin vermouth. Her er basen husets hvide vine, blandt andet Chardonnay, med urter, sukker, alkohol og karamel. Begge foreslår altså at drikke vermouthen for sig, men deres serveringsråd er forskellige.
Det er en god grund til at begynde med anvisningen på den flaske, du har. En sød vermouth og en tør vermouth er ikke udskiftelige, bare fordi navnet på kategorien er det samme. Giv den et glas for sig, før du beslutter, hvad den mangler.
Sæt noget småt på bordet
I Torinos aperitifprogram ledsages vermouth af små serveringer fra det piemontesiske køkken. Ost, charcuteri, ansjoser og grissini hører til blandt eksemplerne. Drikken får selskab af mad, mens måltidet stadig ligger foran én.
Hjemme ville jeg begynde med mindre: en ost skåret i grove stykker, nogle oliven og godt brød. Stil det frem på én gang, så bordet er klar, når du hælder op. Du behøver hverken efterligne en italiensk bar eller købe særlige glas for at låne idéen.
Og når aftenen går videre, skal flasken ikke nødvendigvis tilbage på den lune barvogn. Cocchi anbefaler, at deres Storico opbevares koldt efter åbning og bruges inden en måned. Det råd gælder netop deres flaske; følg producentens anvisning på din egen.
Vermouth må gerne vende tilbage til cocktailen næste gang. Men først fortjener den et glas, hvor du kan finde ud af, hvad den selv har at sige.
Læs videre blandt vores historier og guides til hjemmebaren.
