10 tegn på du lever et kedeligt liv
Every man dies. Not every man lives.
Og med dette poetiske ordsprog byder jeg hermed velkommen til en artikel, som udelukkende har ét formål. Nemlig at hjælpe læseren med at reflektere over livet. Lever du et spændende og varieret liv? Eller er dit liv tenderende kedeligt?
Den bedste illustration på et kedeligt liv, er når man lever et nogenlunde statisk og komfortabelt liv med næsten ingen til ingen udsving. Selvom livet er komfortabelt, kan det sagtens være et mønstereksempel på det ordinære og kedelige liv.
Komfortabilitet har nemlig mange ansigter. Det kan være komfortabelt at flyve i sit private fly, men det kan ligeledes være ganske behageligt at se reality tv hver eneste aften med en pose chips i hånden. Det kan også være komfortabelt at spille computer hver eneste dag, mens man kæderyger rød Cecil og snakker om kællinger med online-vennerne. Jeg er sikker på, du fanger pointen.
Det kan være svært at give en præcis definition af, hvordan et interessant liv ser ud. Min personlige holdning er, at et interessant liv er præget af kontinuerlig diversitet i form af nye oplevelser, evig læring og konstant udvidelse af komfortzonen.
Kort sagt kræver det mod at leve et interessant liv.
Her er 10 klare indikationer på, at du lever et kedeligt liv.
Du er ofte misundelig
Det at være misundelig har længe haft et dårligt navn. Misundelse er ondskab og et ønske om andre folks elendighed. Det er der i hvert fald nogen, som mener. Det er jeg dog ikke helt enig i.
Misundelse kan på mange måder være en god ting. Som Jørgen Leth siger, så er misundelse blot et tegn på begærlighed. Man ønsker sig selv i den anden persons sted. Misundelse kan altså have en motiverende effekt, da man på den måde søger at opnå det værested i livet, man begærer.
Det er bare ikke alle, som konverterer misundelse til noget produktivt. Og når det forholder sig sådan, vil man fortsat være et sted i livet, man ikke selv synes er spændende. Pludselig er ens egen opfattelse, at man lever et kedeligt liv.
Du foretager dig det samme hver eneste weekend
Fredag og lørdag. Du kender det. Bajere, kællinger og frygtelige tømmermænd. Weekend efter weekend.
Sådan ser weekenderne i hvert fald ud for rigtigt mange. Det har jeg selv været skyldig i gennem en del år. Nu er det så gået op for mig, at det er utroligt kedeligt i det store perspektiv. 40% af ugen pisses væk på 2 x 8 timers hygge med drengene.
Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med at gå ud og more sig. Det handler blot om at tilføje lidt dynamiske effekter.
Tag en weekend hvor du arbejder igennem på et af dine projekter. Ingen alkohol, ingen pizza og ingen tømmermænd. Tag en sviptur til Malmø og se om du kan undgå at blive skudt. Tag din cykel og kør til den anden ende af landet. Pak teltet på ryggen og gå hele Amager rundt (84 km).
Et kedeligt liv er præget af de samme få ingredienser. Det handler om at have så mange forskellige ingredienser som muligt. Der er jo heller ikke ikke nogen af os, der er interesserede i at spise pizza resten af livet, selvom det smager forbandet godt.
Dit liv er én lang rutine
Den evigt forudsigelige weekend bringer mig til næste punkt, som er endnu et klart tegn på, at du lever et kedeligt liv.
Nemlig at dit liv er én lang rutine. Tag ikke fejl, rutine er vigtigt for os mennesker. Efter at have rejst rundt det sidste år, kan jeg tydeligt mærke, at jeg savner en fast rutine. Min pointe er i stedet, at det er vigtigt, at ens liv ikke præges af den samme faste rutine hele livet.
Tag nogle afbræk. Stil dig selv spørgsmålet hele tiden: er denne rutine for dig? Rutinen er jo sådan set alt lige fra dit arbejde til hvad du foretager dig i fritiden og så videre.
Du kender garanteret Steve Jobs berømte citat.
For the past 33 years, I have looked in the mirror every morning and asked myself: ‘If today were the last day of my life, would I want to do what I am about to do today?’ And whenever the answer has been ‘No’ for too many days in a row, I know I need to change something.
Du rejser sjældent
At rejse er at leve, siger man. Jeg er enormt træt af at høre om folk, der omtaler det at rejse, som deres store passion, når realiteten er, at de måske tager på cykelferie på Lanzarote og badeferie i Lalandia en gang om året. At rejse behøver ikke være en tur til den anden side af jorden. Det at rejse er blot et udtryk for luftforandring.
Og luftforandring er vigtigt. Derfor er det afgørende, at man rejser så meget som muligt, men også så forskelligt som muligt. Dit liv bliver ikke mindre uinteressant af, at du tager det samme sted hen hvert år.
Prøv noget nyt i stedet.
Du holder ikke din krop fysisk ved lige
Lad mig hurtigt slå fast at dette blot er en indikation på et kedeligt liv og ikke et endegyldigt bevis. Men hvad er årsagen til, at jeg mener, at der er en korrelation mellem et kedeligt liv og ikke at tage sig af sig selv rent fysisk?
Det at være fysisk ude af form og måske endda overvægtig, er et klart signal, at man hele tiden søger de nemme glæder. Glæderne du kan købe i Fakta og 7/11. Mad og drikke er verdens mest populære nervemedicin, som misbruges af den primære årsag, at man mangler ting at foretage sig.
Keder du dig? Spis en sneakers. Det underholder dig i minimum 5 minutter. Keder du dig igen? Spis en mere.
Det er naturligvis sat på spidsen, men min pointe er den, at et kedeligt liv leder til et misbrug af de nemme og altid tilgængelige glæder. Målet er i stedet at skabe sig en tilværelse, hvor glæden er at finde i aktiviteter, som er kontinuerligt udfordrende og altid til stede.
Afholdenhed er eksempelvis en udfordring, som ganske automatisk tilføjer spænding i livet. Prøv det.
Du har ikke noget at se frem til
Min far har altid sagt, at forventningens glæde er den største. Og det er der faktisk noget om. Dengang jeg var lille, var jeg altid ved at tisse i bukserne af spænding op til juleaften. Hvad får jeg i gave? Får jeg mon LEGO-borgen? Lige så snart gaverne var pakket op, gik luften dog af ballonen. Den lange periode hvor man så frem til noget, var langt mere spændende.
Det er vigtigt at have noget at se frem til. Det kan være sommerferien, men i stedet for de fjerne glæder, er det bedre at have noget at se frem til så tit som muligt. Det kan være næste weekend. I morgen. Eller om en time.
Det hele tiden at have noget at se frem til er en vigtig ingrediens i et liv, der ikke er kedeligt. Det er motiverende, spændende og et udtryk for livsglæde.
Det kræver proaktivitet at have ting at se frem til. Det kræver, at man har jern i ilden. Bolde i luften. Find selv på en tarvelig metafor. Og når man bliver rigtig afhængig af denne spænding i livet, vil man pludselig finde sig selv i en situation, hvor livet pludselig er ganske interessant.
Du er ikke passioneret omkring noget som helst
Chancerne for at have noget at se frem til så tit som muligt øges proportionelt med størrelsen på din passion.
Hvis du ikke ejer en passion i livet, er der gode chancer for, at dit liv er ganske kedeligt. Uden et eller andet niveau af passion er det svært at blive begejstret for noget. Det er også svært at udvikle sig som person.
Med en hjertepumpende passion er det muligt at flytte bjerge og overtage planeten.
Du er negativ og pessimistisk
Jeg vil vove at påstå, at jeg kunne have vundet verdensmesterskabet i negativitet og pessimisme en del år i træk, hvis bare jeg havde deltaget. I en lang periode så jeg livet gennem et par negative og pessimistiske briller.
Og disse briller havde altså en seriøs styrke.
I retrospektiv kan jeg nu se, at det var et udtryk for, at jeg ikke var tilfreds med min tilværelse. Jeg var ikke der, hvor jeg ville være, hvilket automatisk førte til bitterhed, negativitet og generel pessimisme. Ud fra en relativ betragtning var mit liv røvkedeligt.
Enormt mange mennesker lider under dette syndrom. Bare tag et kig ud i den brede befolkning af danskere. Jeg er overbevist om, at janteloven er skabt som et medicinsk redskab mod negativitet og pessimisme. Negativitet og pessimisme mindskes nemlig ved at vi allesammen er lige ordinære og lige anonyme.
Du prøver aldrig nye ting
Stil dig selv spørgsmålet: hvornår har jeg sidst prøvet noget for første gang? Hvis du ikke kan svare på det, sker der for lidt i dit liv.
At prøve nye ting er et vigtigt aspekt af menneskets personlige udvikling. At hele tiden teste barrierer, udfordre sanserne og være i en situation for første gang
Det at prøve nye ting skal ikke nødvendigvis associeres med sjov og ballade. Det kan også være frygt. Giv dig selv nogle udfordringer, som skræmmer dig. Træn dig op til et maraton. Smut til Spanien og gå pilgrimsruten. Følg et benhårdt 12-ugers træningsprogram.
At prøve nye ting er altafgørende for at kunne leve et dynamisk, rigt og spændende liv.
Du tiltales af konformitet
Konformitet er det ultimative tegn på et kedeligt liv. Desværre forsøger vores samfund, og har ofte held med det, at vaccinere os med konformitet allerede fra den dag, vi sætter benene på jorden.
Det starter allerede i børnehaven og folkeskolen. Vi skoles til at huske, hvordan verden hænger sammen. Ikke hvorfor. Vi opfordres ikke til at stille spørgsmålstegn eller udfordre status quo.
Følg blot anvisningerne i stedet.
Tag en uddannelse. Få et job. Tjen penge. Køb en Volvo (selvom de færreste har råd til det). Få et par unger. Tag på ferie til Frankrig en gang om året. Bliv gammel. Gå på pension. Dø.
Personligt er det den perfekte opskrift på et eventyrfattigt liv, der ryger direkte ind i tombolaen over kedelige liv. Heldigvis er vi alle forskellige og har dermed også forskellige opfattelser af, hvad et interessant liv er. Det vigtigste man kan gøre, er derfor blot at stille spørgsmålstegn gennem livet.
Hvorfor er det sådan her? Vil jeg være en del af det her setup? Som udgangspunkt har vi kun en enkelt chance her på jorden, men hvis man griber den, er det også nok.
FØLGER DU STAY CLASSY VLOG?
Vi rejser rundt i hele verden, hvor vi filmer alle vores oplevelser, som kan være alt fra fænomenale Airbnb’s vi bor i, uendeligt smuk natur, fornemme restaurantbesøg til eksotiske strande og i det hele taget alt dét, der har med det gode liv at gøre.
Hvis du kan lide videoen, må du meget gerne subscribe på YouTube.
Comments
Niels A
Den er sgu overraskende meget spot on og skarp – giver noget at tænke over.
Joen Rude Falsner
Hej Niels,
Tak for din kommentar.
Målet var at sætte nogle tanker i gang, så det er jeg ganske tilfreds med, hvis det er lykkedes.
Astrid
Tak
Lasse Christiansen
Elsker disse former for artikler du får strikket sammen her.
Fortsæt endelig i det spor.
Joen Rude Falsner
Tak skal du have 🙂
Jeg vil gøre mit bedste.
Vh. Joen
// Stayclassy.dk
thomas
Cool
christine Nederbby
Jeg har et super trist liv..
Ingrid
Fantastisk post! Den er både dybt og underholdende.
Rigtig god stil! Det var en fornøjelse at læse med den perfekte valg af citater.
Joen Rude Falsner
Mange tak skal du have, Ingrid! 🙂
Kim
Nøj jeg lever et røvkedeligt liv
Phillip
hold kæft et røv kedeligt liv jeg har
Nadia
Hold da op, det er lige gået op for mig at mit liv åbenbart er blevet mere spændende her indenfor kort tid, for hvor kan jeg se mig selv i alt du har skrevet, eller rettere sagt, det kan jeg ikke mere, men det er ikke længe siden, og skræmmende, mens jeg var i det vidste jeg det godt, jeg vidste jeg var overvejende negativ, pessimistisk, ligeglad, intet kunne vække glæde eller begejstring, eller sorg for den sags skyld, problemet var jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op, jeg ønskede glæde men troede det kom af livets megen modgang, troede jeg havde givet op. Det er først gået op for mig efter din artikel hvad problemet var. Tak for at åbne mine øjne
Trackbacks & Pingbacks
[…] 10 tegn på du lever et kedeligt liv […]
[…] 10 tegn på du lever et kedeligt liv […]
[…] 10 tegn på du lever et kedeligt liv […]
[…] 10 tegn på du lever et kedeligt liv […]