Mode & StilTøj

Guide til sommermode for mænd i 2019

Som tiden ælder mig, går det op for mig, at tiden går hurtigere og hurtigere. Min far har altid sagt det til mig, når jeg som 18-årig kunne finde på at brokke mig over, at tiden går for hurtigt.

Og det går kun hurtigere, som du bliver ældre! – Farmand

Desværre havde han ret, for som 30-årig kan jeg afsløre, at det føles som om, fredag banker på døren hver anden dag. Og nu er det så snart sommeren 2019, der banker på, hvorfor vi skal kigge på, hvad sommermoden for mænd byder på.

Og selvom der er mange holdninger til mode og trends, tager mine egne holdninger altid udgangspunkt i den tidløse trend, hvor der selvfølgelig gerne må skrues på knapperne.

I den forbindelse tillader jeg mig at dele mine seneste tilføjelser til garderoben, som danner grundlag for min sommermode her i 2019.

Jeg kan afsløre, at der spilles på de friske og sommerlige tangenter, hvor farverig minimalisme er den bedste beskrivelse.

Og det harmonerer jo sådan set også meget godt med et ægte sommerlandskab.

Det er i øvrigt Comporta Beach, som vi gerne besøger, når vejret tillader det. Og det gør det tit!

Det helt hvide sommer-outfit

hvidt sommeroutfit

Lige så upraktisk som det er, lige så lækkert ser det ud. Der findes ikke et mere tidløst og sommerligt outfit end det helt hvide.

Der er i øvrigt mange løsninger til et hvidt sommer-outfit.

Du kan sagtens køre det stilrene look helt ud til kanten, hvor du kun har den samme hvide nuance, men jeg kan godt lide at smide et par farver og detaljer ind i vællingen.

I dette outfit kommer til det udtryk i form af den hvide Paul Smith t-shirt med sin ikoniske hest, der lægger op til cocktails og rosé i bragende solskin.

Paul Smith t-shirten har jeg helt bevidst sat i forbindelse med mine nye og hamrende lækre Kenzo espadrillos, som efter min mening ikke fås bedre.

hvidt sommeroutfit
Kenzo laver vel nok de bedste luksus-espadrillos, hvor du ikke behøver at have +2K op af lommen. Dette par koster 1199,-

Et par klassiske espadrillos er, efter min opfattelse, den mest sommerlige form for fodtøj, en mand kan iklæde sig. Og det er ikke kun fra en æstetisk vinkel.

Komfortmæssigt bliver det ikke mere behageligt. Og en helt afgørende fordel ved espadrillos er, at de kan indgå i stort set hvilket som helst sommer-outfit.

Og det er inklusiv disse Kenzo espadrillos til trods for deres spraglede tigerdetalje.

Det farverige sommer-outfit

Et herligt farverigt outfit kan efter min mening se således ud.

Igen er det tydeligt, at jeg sætter pris på den hvide base, men der skal ikke mere end et par orange shorts og et diskret print på t-shirten, før sommerstemningen får et boost.

De orange shorts er fra Polo Ralph Lauren, som jeg altid har sat stor pris på. Pasformen er, uden undtagelse, formidabel og det tykke stof gør, at de føles lækre og samtidig holder en del somre. Det er helt klart investeringen værd, selvom mange vil mene, at 699 kroner er dyrt for et par shorts.

Spørgsmålet er bare, hvad du egentligt får for 299?

sommermode mænd 2019

Som den professionelle model jeg nu engang er, skal du ikke snydes for endnu en vinkel af mit farverige sommer-outfit.

Hvis du er interesseret i at høre mere om t-shirten, skal jeg ikke bebrejde dig. Jeg faldt nemlig selv pladask for den, det sekund jeg fik øje på den første gang.

Og begejstringen blev ikke blot imødekommet, da jeg fik fingrene i t-shirten. Begejstringen overgik de ellers høje forventninger.

Det er nemlig en af de der t-shirts, hvor stoffet bare føles mega lækkert.

Det kunne lige så godt være en t-shirt fra Givenchy til 2500, men virkeligheden er en helt anden.

Modehuset bag er nemlig engelske Sunspel, som har over 50 års erfaring på bagen, hvilket forklarer den høje håndværkskaliber til trods for det beskedne prisniveau på 549,- for netop denne t-shirt.

Jeg har altid været angst for t-shirts med print, da de hurtigt bliver grimme efter en håndfuld gange i vaskemaskinen, men den bekymring gælder ikke Sunspel’s t-shirts, da de er udført på en måde, hvor man får indtrykket, at det slet ikke er et print.

Jeg kan ikke komme med en teknisk forklaring. I stedet bør du tage min ord for gode varer. Amager Halshug – som man siger!

Det klassiske sommer-outfit

Dette outfit bærer stærkt præg af min begrænsede kærlighed til skiftende trends. Efter min opfattelse er mode midlertidig, men stil permanent.

Derfor holder jeg også mest af at gå i et klassisk outfit som dette: en helt almindelig hvid t-shirts, beige shorts fra GANT og verdens bedste mokkasiner fra italienske TOD’S.

Der findes ikke et outfit, jeg føler mig mere tilpas i. Og samtidig er det svært at finde et sommer-outfit, der er mere elegant og evigt relevant.

Sommermoden 2019 opsummeret

Grundlæggende er der ikke noget nyt på radaren, hvis det stod til mig.

Det handler om at lade sig inspirere af de enkelte elementer, der virkeligt appellerer til en. For mig har det eksempelvist været mærker som Kenzo, Paul Smith og Sunspel, som har haft en indflydelse på dele af min sommergarderobe.

I sidste ende har min sommerstil dog ikke ændret sig. Det er den samme klassiske herremode, der gør sig gældende.

Mit råd til dig og din sommergarderobe er at følge samme opskrift. Gå i dét, du føler dig tilpas i, men husk selvfølgelig at holde en rød tråd hele vejen igennem.

FØLGER DU VORES YOUTUBE VLOG?

Vi rejser rundt i hele verden og fyrer den af.

Du er velkommen til at subscribe på YouTube. Her er en smagsprøve!

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.

Leave a Response