I øjeblikket fører jeg en solotilværelse, hvilket betyder, jeg ikke behøver forkæle andre end mig selv. Det sidste gode stykke tid har jeg derfor spist meget ude, hvor Cairns de seneste tre uger har stået for skud.
Jeg er lidt af en Tripadvisor-nørd. Derfor går jeg også altid efter de bedste restauranter på Tripadvisor, hvor det som bekendt er organiske brugergenererede anmeldelser, der tilsammen giver en restaurant en samlet karakter. Det er langt fra hver gang, at et restaurationsbesøg lever op til hypen, men der rammes plet langt oftere, end hvis du bare vælger en restaurant fra gaden.
5.
Raw Prawn Seafood Restaurant
Langs esplanaden i Cairns finder man en lang række restauranter, men man skal være varsom med, hvor man træder. Der er nemlig rigtigt meget lort imellem og det er da også her, at trafikken af mennesker er på sit højeste. Derfor er det i det hele taget ikke stedet, man finder de gode restauranter, men ret skal være ret. Der er et par glimrende restauranter imellem. En af dem er Raw Prawn Seafood Restaurant som, sjovt nok, udmærker sig med fabelagtig gastronomi indenfor denne kategori.
Ikke nok med den gode føde, er Raw Prawn også et særdeles prisvenligt spisested. For 24 australske dollars fik jeg både forret og hovedret med et nydeligt glas hvidvin. Det kan vist ikke gøres meget billigere.
Forretten bestod af en formidabel anretning af friturestegte tigerrejer, der var komplementeret af de helt rette syrlige saucer og salat, som gjorde hele smagsoplevelsen gennemført tilfredsstillende. Portionen var i øvrigt overraskende stor, når man tænker på den lave pris for hele herligheden.
Hovedretten bestod af en dryppende saftig N.Y. Strip steak med det klassiske tilbehør i form af fritter, sauce og salat. Det er naturligvis ikke den mest innovative konstellation, men for en halvtyk viking som undertegnede, faldt det naturligvis i god jord. For det smagte fremragende!
Raw Prawn er en glimrende restaurant, hvis man vil spise fint samtidig med det skal være billigt.
4.
Salt House
Salt House har den bedste beliggenhed i hele Cairns. Det står ikke til diskussion. Restauranten er beliggende ved Cairns Marina, som du næsten kan regne ud er i den dyre ende. Derfor er Salt House heller ikke forfærdeligt billigt. Omvendt er det heller ikke forfærdeligt dyrt.
Salt House har de fedeste rammer med udsigt til marinaen, en lounge bar der serverer cocktails hele dagen og et stort spiseafsnit med hvide loungemøbler der giver et dejligt eksklusivt helhedsindtryk. I virkeligheden står rammerne for 50% af oplevelsen. Maden er nemlig ikke banebrydende spændende, men det er alligevel godt nok til at smagsløgene er i stand til at blive forkælet.
Jeg besøgte restauranten ad flere omgange. Blandt andet fik jeg en af de bedste burgere med fritter, jeg længe har fået. Salt House serverer også en smagfuld Eye Fillet, men det bedste måltid jeg fik, var en spændende anretning af pork belly med tilhørende grønt. Fantastisk lækkert mad på et højt gastronomisk niveau.
Med andre ord kan Salt House godt lave mad på et højt niveau, men man skal lige vide, hvad man vælger. En god tommelfingerregel er at gå efter deres ‘specials’.
3.
Tha Fish
Tha Fish ligger ligesom Salt House ved marinaen i Cairns, men lidt længere henne ad havnepromenaden. Når du har sat dig til bordet kan du fra dækket indtage den første nydelse i form af en fremragende udsigt til en skinnende grøn regnskov, der opdeles af flodmundingen til koralhavet. Dog kræver det, at du sætter dig til bords inden solnedgang, hvis du skal have glæde af denne udsigt.
Heldigvis er det ikke kun solnedgangen og udsigten til regnskoven, der gør Tha Fish et besøg værd. Tha Fish har nemlig en lang række spændende retter på menuen. I forlængelse af restaurantens navn kan det næsten ikke komme som en overraskelse, at de er specialiseret i fiskeretter.
Jeg har aldrig været nogen stor fiskespiser, men takket være restauranter som Tha Fish og Raw Prawn bliver jeg i højere grad glad for spisen. Tha Fish serverede nemlig det der hedder Koral Trout. Koral Trout har indtil fornyligt haft det lidet flatterende kælenavn Poor Mans Lobster. Årsagen hertil er at konsistensen minder meget om hummer, men portionsanretningen er langt større og prisen langt mindre. Jeg er selv stor fan af hummer, hvorfor jeg blev alvorligt positivt overrasket over kvaliteten af denne fisk. Bestiller du en Koral Trout på Tha Fish, kan du se frem til at spise fisken kombineret med en særlig melon, der komplementerede smagen helt formidabelt.
Foruden højdepunktet, Koral Trout, fik jeg også glæde af tilberedt and og eyefillet a la sous vide. Fremragende!
2.
Bayleaf Balinese Restaurant
I Cairns er det ikke kun fisk der trækker det tunge læs. Et af de helt store gastronomiske højdepunkter var mit besøg til et balinesisk køkken med navnet Bayleaf Balinese Restaurant.
Omgivelserne er hyggelige uden at man vælter af stolen, men mængden af forskellige lækkerier var det, der gjorde besøget mindeværdigt. For 49 australske dollars per kuvert bliver man beriget af en spændende forret der bestod af en række forskellige kødspyd med dertilhørende forskellig dyppelse.
Hovedretten, som skitseret foroven, bestod af fem forskellige stykker kød med individuelt tilpasset sauce. Husker jeg rigtigt var det hhv. oksekød, kylling, pulled pork, squid og fisk. Det var forrygende lækkert.
Personligt har jeg det sådan, at jo mere forskellig mad jeg smager på en restaurant desto bedre. Det er sgu efterhånden ved at være for kedeligt at få serveret en stor bøf med sovs og kartofler. Der skal variation til!
Desserten bestod af både kage, kiks og ost. Meget lækkert!
I alt stod en middag for to med en flaske god rødvin i knap 1000 kroner. Alt i den dyrere ende, men helt klart pengene værd.
1.
Tamarind
Uden sammenligning er det asiatisk-kontemporære fusionskøkken, Tamarind, den bedste gastroniske oplevelse man kan komme i nærheden af på disse breddegrader.
Uden at skulle blive grillet af PC-tilhængere vil jeg sammenligne besøget med et Apple-produkt. Det hele hang sammen!
Fra man træder ind fra gaden og rammes af den eksklusive, men alligevel afslappede og behagelige stemning, til man sætter sig til bords og lader rumpetten behage af de helt enormt dejligt bløde stole. Stole der forresten havde armlæn, hvilket er en ganske undervurderet feature på en restaurant.
Herfra bliver man mødt af en tjener, der er så passioneret omkring sit fag, at man næsten fik tårer i øjnene. Hans navn var Ben Stevenson, hvis det skulle have nogens interesse!
Til forret havde jeg glæde af en udsøgt oplevelse i form af specialanrettet gris, som bogstaveligt talt smeltede på tungen. Det bidrog blandt andet til, at smagsløgene oplevede en eufori af orgasmiske dimensioner.
Hovedretten var en særlig kombination af forskellige saucer, smeltende mørt oksekød og friturestegte kartofler, som var af en anden verden. Kødet var lækkert, og det lyder måske lidt underligt, men jeg har aldrig troet, at det var muligt at blive tilfredsstillet i sådan en grad af hvad der jo i virkeligheden bare er gode gammeldags pommes fritter.
Det helt enestående arrangement af guddommelig mad blev skyllet ned af en flaske fremragende rødvin brygget på shiraz-druer. Jeg husker desværre ikke helt, hvor den var fra, men den stod til 52 dollars på vinkortet.




