Den slidte paperback har den forkerte farve. Ryggen er knækket, formatet passer ikke til de andre bøger, og den ville sikkert stå pænere med siderne udad. Til gengæld kan du læse titlen og tage den ned. Jeg synes, det er to ret gode argumenter for at lade den blive stående.
En bogreol må gerne være smuk. Men den behøver ikke ligne noget, der blev færdigt samme eftermiddag. Der må godt stå en bog fra en interesse, du har forladt, ved siden af noget, du endnu ikke har forstået. Der skal også være plads til det, du ikke er færdig med.
Helt kort
- Lad bøger, du bruger, være lette at tage ned og sætte tilbage.
- Behold gerne mærkelige fund og synlige interesser. Vælg også fra, når der er for meget.
- Flyt det, du allerede ejer, før du køber noget for at gøre reolen færdig.
Hvem er det egentlig, reolen er til?
Det mærkelige opstår, når reolen bliver bedre at fotografere end at bruge. Bøger med uheldige omslag bliver flyttet ud, mens en tung kunstbog får hovedrollen, fordi den har den rigtige ryg. Det kan være et bevidst og smukt valg. Jeg ville bare spørge, om bogen stadig må blive læst.
Laura Dietz undersøger i et studie af bogreoler og selvbillede, hvordan synlige bøger kan være henvendt både til andre og til ejeren selv. Hendes materiale handler blandt andet om bogbaggrunde under pandemiens videosamtaler. Du kan altså godt arrangere en reol for det menneske, du gerne selv vil være.
Det behøver ikke være falsk. En ulæst bog kan være en reel nysgerrighed. Den kan også være pynt. Vi kan ikke afgøre forskellen ved at kigge på en bogryg, og jeg har ingen lyst til en indretningstest, hvor gæster skal bevise, at de har læst deres bøger.
Ting må gerne stå der af andre grunde end deres udseende. Hvis en mærkelig lille figur minder dig om nogen, behøver den ikke først bestå en farveprøve sammen med gardinerne.
Rod er heller ikke et ideal
Den modsatte fælde er at gøre en propfyldt reol mere ægte end en næsten tom. Jeg vil ikke rangere folks hjem efter antallet af fyldte hylder. En stak, der gør det besværligt at finde den bog, du mangler, bliver ikke automatisk charmerende af at være din.
I en samtale hos American Psychological Association diskuterer psykologen Joseph Ferrari forskning i rod og belastningen ved for mange ejendele. Det er et modspil til romantikken omkring ophobning, ikke en dom over bøger på åbne hylder.
Hvis du får mere lyst til at opholde dig i stuen, når der står færre ting fremme, er det et godt argument for at fjerne noget. Alle dine tidligere interesser behøver ikke stå fremme samtidig. En reol må godt ligne et liv, hvor der også bliver valgt fra.
Flyt noget, før du køber noget
Jeg ville begynde med de bøger, du faktisk tager ned. Giv dem en plads, hvor de kan komme ud uden en mindre omrokering. Lad den bog, du er i gang med, være let at lægge tilbage, også hvis den bryder den pæne række.
Se derefter på det, der står foran bøgerne. En vase kan være fin, men hvis du skal flytte den hver gang, du vil have fat i en ordbog, er den måske placeret for billedets skyld. Flyt vasen til en anden hylde, før du begynder at lede efter noget nyt.
Du kan også samle nogle af de mindre ting på ét sted og lade resten stå friere. Prøv dig frem: Bliver det lettere at finde noget, og kan du bedre se de ting, du gerne vil se?
Der skal kunne komme en bog mere
I Harvard Design Magazines historie om bogreolen følger Shannon Mattern et møbel, hvis opgaver har ændret sig sammen med hjemmets bøger og andre medier. Reolen har ikke altid skullet løse den samme opgave. Det behøver din heller ikke.
Den må godt ændre sig, når du gør. En bog kan flytte ud, fordi den ikke længere interesserer dig. En anden kan stå synligt, selv om den er grim. Og hvis du læser det meste på en skærm, tæller det også uden trykte beviser på hylden.
Det eneste, jeg ville passe på med, er at gøre reolen så færdig, at den næste bog føles som en forstyrrelse. Et hjem skal kunne tage imod noget, du ikke havde planlagt.
