Sådan får du gratis opgraderet dit hotelværelse
Vi har alle sammen prøvet at bo på hotel, hvad end det er på den forlængede weekend til London, rundrejsen i USA eller badeferien på de kanariske øer. De fleste af os har sågar en omfattende erfaring med at bo på hotel.
Hvis du rejser meget eller i det hele taget bare rejser og dermed bor på hotel, bør du spidse øre, da jeg vil dele mit ganske simple trick, som uden undtagelse sikrer en gratis opgradering af hotelværelset.
Her i 2015 har jeg rejst en del rundt i Australien, Indonesien og Thailand, hvilket har resulteret i, at jeg også har boet rigtigt mange forskellige steder. Selvom jeg for det meste går efter en Airbnb-bolig, må jeg erkende, at den også har stået en del på hotelophold. Alene her i 2015, har jeg regnet mig frem til, at jeg har boet på 18 forskellige hoteller.
Når man bor meget på hoteller, lærer man ret hurtigt at stille krav. Om ikke andet så er det i hvert fald i min natur at rette henvendelse til hotelreceptionen, hvis ikke jeg er ovenud tilfreds. Og det bringer mig til det simple trick, der sikrer dig en gratis opgradering af dit hotelværelse. Jeg har brugt det i en del år og kan med hånden på hjertet sige, at det virker uden undtagelse. Dog kræver det, at du er i stand til at formulere dig på en overbevisende og troværdig facon.
Sådan får du gratis opgraderet dit hotelsværelse
Jeg er lidt af en Tripadvisor-luder og går derfor alvorligt meget op i hotellers anmeldelser og overordnede ratings. Og det giver god mening. Der findes nemlig ikke en mere troværdig og pålidelige målestok end den samlede data af folks personlige opfattelser af et hotels overordnede niveau.
Dette faktum anerkender både hoteller og hotelgæster, hvilket har resulteret i, at Tripadvisor har fået så meget magt, at hotellerne ganske enkelt ikke har andet valg end højne servicen markant for at få de livsvigtige positive anmeldelser. En håndfuld dårlige Tripadvisor-anmeldelser kan resultere i, at et hotel går glip af en forbavsende stor portion trafik både fordi anmeldelserne vil afskrække potentielle gæster, men også fordi dårlig feedback automatisk sørger for, at hotellerne falder langt ned af diverse ranglister.
To the point…
1.
Når jeg retter henvendelse til hotelreceptionen skyldes det som regel, at værelset er for lille eller snavset, at udsigten er for dårlig, eller forventningerne i det hele taget ikke stemmer overens med virkeligheden.
2.
I hotelreceptionen går jeg ikke hen til hvem som helst. Jeg vælger altid receptionisten, som ser sødest og rarest ud. Det er som regel en kvinde, da en lille smule flirten kan bidrage yderligere til en fin opgradering.
3.
Herefter forsøger jeg på diplomatisk og afslappet vis at forklare min utilfredshed. 9 ud af 10 gange skal der ikke mere til for at få en gratis opgradering.
4. (Hvis receptionisten er standhaftig)
Såfremt receptionisten umiddelbart ikke er samarbejdsvillig, drejer du elegant samtalen ind på dine forventninger til hotellet, og hvordan virkeligheden bestemt ikke stemmer overens med de mange anmeldelser, du har læst på Tripadvisor. Blot ved at nævne Tripadvisor sker der en helt automatisk ændring i receptionistens attitude. Nu er det nemlig gået op for denne person, at han eller hende har at gøre med en kunde, der potentielt set kan skade forretningen med en dårlig anmeldelse.
Såfremt receptionisten insisterer på ikke at være hjælpsom, beder du pænt om at tale med manageren.
5.
Hotelmanagerens allerfineste opgave er at sikre at kunden er tilfreds og at feedbacken er derefter. Når du taler med hotelmanageren, lufter du endnu engang din utilfredshed med hotelværelset, og at det bestemt ikke lever op til hverken dine forventninger eller de mange positive anmeldelser, du har læst på Tripadvisor (din tone og kropssprog må på dette tidspunkt gerne give udtryk din direkte utilfredshed). Du slutter sætningen elegant af ved at påpege, at du nødigt vil efterlade en anmeldelse, der stemmer overens med din oplevelse på hotellet, men at du føler dig nødsaget til det, såfremt der ikke kan findes en løsning på problemet.
Jeg har nået til dette punkt en enkelt gang, hvor hotelmanageren var ganske usamarbejdsvillig, men ved den direkte trussel om at efterlade en dårlig anmeldelse på Tripadvisor lykkedes det mig at få opgraderet et almindeligt dobbeltværelse til en fremragende juniorsuite.
Jeg vil dog skynde mig at sige, at det bestemt ikke er hver eneste gang, jeg bor på hotel, at jeg brokker mig. Jeg beklager mig udelukkende kun, hvis min utilfredshed er berettiget. Der er ikke nogen grund til at være en direkte idiot. Du bør derfor kun anvende dette trick i situationer, hvor det oprigtigt ikke er godt nok.
I sidste ende koster det dog ikke hotellet det store at give en gratis opgradering til en hotelgæst, hvorfor tricket er ganske harmløst.
LÆS NU:
Comments
Christian
Gode pointer!
Jeg har flere gange haft held med ganske simpelt at spørge: “Do you have any upgrades available” ved check in. Det koster ingen anstrengelser, og det virker relativt ofte.
Så er man allerede opgraderet, inden man har stillet kufferterne på hotelværelset 🙂
Joen Rude Falsner
Nemlig, Christian.
Det er også det, jeg har oplevet langt fleste gange. 🙂
Trackbacks & Pingbacks
[…] Godt tip: booker du et værelse på Catamaran, skal du spørge pænt om et værelse ud til bugten. Hvis du ikke har den store erfaring med hvordan, du får en gratis opgradering af hotelværelset, kan jeg henvise min simple guide. […]
[…] Sådan får du gratis opgraderet dit hotelværelse […]