Affiliate Marketing – hvad er opskriften på en succesfuld blog?

Stayclassy.dk har efterhånden eksisteret i et par år. Helt nøjagtigt er det tre år siden, at jeg startede min blog. Og i de tre år har jeg brugt en hel del ressourcer på det hersens Affiliate Marketing.

Er du bekendt med, hvad det er?

Lidt om Affiliate Marketing

For hvad er det egentligt for noget? Måske har du allerede hørt om det, men for god ordens skyld tillader jeg mig at tegne et helt konkret billede.

Affiliate Marketing er en performance-orienteret markedsføringsform, som virksomheder i højere grad benytter sig af, da alle udgifter er direkte proportionelle med indtægter.

Lad mig give et eksempel på Affiliate Marketing i praksis. Og her kan jeg jo passende bruge mig selv.

Lad os tage en artikel som 99+ gaveidéer til ham. I den artikel består majoriteten af gaveidéerne af produkter fra virksomheder, som jeg samarbejder med via Affiliate Marketing.

Eksempelvis henviser jeg flittigt til Coolstuff, som er en af Danmarks mest populære webshops inden for sjove, nyttige såvel som direkte ubrugelige gadgets og legetøj.

Den måde hvorpå jeg kan tjene et par kroner, er hver gang en besøgende klikker på linket til eksempelvis Coolstuff for efterfølgende at købe et produkt. Det er lige meget hvilket eller hvilke produkter, den besøgende køber.

Jeg belønnes med en fastsat kommission, der udgør en procentdel af den samlede ordreværdi, som den besøgende har lagt i sin virtuelle indkøbskurv.

The beauty of Affiliate Marketing…

… er at pengene arbejder for dig dag og nat, alle ugens dage, året rundt.

Når først du har skrevet artiklen med henvisning til et affiliate produkt, kan du se frem til, at denne artikel langt ind i fremtiden genererer en passiv indtægt for dig.

I hvert fald hvis du gør tingene på den rigtige måde.

Jeg påstår ikke, at jeg ligger inde med en facitliste på “How to Affiliate Marketing”. Til gengæld vil jeg tillade mig at dele min egen tilgang til begrebet, og hvad der har virket for mig.

Min opskrift på succesfuld Affiliate Marketing

Der er mange måder at gribe Affiliate Marketing an på. Den måde jeg selv foretrækker, er ved at lave en blog og bruge den som primær platform. Det er nemlig hvad, jeg har gjort med Stayclassy.dk.

Og alle kan jo starte en blog nu om dage.

Det er jo bare at finde et navn til siden, hosting og et .dk domæne. WordPress kan bogstaveligt talt installeres med ét klik hos de fleste hostingsider.

Der hvor fårene skilles fra bukkene,

er i det øjeblik, du skal gøre dig klart, hvad det helt præcist er for en blog, du har i sinde at lave.

Step 1)

Sæt nogle faste rammer for din sides tema

Opskriften på at mislykkes med Affiliate Marketing starter med, at du ikke rigtigt ved, hvad din side helt præcist skal handle om.

I de fleste tilfælde er vejen til succes nemmere, hvis du har fundet en niche, hvor du har mulighed for at blive en autoritet på området.

I mit tilfælde er nichen herremode og livsstil. Planen var fra starten, at jeg vil være en autoritet inden for herremode og livsstil med fokus på kvalitet og design.

Rigtigt nok er livsstil et bredt tema, hvorfor jeg også bruger mest energi på herremode. Det er nemlig nemmere at få strategien til at hænge sammen, når der er en rød tråd i indholdet.

Derfor er det heller ikke nogen god idé at starte en blog, hvor du skriver lidt om sutter og babymos den ene dag, hipstercykler den anden og skirejser den tredje.

Der bør være en rød tråd på et niveau, hvor der er en øjensynlig indholdsmæssig sammenhæng. Det har nemlig også en hel del at sige i forhold til din blogs organiske rangeringer på Google.

Google er i høj grad tilbøjelig til at tildele bedre organiske placeringer til sider, der er tematiseret omkring et specifikt emne.

Step 2)

Hav en oprigtig interesse i din blog

Når snakken går på blogs, hjemmesider og årsagen til, at mange af dem ikke bliver en succes, er der en helt grundlæggende forklaring.

Folk starter, fordi de vil tjene penge. Ikke fordi de vil skrive. Ikke fordi de har noget på hjerte. Det er alene pengene, der driver det.

Jeg har flere venner, som har været så inspireret af idéen om at tjene penge på Affiliate Marketing, at de faktisk startede deres egen side.

Lige så snart det stod klart, at der skulle lægges en hel del arbejde i for bare at tjene den første krone, mistede de dog interessen.

Regel nummer et i Affiliate Marketing verdenen er, at der ikke er nogen hurtig vej til en passiv indtægt.

For mit vedkommende har vejen været sneglehurtig trods en indsats, hvor jeg har skrevet godt en artikel om dagen i tre år. Det er først nu, at jeg rigtigt begynder at se frugten af min kontinuerlige indsats.

Det stemmer også glimrende overens med det famøse Affiliate Marketing slogan:

Work hard now so you can reap the benefits later.

Der findes helt sikkert eksempler på kloge og kreative hoveder, der har fået hurtig succes med Affiliate Marketing ved at lave en eller anden smart finte.

Som udgangspunkt hersker der dog ingen tvivl om, at succesfuld Affiliate Marketing kræver en lang og hård arbejdsindsats.

Af den grund er det nødvendigt at starte en blog, som tager udgangspunkt i noget, der har din oprigtige interesse. Ellers bliver det umådeligt svært at holde drivet og den vedvarende indsats ved lige.

Step 3)

Du skal holde af at skrive

Og så gør det faktisk ikke det store, at du ikke er født med et tastatur i skødet.

Så længe du har gejsten og er sulten efter at spytte en masse gode artikler ud, kan du være helt sikker på nok at skulle lære det der med at formulere en sætning.

Jeg kan huske, da jeg selv startede med at blogge tilbage i 2014.

Jeg havde ingen som helst erfaring andet end de obligatoriske danskstile i folkeskolen og gymnasiet, hvor gennemsnittet gerne lå omkring middelmådige 7-8 stykker (vel at mærke efter den gamle karakterskala). Fra den ene dag til den anden var jeg i gang med at svinge pennen.

I dag når jeg kigger tilbage på mine første artikler, er der ingen tvivl om, at der har været plads til forbedringer lige fra starten. Det naturlige resultat af at holde skriveriet ved lige har heldigvis været, at jeg er blevet markant bedre.

Nu kan jeg selvfølgelig ikke tale på mine læseres vegne, men jeg synes selv, at jeg har fået en vis evne til at skrive på en engagerende og til tider underholdende måde.

Derudover er jeg blevet mere glad for at skrive.

Jeg nyder at sætte mig ned og skrive en lang artikel. Den største udfordring jeg til gengæld møder i denne henseende, er at finde et emne, som jeg finder interessant nok til at skrive artikel om.

Hvis du forsøger dig med Affiliate Marketing på en blog, hvor dit produkt består i selve artiklerne, er det afgørende, at du er i stand til at levere en eller anden form for værdi i det skrevne budskab.

Jeg har set ynkelige forsøg på at lave en blog, hvor ønsket om at tjene penge fuldstændigt tilsidesatte evnen og lysten til at skrive, hvor resultatet selvsagt præsenterede sig selv som skraldespandsværdigt ragelse.

Step 4)

Bliv en haj til søgeordsanalyser

Hele idéen med Affiliate Marketing i et blogformat, hvor længere artikler gør sig gældende, er at etablere sig i toppen af de organiske resultater på Google. På den måde kan du nemlig se frem til en konstant og kontinuerlig trafik, der ovenikøbet koster gratis.

For at det kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at du altid baserer en ny artikel på et søgeord med en vis søgevolumen. Gør du ikke dette, kan du nemlig være stenstikker på at gå glip af en masse herlig trafik. Og det ville jo være lidt fjollet, ikke?

I virkeligheden er det en ret simpel øvelse at lave sådan en søgeordsanalyse for bloggere. Det handler jo sådan set bare om at finde et søgeord, der har en vis popularitet.

Du får lige et eksempel:

Lad os sige jeg skal i gang med en artikel, der omhandler sorte vinterstøvler. I stedet for at lave en overskrift a la “Mine fem bud på sæsonens mest geniale vinterstøvler”, vil jeg starte med at finde ud af, hvad det helt rigtige søgeord er.

Hvad søger folk på?

For at finde frem til det rigtige søgeord benytter jeg mig af et redskab ved navn Ahrefs, hvor jeg, via Keyword Explorer, kan søge på forskellige søgeord og ligeledes få en masse forslag til alternative søgeord og søgefraser. Allesammen med ret præcise estimater på deres månedlige trafik.

OBS: Ahrefs er et redskab, der koster penge. Er du ikke interesseret i at betale penge fra dag 1, kan du med fordel benytte dig af Google’s eget søgeordsredskab. Dog er mængden af tilgængelig data en hel del mere begrænset, hvilket i øvrigt er en ændring, de har lavet af nyere dato. 

Nå, men da jeg allerede ved, at artiklen skal omhandle sorte vinterstøvler, vælger jeg at basere artiklen på søgeordet “sorte vinterstøvler”, da søgeordet har en månedlig søgevolumen på “50”. Jeg ender med at give artiklen overskriften “10 sorte vinterstøvler til mænd med stil”.

En søgevolumen på 50 lyder måske ikke som alverden, men det skal ikke undervurderes. Når jeg først har skrevet artiklen færdig, plejer jeg gerne at have skrevet mellem 1000-2000 ord.

Det er en god længde, hvor jeg med god sandsynlighed ogsåkan se frem til at rangere højt på Google på diverse long tail søgeord. Det kunne for eksempel være “sorte Paul Smith vinterstøvler”.

Derudover skal du også huske på, at jo lavere den månedlige søgevolumen er, desto mindre konkurrence er der. Dermed er det for en ny blog som din langt den bedste strategi at gå efter de mindre trafiktunge søgeord.

Løbende som din side bliver stærkere og mere autoritær, kan du begynde at eksperimentere med tunge søgeord.

Step 5)

Links. Links. Links. It’s all about the links!

Ligesom det i ejendomsmæglerbranchen handler om de 3 B’er, beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, gælder det i onlinebranchen de 3 L’er.

Links er altafgørende for at opnå succes, når du har en blog, webshop og det der ligner. Uden links kommer du nemlig ikke langt. Heller ikke med Affiliate Marketing.

Men hvorfor er links så vigtige?

Det er de, da Google i rigt omfang baserer hjemmesiders placeringer i søgemaskinen på baggrund af deres autoritet.

Links er i virkeligheden lidt ligesom et demokrati. Jo flere stemmer (links) desto mere magt (autoritet).

Der er dog en vigtig forskel i forhold til denne demokrati-analogi.

I onlinebranchen er alle stemmer nemlig ikke lige meget værd. En hjemmeside som TV2.dk er langt mere værd end et link fra min egen side, Stayclassy.dk.

Det skyldes, at TV2 har tusindvis af stærke links, hvor min side ikke engang har 100.

Som du garanteret kan regne ud, er det din fornemmeste opgave at skaffe links fra stærke og, så vidt muligt, relevante domæner.

Men hvordan f*nden skaffer jeg lige dem?

Det er et ganske rimeligt spørgsmål, for det er på ingen måde en gåtur i parken.

Hvis du først lige har startet en blog, er der dog ingen grund til at bruge alt for mange ressourcer på at skaffe links.

Til at starte med handler det om, at du får skabt noget indhold til din side, som er værd at linke til.

For mit vedkommende startede jeg med at skrive 40-50 artikler her på bloggen, før jeg overhovedet begyndte at se mig om efter links.

Det er nemlig langt nemmere at henvende sig ved andre sider, når du har noget at vise frem.

Min regel nummer 1 i forhold til anskaffelse af links, er at det skal være naturligt.

Jeg gider ikke bruge tid på links, hvis der ikke er en eller anden naturlig relation mellem den og min side. Det mener jeg i øvrigt også, er den eneste rigtige strategi.

Google bliver nemlig ikke dummere med tiden.

Tværtimod bliver søgemaskinen hele tiden bedre til at gennemskue teknikker og diverse kreative metoder, som har til formål at manipulere søgeresultaterne.

Af den grund er det klogt at træde varsomt.

Det ville jo være ærgerligt pludseligt at blive straffet og dermed få smadret hele grundlaget for succesfuld Affiliate Marketing.

Eksempler på hvordan du kan få links

Der findes ikke nogen decideret opskrift, der kan guide dig til lækre kvalitetslinks.

Som udgangspunkt handler det om at lave indhold, der er så formidabelt, at andre sider vælger at linke til det.

Virkeligheden er desværre bare en anden. Det er nemlig tæt på umuligt at få links på den måde. I hvert fald i Danmark hvor antallet af hjemmesider er stærkt begrænset sammenlignet med engelsksprogede.

  • Gæsteindlæg

Det at henvende sig til andre sider med anmodningen om at få lov at skrive et gæsteindlæg, er vel nok den mest effektive strategi for at få gode links.

Jeg har vel skrevet gæsteindlæg på mere end tyve sider.

Det der dog er vigtigt i forhold til at skrive et gæsteindlæg er, at du skriver indlægget, fordi du har og kan tilbyde reel værdi.

Ligesom du ikke skal bruge energi på Affiliate Marketing for pengenes skyld, skal du ikke skrive gæsteindlæg for linkets skyld.

I stedet lader jeg blot linket være en bonus for den indsats, jeg har gjort. Jeg har skrevet adskillige gæsteindlæg, som har taget mig adskillige arbejdsdage. Og ofte har jeg fået en masse pæne ord med på vejen for den freeemragende artikel, jeg har skrevet.

Du skal altså være villig til at lægge denne slags arbejde i. Til gengæld kan du se frem til, at dine organiske placeringer på Google får et skub i den rigtige retning.

  • Video testimonial 

Godt nok er det kun et enkelt link, jeg har skaffet på denne måde, men så har det til gengæld også været fra en side, der ligger i top 5000 over verdens stærkeste sider.

Sådan et link er snildt en hel arbejdsuge værd. Snildt.

Nå, men den måde det gik til på, var, at jeg fik en mail fra udvikleren af det WordPress tema, jeg bruger her på siden.

De var på udkig efter bloggere og brugere i det hele taget, der brugte deres designs. De ville have dem til at lave et video testimonial, hvor de fortæller lidt om, hvorfor de har været glade for produktet.

Det tog mig, hvad der føltes som en evighed at lave det her video testimonial. Særligt fordi jeg på det tidspunkt hverken havde udstyret eller kompetencerne. Heldigvis kom jeg i mål, og de var ellevilde med videoen.

Ikke nok med at jeg fik et luksuslink, fik jeg altså også etableret en relation til nogle af verdens dygtigste WordPress udviklere. Og det sker der jo helt sikkert ikke noget ved.

Dette eksempel er på mange måder vejledende for den måder, jeg mener, man bør bygge links i dag.

Det handler nemlig om kreativitet. Hvis du skal have big boy links, skal du have den kreative hjelm på hovedet. Og du skal være villig til at arbejde for det.

Step 6)

Tålmodighed. Tålmodighed. Og tålmodighed.

Vel nok den vigtigste ingrediens i opskriften på succesfuld Affiliate Marketing er tålmodighed.

Uanset hvad du laver, kan du først høste frugten af dit arbejde på et senere tidspunkt.

Det kan være den geniale artikel på 7000 ord, du lige har skrevet.

Det kan være det geniale link, du netop har fået.

Ja, selv når du har lavet dit første geniale affiliate salg, kan du roligt regne med at vente en måned eller to, før du får udbetalt dine penge.

Affiliate Marketing tager tid. Lang tid. Og hvis du har planer om at leve af det, kan du roligt regne med at arbejde fuldtid i minimum et par år. Og det er, hvis alt går over forventning.

Til gengæld er der ikke meget, der kan konkurrere med følelsen af at se penge tikke ind på kontoen, mens man ligger på en eksotisk sandstrand og slikker sol.

LÆS NU:

26 grunde til du ikke er succesfuld