Efter at have været et smut på badeferie i de varmere himmelstrøg føler jeg mig nødsaget til at give udtryk for en frustration, der i længere tid har bygget sig op. En frustration baseret på den obligatoriske lufttransport, som kun milliardærer med privatfly kan undgå. Det er nemlig sådan, at de fleste lufthavne efterhånden er blevet symbolet på idioti.
Jeg har netop været en tur på Tenerife. Dejlig tur. Men hvad der kan forpeste enhver ferie, er opholdet i efterhånden de fleste lufthavne. Den eneste flybillet jeg kunne få derned, var med stop i London. Til gengæld var jeg så heldig, at jeg havde hele 6 timer at spendere i Gatwick lufthavn. Gatwick lufthavn som af uransagelige årsager har fået fremragende anmeldelser på Google. Nu ved jeg så heller ikke, hvem der går ind og skriver en anmeldelse af en lufthavn, men lad det nu ligge.
Modsat de flotte fire ud af fem stjerner på Google kan jeg lynhurtigt give min egen rating, og den lyder på halvanden stjerne ud af fem. Halvanden fordi minimumrating skal være én stjerne og en halv fordi toiletterne var nydelige med palmetapet og anti-klaustrofobiske forhold omkring pissoirerne.
Resten var dog gennemgående forfærdeligt. Her følger min liste over forfærdelige ting ved Gatwick lufthavn, hvor flere af eksemplerne er generelle for lufthavne.
Sikkerhedstjek og væsker
Siden 9/11 har hele verdens lufthavne gennemgået en rædselsfuld transformation i forhold til sikkerhedstjek og de tilladte ting og sager, man må medbringe i flyet. Det er naturligt, man indfører nogle præventive sikkerhedsprocedurer. Det støtter jeg naturligvis op om. Derimod støtter jeg ikke op om pseudosikkerhed, hvor man uden holdbare argumenter indfører en meningsløs sikkerhedspolitik. Et godt bud på det bedste eksempel på lufthavnenes meningsløse sikkerhedspolitik kunne være væskepolitikken.
Man må ikke have væsker gennem sikkerhedstjekket på over 100 ml. Du må gerne have fire eller fem parfumer på 100 ml, men hvis du har en uåbnet flaske kildevand på 500ml, som du lige har købt til 35 kroner i 7eleven, ja, så går den altså ikke. Hvad er meningen? Det eneste reelle argument man ville kunne acceptere, er at lufthavnen gerne vil have, du bruger dine penge på øl og sodavand, når du er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Det kunne jeg da acceptere, hvis de bare var ærlige at sige det. Men i stedet pakker de det ind som en kæmpe sikkerhedsforanstaltning, der bekæmper terrorister og onde mænd med turbans. På mange måder er det utroligt, de overhovedet lukker mennesker igennem sikkerhedskontrollen, eftersom vi består af 80 procent vand.
Væskepolitikken er old news. Det jeg oplevede i Gatwick lufthavn var til gengæld idioti af nye proportioner. Inden jeg satte mig ind i flyet fra København mod Gatwick, havde jeg købt en halv liter luksusvand fra Pellegrino. Den nåede jeg ikke at drikke inden vi landede i Gatwick. Det var ligemeget, tænkte jeg. Jeg drikker den bare til min lækre madpakke, der bestod af tre stykker rugbrød og dertilhørende hårdkogte, upillede æg.
Den plan blev imidlertid smadret, da vi nu skulle igennem en ny sikkerhedskontrol. Både min kæreste og jeg måtte smide vores dyrtkøbte væsker i skraldespanden. Men hey, tænkte jeg. Vi skal da ikke igennem en sikkerhedskontrol, når Gatwick blot er et mellemstop – vi jo er allerede igennem sikkerhedskontrollen. Men jo, det har Gatwick nemlig valgt, at man skal som muligvis den eneste lufthavn i verden. Efter at have givet udtryk for min utilfredshed til en informant, blev jeg mødt af en kvindelig sikkerhedsadmiral, der mest af alt lignede en indhegnet spækhugger med fri adgang til sælernes bassin, og som gik til angreb på mig, fordi jeg gav udtryk for at det var “ridiculous”. Sikkerhedskontrollen var i øvrigt mere eller mindre lukket, så vi ventede da lige på, at sikkerhedsbesætningen på fire fik åbnet op for metaldetektoren og rullebåndet, således de kunne sikre, vi ikke var farlige danskere, der ombord på den halvanden times lange flyvetur havde lagt farlige planer for, hvordan vi kunne overtage spændende Gatwick lufthavn.
Jeg går igennem metaldetektoren. I Københavns lufthavn gik jeg lige igennem, men i Gatwick har de åbenbart nogle langt bedre detektorer, som afslører farlige brune læderstøvler. Den blev nemlig ved med at ringe, så jeg måtte lige tage skoene af. Det er heller ikke noget problem, jo. Jeg elsker at tage sådan et par støvler af. Særligt når det tager lige så lang tid som var det et par ishockeyskøjter.
Men det lykkedes at komme igennem sikkerhedskontrollen, og sikkerhedsadmiral Orca havde potentielt set afværget en katastrofe ved at afklæde et par fredelige danskere. Idiotiet længe leve.
Wifi i lufthavne
Nu havde vi selv valgt at købe flybilletter med ophold i Gatwick. Det kunne vi acceptere. Det jeg til gengæld ikke kunne acceptere, selvom det naturligvis ikke kom som nogen overraskelse, var den manglende tilgængelige wifizone, der flot og effektivt dækkede hele lufthavnens opholdsarealer.
Jeg mener, vi lever i 2014. Hvorfor er det, at lufthavne skal være så langt efter? Selv busserne i København tilbyder gratis wifi, og det faktum alene er nok til at bakke min frustration op, for så er der altså noget galt.
Nej i stedet står man med valget om at tilmelde et eller andet hotspot, som kan tilbyde en 56K linje. Nå ja, og så koster det 8 pund for et døgn, men skal du kun bruge det kort, så tilbydes der en attraktiv pris på 6 pund eller godt 60 kroner for 60 minutters wifi. Der er selvfølgelig igen et økonomisk perspektiv i det, for hvis alle kan sidde og surfe på nettet, så går folk jo ikke rundt og shopper. Den præmis holder bare ikke, for de som vil shoppe, skal helt sikkert nok shoppe, og de som vil surfe på nettet sidder tilbage hamrende irriterede. I Tenerife lufthavn var det ikke engang muligt at tilgå et hotspot mod betaling.
Jeg har efterhånden været i mange lufthavne rundt omkring i verden, og kun ét sted har jeg oplevet, at der var gratis wifi. Det var i San Diego lufthavn. En af de få lufthavne, der udviser en lille grad af innovation. Det er jo ikke sværere at tilbyde gratis wifi mod, at man tilmelder sig deres nyhedsbrev, så de kan sende “attraktive” tilbud og whatnot – ligesom Movia.
Vogne til håndbaggage
Når nu Gatwick insisterede, at man ikke skulle have adgang til wifi, men i stedet skulle shoppe sig fattig i Zara og lignende butikker, var det så ikke en idé, at de tilbød de rejsende en vogn til sin baggage? Hverken min kæreste eller jeg gad kigge på butikker, idet vi hver især så skulle slæbe rundt på en 10 kg tung weekendtaske. Københavns lufthavn tilbyder sådan en vogn. Det betød, at jeg lige fik shoppet en lækker lille lommeklud fra Eton – nemt og bekvemt.
Paskontrol i EU
Efter at have tilbragt en rædselsfuld dag i Gatwick i selskab med nogle store glas hvidvin for at dulme mit raserianfald, landede vi endeligt i Tenerifes sydlige lufthavn. Vi var fremme og allerede i feriemode. Dog var der lige én mere vigtig sikkerhedsforanstaltning, der skulle varetages. For tredje gang i løbet af rejsen skulle der fremvises pas og på baggrund af den velkendte ineffektivitet i Spanien, var der da også kun én politibetjent vil at gennemgå flyets 189 passagerers pas. Det tog lige femten minutter samt en efterhånden massiv undren over hele idéen bag denne paskontrol ved ankomst til et nyt land. Mig bekendt er hele idéen med Shengen aftalen, at europæiske borgere frit kan bevæge sig fra medlemsland til medlemsland, hvor et kørekort efter sigende skulle være tilstrækkelig legitimation. Samme meningsløse kontrol gør sig gældende ved ankomst til Københavns lufthavn.
Jeg kunne gøre listen meget længere, men eksempler som disse er nok til at påvise, at lufthavne skal tage sig sammen. Kan det virkeligt passe, at bureaukratiet står så meget i vejen for simple tiltag, der ville eliminere irritationsmomenter for de rejsende som beskrevet her i artiklen? Desværre tyder det på, at idiotiet er stadigt voksende, for gennem den sidste årrække har ineffektiviteten været stigende i takt med min personlige frustration.
[…] mindre bemidlet. Det er billigt og hurtigt, men ofte en pestilens. Man skal igennem security, hvor latterlige regler gør sig gældende, samtidig med man er tvunget til at sidde ved siden af mennesker, man ikke har lyst […]