Joen og Lara kørte mig til lufthavnen på Madeira, mens solen stod op over byen. Jeg havde sovet over mig, så morgenkaffen måtte vente til efter sikkerhedskontrollen. Heldigvis kunne jeg få en kæmpe sort kaffe med en sjat mælk, inden jeg gik mod gaten.
Jeg bliver altid lidt ked af det, når jeg siger farvel til Joen og Lara. De føles som mit hjem. Samtidig glædede jeg mig helt vildt til at se Andreea. Da hun boede i vores bygning, så vi hinanden tit. Nu sad jeg på et fly til Porto for at tilbringe en weekend hos hende.
Vi gik gennem Braga på jagt efter ostebrød
Andreea ventede på mig i lufthavnen. Jeg hentede kaffe til køreturen. Da jeg så hende igen, lod jeg kameraet ligge. Det var så dejligt bare at være sammen med hende.
Da jeg havde stillet taskerne hos hende, gik vi en tur i Braga på jagt efter pão de queijo, de små brasilianske ostebrød, vi begge elsker. Andreea vidste præcis, hvor vi skulle hen. Jeg havde ellers ikke regnet med, at vi kunne sidde ude i Braga på den tid af året, men der sad vi med vores ostebrød.
Om aftenen tog vi til Guimarães med Gio. De havde fundet en lille vinbar, hvor vi kunne få et glas inden middagen. Der var sket så meget siden sidst, vi sås. Næste morgen sad Andreea og jeg stadig og talte om livet. Det er noget af det fineste ved vores venskab, synes jeg. Der kan gå lang tid imellem, men samtalen finder hurtigt tilbage til sit gamle spor.
Vilde bølger i Baiona
Efter morgenmaden havde Andreea og Gio en udflugt klar. Vi kørte til Baiona, en lille kystby i Galicien. Noget af det, jeg savner ved at bo på en ø, er den dér fornemmelse af, at en vej bare kan fortsætte. Den morgen betød det, at vi kunne drikke kaffe i Braga og spise skaldyr i Spanien.
Vi spiste os så mætte, at en gåtur langs vandet var på sin plads. Havet var vildt den dag, og jeg kunne have stået der i timevis. Jeg elsker den salte luft, havgus og lyden af bølgerne. Midt i det hele tænkte jeg på, hvor meget Joen ville have nydt at være der. Jeg savnede ham og Lara, og jeg var så glad for at stå dér med mine venner.
Se bølgerne i Baiona i videoen (12:10)
Da vi kørte tilbage til Portugal, havde jeg besluttet at holde fri fra kameraet til middagen. Jeg holder af at dele de små øjeblikke fra mit liv. Når jeg kun har en weekend med nogen, jeg har savnet, vil jeg også gerne have tid, hvor jeg bare sidder ved bordet.
En sidste morgen ved vandet
Den sidste morgen gik vi tur i en park i Braga. Solen ramte de farvede blade, og jeg nød at få lidt af det efterår, jeg savner på Madeira. Bagefter spiste vi morgenmad på Zephyr, et sted Andreea og Gio havde fortalt mig om for over et år siden. Det var lige køligt nok til, at jeg lagde mærke til det, men stadig lunt nok til at sidde ude og høre bølgerne, mens vi spiste.
Jeg kom til at tænke på de lange strandture, da vi boede i Lissabon. Dem kan jeg godt savne. Og da det var tid til at køre til lufthavnen igen, glædede jeg mig bare til at se Joen og Lara.

