7 film du skal se for at blive mere succesfuld
Sjældent sætter film og serier tanker i gang, der direkte sætter præg på ens tilværelse, men der er altså lavet genistreger, der giver brændstof hertil.
Du har givetvis set samtlige film i denne artikel, men har du tænkt over, hvor vigtige budskaberne og lektionerne er? Hvis man skulle blive mere succesfuld af at se film, så mener jeg disse 7 mesterværker, er solide kandidater. Let’s go!
Fight Club: Frihed
Fight Club er vel nok top 5 over halvfemsernes bedste film, og det siger ikke så lidt, for hold k*** der blev spyttet mange klassikere ud i det årti. Bortset fra underholdningsværdien har Fight Club et vigtigt budskab, som efter min mening er alfa omega for at opnå succes.
Budskabet er frihed. Vores opfattelse af frihed i dag stemmer ikke overens med frihedens rigtige definition. Vi følger samfundets idealer uden at stille spørgsmålstegn. Vi føler os unikke, men er blot en af mange identiske brikker. I stedet for at hæfte dig ved samfundets definition af frihed, bør du have den originale i baghovedet. Du kan ikke skabe noget unikt, hvis ikke du også er det.
The Social Network: Krav på succes
Man kan vist godt sige at The Social Network er én stor omgang hashtag motivation. Man får lyst til at udrette noget i livet, når man har brugt et par timer i selskab med Zuckerberg. Filmen viser på fornem vis, at man har krav på succes, når bare man har arbejdet hårdere end hårdt for at nå dertil.
Filmen viser også at succes ikke er lutter lagkage. Succes medfører nemlig ofte bagholdsangreb og juridisk tovtrækkeri, som altsammen bygger på grådighed.
Husk filmens vigtigste citat: “A guy who makes a nice chair doesn’t owe money to everyone who has ever built a chair”
Yes Man: Muligheder
Jim Carrey er genial. Næsten lige så genial er filmen Yes Man, som jeg vel allerede har set en 10-12 gange, hvilket jeg i øvrigt anbefaler andre at gøre. Det er nemlig en herlig måde at blive mindet om, at livet er kort og mulighederne mange.
Budskabet man skal tage med fra filmen er altid at være åben overfor nye muligheder. Man behøver selvfølgelig ikke lære koreansk eller sige ja til en kvinde på Russian Wife Finder, men du fanger sikkert pointen.
Limitless: Produktivitet
Limitless er en af de der film, hvor man er fanget med det samme. Tanken om at være skarpere end nogen anden hjerne på kloden blot ved at tage en pille er særdeles appellerende. Faktisk eksisterer den slags præstationsfremmende midler i dag, men ikke med helt så stor effekt som i filmen. Dog opfordrer jeg i øvrigt ikke til at man bruger nogle af disse præparater, da bivirkningerne er alvorlige.
Efter at være klinet til skærmen fra start til slut, står budskabet ganske klart. Produktivitet er key, hvis man skal opnå succes her i livet. Hvis ikke man er i stand til at ‘get things done’, så kommer man aldrig nogen steder. Det siger lidt sig selv at produktivitet og handling er vigtigt, men filmen sætter det virkeligt i relief. Samtidig giver det også noget at tænke over, for hvilken Eddie Morra læner du dig tættest op ad? Den håbløse eller den succesfulde?
The Wolf of Wallstreet: Gåpåmod og fremgang
Selvom man kan undre sig over at Jordan Belfort mildeste talt blev glorificeret i det filmiske portræt, så er der alligevel værdifulde lektioner at hente i denne film.
I filmen besidder Jordan Belfort nemlig et utrætteligt gåpåmod, hvor der ikke holdes pauser før målsætningerne er indfriet. Uanfægtet den ulovlige forretning så skyldes den massive succes, at konstant fremgang er det eneste acceptable. Og selvom man møder modstand og tilbagegang, er man stadig i fremgang. Vejen til succes er nemlig aldrig lineær.
The Pursuit of Happyness: Giv aldrig op
I forlængelse af lektionen fra Wolf of Wallstreet er det lige så vigtigt aldrig at give op, som det er at overbevise sig om hele tiden at bevæge sig fremad. Vi kan ikke alle være velstandshungrende psykopater a la Jordan Belfort, hvorfor det også er vigtigt at anskue tingene den anden vej rundt.
The Pursuit of Happyness er baseret på Chris Gardner, der imod alle odds kæmper sig fra håb- og hjemløs til velhavende og succesfuld. Den værdifulde lektion ligger i, at uanset hvor dybt et hul man har gravet, så kan man altid komme op. Der findes ingen undskyldninger for ikke at gøre det bedste man kan for at nå sine mål. Samtidig skal du aldrig opgive din drøm, fordi andre ikke tror på dig.
Husk citatet fra filmen: “Hey. Don’t ever let somebody tell you… You can’t do something. Not even me. All right? You got a dream… You gotta protect it. People can’t do something’ themselves, they wanna tell you you can’t do it. If you want something’, go get it. Period.”
Good Will Hunting: Kompetence
Du er god nok. Du skal ikke køre dig selv ned. Du skal ikke tænke mindre om dig selv. Du skal ikke være for ydmyg. Du skal ikke være for beskeden.
Good Will Hunting er en inspirerende film, hvor duoen Matt Damon og Robin Williams kører med klatten. Budskabet er, at succes kræver selverkendelse, men ikke kun på den negative og ydmyge facon. Selverkendelse indebærer også at være i stand til at forstå værdien af ens egne kompetencer.
I et samfund som Danmark er der ikke noget mere destruktivt end Janteloven. Vi bliver opfostret til at have en selvopfattelse, der er for beskeden. I sidste ende reducerer det sandsynligheden for at man kan indfri sit fulde potentiale. Tro på dig selv og dine egenskaber. Ellers bliver du aldrig bedre end de andre!