Jeg har sovet på hostels i Paris hvor radiatoren tikkede hele natten, hvor gardinet var tyndere end kaffe på et pseudo-vegansk retreat, og morgenmaden var den slags, hvor brødet smager af blødt pap. Det var fint. Man var i Paris. Men jeg har altså også sovet på Ritz. Hvis nogen siger det er det samme, så lyver de sgu.
Sagen er at hotellet ER Paris-turen. Det er scenen. Louvren står der. Eiffeltårnet står der. (De 100 seværdigheder i Paris har vi gennemgået andetsteds.) Men det du husker fem år efter er ikke museerne. Det er lugten af værelset da du åbnede døren første gang. Udsigten ud ad vinduet den første morgen. Baren hvor du endte med at snakke for længe med én du ikke kendte. Hvis hotellet er en container med en seng, har du ikke taget Paris med hjem. Du har bare sovet der.
Hvis du overvejer en seriøs luksustur til Paris, har du her ti af de allerbedste hoteller, lige fra store paladser med Michelin-stjerner i spisestuen til boutique hoteller på tolv værelser uden skilt på gaden. Priserne starter højt og topper et niveau, som leder tankerne tilbage til Kevin i Home Alone 2, hvor han har brugt 934 dollars i minibaren på det ikoniske Plaza hotel. Men fælles for dem alle er, at de er pengene værd. Og der er ikke et kædehotel på listen. Ikke et eneste. Leder du efter Radisson Blu, har du ramt den forkerte side af internettet.
Start med Ritz hvis du vil se myten. Slut med Montmartre-hemmeligheden hvis du tror du kender Paris og vil se noget du ikke anede eksisterede.
Ritz Paris
Myten der måles efter
Der findes hoteller. Og så findes der Ritz. De to ting er altså ikke det samme dyr.
Stedet lukkede helt ned i 2012 og åbnede ikke igen før 2016. Fire år, 450 millioner euro, og en renovering hvor selv dørgrebene sandsynligvis har været igennem komitémøder. Coco Chanel boede her i 34 år og hævdede at skruelåget på N°5 blev formet efter Place Vendômes kontur. Hemingway havde sin egen bar. Proust spiste ved vinduet. Diana spiste sin sidste aften her før ulykken. Man skal altså virkelig anstrenge sig for at finde et hotel med mere myte på skulderen.
Forbeholdet er dog det, at Ritz er ikke et hemmeligt hotel. Der er 142 værelser og gerne en VIP-kø der starter ude på pladsen. Du betaler fra 8000 i lavsæsonen, og i højsæsonen kan en nat roligt løbe op i mere end tyve af de lange. Slask. Men hvis du vil have en bucket list experience, skal du næsten prøve at bo her. Du betaler ikke for en seng her. Du betaler for at sove i en bygning, som vel nok er verdens mest eftertragtede hotel.
Le Bristol Paris
Der hvor den franske elite har været tjekket ind siden 1925
Du kender garanteret ikke nogen, der har boet på Le Bristol. Og det er pointen. Mens Ritz er myten og Plaza er couture-fotograferne, er Le Bristol hotellet hvor franske topdiplomater, Chanel og stort set hver anden statschef siden 1925 har tjekket ind.
Hotellet blev palace-klassificeret fra 2011, hvor Oetker-familien tog over i 2010. De har blandt andet bygget en pool på sjette sal med bronzeinderside formet som et skibsskrog, fordi familien kommer fra et skibsrederi. Det er altså den slags detalje der kun dukker op når old money bygger et hotel. Restauranten Epicure har tre Michelin-stjerner. Den største private hotelhave i Paris er gemt midt i bygningen. 1.200 kvadratmeter du ikke aner er eksisterer, før du står i den.
Der er dog ét forbehold, nemlig at en overnatning koster godt 10.000 kroner. Og leder du efter et partyhotel, er det altså ikke her, du skal bo. Folk som bor på Le Bristol læser Le Monde om morgenen i haven, hvor kun tjeneren med en blid mimosa får lov at forstyrre. Hvis det lyder som dig, er det her, du skal bo.
Plaza Athénée
Mode-hotellet med de røde markiser
Avenue Montaigne er Paris’ couture-gade. Plaza Athénée ligger midt i den. Dior åbnede sit modehus ved siden af i 1947, og de to huse har altså været tættere forbundne end blodsslægtninge lige siden. Det er mode-hotellet. Mata Hari overnattede her. Jacqueline Kennedy mange gange. Serge Gainsbourg mødte Jane Birkin her i 1968. Og hvis du læser Vogue jævnligt, har du set facadens røde markiser mindst halvtreds gange uden at vide det var det samme hotel hver gang.
Indenfor finder du Dior Institute-spa, fem restauranter drevet af Alain Ducasse og en skøjtebane i gården om vinteren. Værelserne er på Plaza-niveau: tunge draperier, marmor og en formalitet der ligger en tand mere i det statelige end det lette.
Det er ikke urimeligt at kalde hotellet for prætentiøst. Du får ikke afslappet italiener-energi. Det er fransk luksus med streg under fransk. Men skal din Paris-tur involvere Dior, couture-ugen eller de skoforretninger der kun tager imod aftaler, så er det altså her du skal sove.
Hôtel de Crillon
Marie-Antoinette og Lagerfeld under samme tag
Nogle adresser kan altså ikke slås. Place de la Concorde er en af dem. Crillon er en af to bygninger der flankerer Marine-ministeriet, og bygningen er tegnet af Ange-Jacques Gabriel, arkitekten som lavede Petit Trianon til Marie-Antoinette. Hun tog klaverlektioner i bygningen som prinsesse, og blev senere henrettet direkte foran den, på selvsamme plads. Få hoteller har bedre historier at fortælle.
Crillon blev renoveret for 200 millioner euro mellem 2013 og 2017. Karl Lagerfeld designede Les Grands Apartements-suiterne før sin død, og Palace-klassificeringen kom i 2018. A Rosewood Hotel driver stedet i dag, og det er den stærkeste adresse Rosewood har i Europa. 124 værelser, pool i kælderen, og en bar hvor hver eneste franske præsident har været på et eller andet tidspunkt i deres karriere.
Du vågner op og kigger ud over Place de la Concorde, over obelisken som Napoleon i sin tid røvede fra Luxor. I samme åndedræt tænker du på at Marie-Antoinette stod samme sted den dag hun mistede hovedet. Det er altså den slags ophold der ændrer lidt på hvordan du læser din Paris-guidebog resten af turen. Forbeholdet? Prisen starter ved de tolv af de helt lange. You only live once!
Le Meurice
Dalí tog geder med på værelset, fordi han kunne
228 Rue de Rivoli. Et af få hoteller i Paris med direkte udsigt over Tuilerierne ud af vinduerne. Le Meurice har haft Palace-klassificering siden 2011 og drives af Dorchester Collection. Det er ikke det mest fotograferede palace. Og det er altså præcis derfor du bor her.
Salvador Dalí boede en måned hvert år i 30 år. Han havde fast værelse, og han bragte ofte geder med ind. Hotelledelsen lod ham gøre det fordi Dalí var Dalí, og fordi historien var mere værd end den lille udgift til rengøring. Yves Saint Laurent boede permanent i flere år i slutningen af sit liv. Dronning Victoria også, tidligere. Kipling sov her en uge imellem to bøger. Det er sådanne navne der gør at Le Meurice føles gammeldags på den fine måde — ikke støvet, bare etableret.
Philippe Starcks datter har malet et 145 kvadratmeter stort loftmaleri i restauranten Le Dali. Lobbyen ser ud som den blev tegnet i 1770 og aldrig rørt siden. Værelserne åbner mod Tuilerierne, og om morgenen står du og kigger på parisiske løbere mens kaffen ruller ind på tralle. Forbeholdet? Le Meurice er altså mindre partypuls end Ritz og Plaza. Det er det valg man tager når man er færdig med at skulle fotograferes.
Nolinski Paris
Palace-energi uden palace-stivhed
Hvis palace-hotellerne føles for stive, er Nolinski altså hvor du skal gå hen. Evok Collection står bag, og det er den nyere generation af parisisk luksus, lavet til folk som ikke orker at rejse sig op hver gang conciergen nikker.
Jean-Louis Deniot har designet det hele. Han er franskmand og en af de helt store interiørstjerner i sin generation, og han har indrettet værelserne så de føles som privatboligen hos nogen med mere smag end penge og flere penge end de fleste. Lobbyen er ren Carrara-marmor. Spa-området ligger under jorden med opvarmet pool og behandlinger fra det franske hudplejemærke Sothys. Adressen på Avenue de l’Opéra er to minutter fra Louvre og midtvejs mellem Palais-Royal og Opéra Garnier.
Der er dog ét forbehold, nemlig at hotellet ikke er Palace-klassificeret, og du derfor ikke får samme niveau af service som på Ritz eller Bristol. Men til gengæld starter prisen ved 3.700 kroner per nat, og for et parisisk femstjernet hotel er det altså overraskende rimeligt. Det er samme ejer som Cour des Vosges, som kommer længere nede på listen. Går du efter den slags luksus der ikke råber og skriger, er Nolinski det helt oplagte valg.
J.K. Place Paris
Italiensk boutique på fransk adresse
J.K. Place er en italiensk boutique-kæde med tre adresser i verden, nemlig Firenze, Capri og Paris. Paris-afdelingen åbnede på Rue de Lille i 2021. Florentineren Michele Bönan har designet det til at føles som en rig vens parisiske lejlighed, og ikke som et hotel. 29 værelser. Casa Tua-restauranten er italiensk og har altså den slags fredag-aften-energi, du bare ikke finder ret mange andre steder i byen.
Antikviteter fra parisiske loppemarkeder er blandet med skræddersyede italienske møbler og der er ikke to værelser, som er ens. Du ser sengegavle i riflet træ, sjældne mellemkrigslamper og ægte malerier, der ikke bare er hotelkunst. Tættere på en privat lejlighed kommer et hotel altså ikke, uden at være en meget, meget dyr Airbnb. Beliggenheden på Rue de Lille i 7e er Rive Gauche i sin reneste form, to minutter fra Musée d’Orsay og fire minutter fra Louvre.
Det eneste forbehold her er, at du ikke får palace-skalaen, det vil sige ingen Michelin-restaurant og ingen 1.200 kvadratmeter stor have. Men er du træt af det overprætentiøse og vil have italiensk chill-factor på en parisisk adresse, findes der ikke et bedre alternativ. Priserne starter ved 5.900 kroner per nat. Jeg ville booke i dag, hvis jeg havde den rigtige undskyldning.
Pavillon de la Reine
Hemmelig gård ud til Paris’ ældste plads
Place des Vosges blev anlagt i 1605 og var den første systematisk designede plads i Europa. Victor Hugo boede på pladsen, og hans hus er i dag et museum to minutters gang fra hotellet. Pavillon de la Reine ligger på nordsiden. Du går gennem en port fra selve pladsen, ind gennem en passage, og kommer ud i en hemmelig grøn gård. Det er altså blandt de mest romantiske ankomster, et hotel kan tilbyde i Paris.
56 værelser, ingen af dem ens. Et 17. århundredes palæ opkaldt efter Anne af Østrig, Ludvig XIII’s dronning. Hotellet er altså mindre end det ser ud på papiret, og du kan gå hele huset igennem på ti minutter. Der er spa i kælderen med hammam, og morgenmaden serveres i et lille orangeri hvor fuglene spiser krummerne af bordet.
Det er altså hotellet jeg anbefaler folk der skal på weekendtur med partneren, de er meget forelsket i. Beliggenheden i Marais er helt perfekt. Der er nemlig stille om natten og fuld af liv om dagen. Louvre er femten minutter væk, og Bastille blot fem. Gården betyder, at du ikke vågner til trafik, men til fuglesang og stemmer fra andre gæster der spiser morgenmad i den samme have. Priserne starter ved 3.500 kroner per nat. Det er altså det mest romantiske, penge kan købe i denne prisklasse.
Cour des Vosges
Tolv værelser direkte på pladsen
Hvor Pavillon de la Reine er romantisk, er Cour des Vosges eksklusivt. Kun 12 værelser, og facaden er i rosa mursten fra 1605. Alle værelser har udsigt over Place des Vosges, selvsamme plads som Pavillon ligger på. Men Cour des Vosges ligger altså ud TIL pladsen, ikke bagved den.
Evok Collection åbnede hotellet i 2020, og det er blandt de mest omtalte hotelåbninger siden Cheval Blanc. Dekoratørerne Yann Le Coadic og Alessandro Scotto har bevaret de originale terrakotta-fliser og malede loftbjælker fra det 17. århundrede, og de har altså slet ikke rørt dem. Der er spa med romersk bad i kælderen og en tagterrasse med udsigt over Marais’ skifertage. Det er samme ejer som Nolinski, men en helt anden stemning, nemlig meget mere intim, mere historisk og mere tavs.
Forbeholdet er dog det, at 12 værelser betyder at det er umuligt at få booket i juli, og du betaler ekstra meget, hvis du skulle være så heldig at finde et ledigt værelse. Priserne starter ved 5.200 kroner per nat.
Hôtel Particulier Montmartre
Intet husnummer. Intet skilt. Fem suiter.
Her er hotellet du formentlig aldrig har hørt om. Der er intet husnummer og intet skilt ude på gaden. Du finder en smal brostensgang ved siden af Rue Junot 23, ringer på en stålport, og så får kun hotelgæster og enkelte Montmartre-venner lov at komme ind. Hotellet er en tidligere privatvilla der tilhørte Hermès-familien. Den store have er anlagt af Louis Bénech, manden bag haverne i Tuilerierne.
Fem suiter. Fem! Hver enkelt er designet af en kunstner (Olivier Saillard, Natacha Lesueur, Morgan Sloan og to andre), og de ligner altså ikke just standardhotelværelser. Le Très Particulier er hotellets cocktailbar og blandt de mest legendariske Montmartre-adresser. Du kommer kun ind hvis du kender den, eller hvis du bor på hotellet. Haven er den næststørste private hotelhave i Paris efter Le Bristol, og det er samtidig den eneste del af Montmartre der stadig føles som det vilde, ulovlige kunstner-Montmartre fra før Haussmann.
Der er dog ét forbehold, nemlig at fem suiter betyder at det nærmest altid er udsolgt. Priserne starter ved 4.800 kroner per nat. Ingen pool, ingen Michelin-restaurant og intet concierge-korps på tredive mand. Det her er altså for dem der har været i Paris nok gange til at ville skrabe i helt nede i bunden af hvad byen har gemt. Og når du sidder med en cocktail i haven klokken halv elleve om aftenen, glemmer du at Paris har 20 millioner turister hvert år. Det er dét du betaler for. Og det er det hele er værd.
Ét sidste råd til hvordan jeg selv ville vælge
Der er altså to måder at bo i Paris på, hvis penge ikke er en faktor. Du kan prioritere myten (Ritz, Plaza, Crillon) og vågne op i et historisk bygningsværk med 142 andre gæster under samme tag. Eller du kan prioritere hemmeligheden (Cour des Vosges, Particulier Montmartre) og vågne op et sted hvor du er én af få, og hvor byens larm ikke når ind til dig.
Der findes altså ikke noget rigtigt svar. Mine bedste Paris-ture har vekslet mellem de to. Én nat på Ritz for at se hvordan det er, og to nætter i Marais for at mærke hvordan det egentlig føles at bo i byen. Prismæssigt sparer du ikke det store ved at gå boutique-vejen, men du får en anden slags ferie.
Skulle jeg booke en weekend nu, ville jeg dele den op. Fredag på Cour des Vosges for hemmeligheden, og lørdag på Ritz for myten. Og søndag, når jeg var hjemme igen, ville jeg sidde tilbage og spekulere på, om jeg overhovedet havde råd til det. Det havde jeg nok ikke, men som Spies sagde, så skal vi sgu da have lov at leve lidt.
