Sko

Nike Free – løbeskoene du ikke behøver løbe i

“Ahva’?”, tænker du sikkert. Et par løbesko man ikke behøver løbe i? Okay, lad mig uddybe hvad jeg mener med sådan en overskrift.

Nike Free er den første serie af løbesko, jeg er bekendt med, hvor designet, æstetikken og linjerne går op i en højere enhed. Hvor løbesko har og altid har haft for vane at være klodsede og voluminøse er serierne af de forskellige Nike Free løbesko adrætte som en gepards krop.

Det gør, at netop disse løbesko ikke kun er anvendelige til sveddrivende aktiviteter, men også outfits til den almindelige dagligdag. Og sådan har trenden i øvrigt været et godt stykke tid, hvorfor jeg på ingen måde er ved at opfinde den dybe tallerken.

Faktisk er Nike Free skoene blevet så populære, at man i højere grad ser dem i gadebilledet end i fitnesscentrene. Hvorfor?

Jo, for udvalget af Nike Free løbesko er samtidig imponerende bredt. Hvor de fleste forskellige løbesko fra det ene og andet kendte sportsmærke er begrænset til en enkel eller to varianter, findes der bogstaveligt talt hundredvis af forskellige designs inden for Nike Free serien. Det der personligt tiltaler mig ved Nike Free, og som formentligt også er den primære årsag til dens popularitet, er, at skoene som regel er præget af spændende farvetemaer, hvor særligt pangfarverne får frit løb. Og farver er in.

Lad mig give et par eksempler på nogle Nike Free løbesko, du ikke behøver løbe i.

Det turkisblå farvetema

blå nike free sko

Vender vi blikket mod dette nydelige par, som er kærtegnet af friske og sommerlige farver, hvor den turkisblå er den dominerende farve, er det ikke svært at få gode idéer til, hvordan sådan et par sko kan sættes i forlængelse af et outfit til skolen, arbejdet og sågar byturen.

Tager vi modebrillerne på og starter ved benklæderne, ville et par lyseblå og slimfit jeans være en glimrende tilføjelse. Herfra kan man vurdere om outfittet skal tage en mere smart casual drejning eller forblive casual. Hvis man er efter førstnævnte ville en klassisk oxfordskjorte sidde lige i skabet. Gerne i hvid eller blå. Kører du casual stilen ville en meleret t-shirt i eksempelvis rød, grå eller beige være solidt. Farvemæssigt har du ganske frie rammer.

Det gule farvetema
gule nike free sko

Sort og gul har altid været en klassisk kombination, hvor den sorte farve sikrer, at en sko som denne kan bruges i mange forskellige konstellationer, uden det bliver for spraglet.

Hvad med et par sorte chinos og en grå skjorte?  I øvrigt ville det være en cool feature at lade sig omfavne af en sort blazer. Nike Free sko og en blazer er bestemt ikke nogen dum kombination.

Det orange farvetema
orange nike free sko

Egentligt er der ikke rigtigt nogen konkrete retningslinjer, når det kommer til at bruge de farverige Nike Free sko uden for fitnesscenteret. Det handler om at være kreativ. Dog er der en ting man skal huske, når man hopper i et par farverige sko som disse, og det er, at hverken bukser eller overdele bør være præget af spraglede farver. Med et par orange sutter er der ikke behov for at have andre stærke farver involveret i outfittet.

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.

Leave a Response