LivsstilMest populæreRejserVideoerVLOG

Palm Desert og en skovtur i 3000 meters højde

Vores, efter min mening, episke roadtrip på den amerikanske vestkyst startede i Los Angeles. Her var vi tre dage på det 5-stjernede Mr. C i Beverly Hills, inden vi drog mod San Diego ved den mexikanske grænse.

Efter to dage på det formidable Hilton, var det den charmerende velhaveroase, La Jolla, der stod for skud. Her havde vi to overnatninger på det ikoniske Grande Colonial.

På vores californiske road trip…

… var der kun én nedtur, men den stod så også på i to dage. Det var nemlig turen til Las Vegas, som i øvrigt er en del af Nevada. Ikke Californien. Måske var det derfor?

Eller måske var det mere det faktum, at Las Vegas, efter min opfattelse, er et af jordklodens mest charmeforladte turisthelveder.

Hvis du er interesseret, kan du se mere i denne Vegas vlog:

Fra kæmpe nedtur til kæmpe optur

Det var sådan, vi havde det i det sekund, vi ramte den evigt smukke natur i dødens dal, bedre kendt som Death Valley National Park. Foruden den vanvittige natur boede vi på den vildeste Airbnb, vi endnu har haft glæden af.

Har du set vloggen?

Slutningen på en episk roadtrip…

.. fandt sted i endnu en ørken, men ikke Death Valley.

I stedet kørte vi et par hundrede kilometer sydpå for at slå os ned en enkel overnatning i Palm Springs, som ligger cirka 200 km øst for Los Angeles.

Da vi ankom til Palm Springs, fandt vi dog ud af, at det sådan set ikke var der, vi skulle bo. I stedet var det Palm Desert, som ligger en halv times kørsel længere ind i ørkenen, hvor temperaturen nåede sit højeste på 107 fahrenheit svarende til knap 42 grader celsius.

Det synes jeg er varmt.

Nå…

Om det var Palm Springs eller Palm Desert, vi boede i, gjorde os sådan set ikke det store.

Vi havde nemlig ikke rigtigt noget idé om, hvorfor vi overhovedet havde valgt området som destination.

Det virkede bare umiddelbart som et rigtigt lækkert sted. Og så har jeg altid gerne ville til Coachella, men det havde ligesom fundet sted et par måneder forinden, såååh, mmh, ja…

Ikke nogen videre formidabel planlægningsevne i denne omgang.

Ikke desto mindre fortrød vi på ingen måde at have lagt turen forbi. Både Palm Desert og omegn er nemlig ret tiltalende.

Det er mondænt, smukt, charmerende og stille og roligt.

Du havde ikke den der hustle and bustle som i Los Angeles og tildels San Diego. Det var en sjælden dejlig forandring.

Højdepunktet ved Palm Desert…

… var uden tvivl, der hvor vi boede.

Jeg havde booket os et værelse på Airbnb. Normalt nægter jeg at bo hos andre mennesker, men da hotellerne var røvsyge og røvdyre og udvalget af Airbnb’s ret uimponerende, valgte vi at booke et værelse i en ret stor villa.

Du kan se Airbnb’en her. Dog har hosten, Christina, af en eller anden grund fjernet en portion af billederne. Men det var nu heller ikke selve værelset, der var imponerende.

Det var villaen og hosten, Christina. Christina De Musée, som er hendes fulde navn, viste sig nemlig at være en anerkendt kunstner med en fantastisk evne til at male.

Amalie og jeg fik taget et par billeder af lidt af hendes kunst (med os selv).

palm desert
Hele maleriet var alt for stort til at være på billedet, men smukt var det. Endnu mere interessant var historien bag. Maleriet portrætterede nemlig den overfladiske livsstil i Los Angeles, som Christina selv havde været en del af.
palm desert
Christina’s valg af farver går lige i hjertet. Hold kæft, hvor er det fedt.

Hvis man er interesseret i at købe et af hendes malerier, skal den tykke pung findes frem. Prisen for et af de større malerier ligger i omegnen af 70-80.000 kroner.

Tag eventuelt et kig på hendes hjemmeside, hvis du interesserer dig for kunst. Hun har lavet åndssvagt meget kunst i alle mulige genrer.

Desværre…

… havde vi kun en enkelt overnatning i Palm Desert. Det var slet ikke nok, for vi fik ikke set alt det, vi ville.

Heldigvis havde vi en par timer på hånden om morgenen dagen efter. De timer havde vi tilsidesat til et obligatorisk besøg til Palm Springs Aerial Tramway, som er en meget imponerende skilift/gondol, der tager dig 3000 meter op i himlen, hvor du træder ind i et magisk univers.

Pludselig står du i noget, der minder om en hobbitverden med ugeneret udsigt til dens diametrale modsætning, nemlig den tørre ørken og temperaturer, der kan stege et æg.

En returbillet koster godt 200 kroner.

Vil du ikke hellere se videoen?

FØLGER DU STAY CLASSY VLOG?

Hvis du ikke allerede abonnerer på vores YouTube kanal, er du mere end velkommen til trykke på subscribe/abonner knappen. Det gør det nemlig meget sjovere at lave de her videoer, hvis der også er folk, der ser dem.

[ SUBSCRIBE ]

Hvis du ikke er så begejstret for videoerne, må du gerne smide en kommentar med lidt konstruktiv feedback.

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.

Skriv et svar