Please assign a menu to the primary menu location under menu

Bolig

Altaner – den hurtige guide til at få dem etableret

Det har efterhånden været ret populært i en del år at få etableret altaner i ejendommen, man bor. Og med god grund. Det er fantastisk dejligt at have et areal i sin lejlighed, hvor man kan sidde udenfor og nyde den friske luft. Det kan jeg i hvert fald skrive under på, selvom vi endnu ikke har fået altaner etableret i min ejendom, der ligger i Indre København. Det er nemlig ikke svært at forestille sig det behagelige ved at kunne sidde og drikke et glas hvidvin en varm sommerdag med et par venner, mens der laves lækkert mad i køkkenet.

Men hvad skal der egentligt til for at få etableret altaner, tænker du garanteret? Det er desværre ikke bare at ringe til et altanfirma booke en tid. Der er en smule forarbejde, som skal laves, før selve opsætningen kan gå i gang. Dette forarbejde er jeg bekendt med, da vi sidste år var tæt på at få altaner etableret (projektet blev sat på standby af forskellige personlige årsager). Derfor får jeg garanteret ikke vrøvl ved at fortælle, hvad du skal være opmærksom på i denne forbindelse.

Sådan kommer du i gang med projektet

Til at starte med skal der tages fat i ejerforeningens bestyrelse. Som regel kræver det nemlig godkendelse at få opsat altaner. Her er det vigtigt, at du kan præsentere et gennemtænkt oplæg ift. hvad den konkrete plan er. Ud fra en æstetisk betragtning er det ofte nemmere at få godkendt et altanprojekt, hvis hele opgangen er interesseret i at få etableret altaner. Det er nemlig pænere, hvis alle har altaner i stedet for kun 1. tv, 2. th. og 4 tv. Ligeledes er det også vigtigt at de involverede i selve altanprojektet er enige om altanernes design, materialer osv.

Vigtigst er det selvfølgelig, at der indhentes tilbud fra forskellige altanfirmaer, således den bedste leverandør kan vælges baseret på priser, kvalitet og lignende. Dette bør være en integreret del af den konkrete plan, som ejerforeningens bestyrelse skal præsenteres for. Det er i øvrigt muligt at få flotte 3D-renderinger af, hvordan altanerne vil se ud på bygningen. Dette tilbyder de fleste altanfirmaer, inden der er truffet en beslutning om, hvem der skal udføre projektet. Således kan bestyrelsen og ejerforeningen i det hele taget få et konkret overblik over, hvad projektet indebærer.

Inden ejerforeningens bestyrelse præsenteres for altanprojektet, er det en god idé at få ingeniørrådgivning, således alle tekniske aspekter varetages på et professionelt plan. I denne forbindelse er det også vigtigt at være i kontakt med myndighederne, da der kan være juridiske begrænsninger på den ene og anden måde. Det sidste du ønsker, er at få opsat altaner uden at have styr på det juridiske. Altanprojektet skal også godkendes før opsætningen kan gå i gang. Da vi overvejede altaner her i ejendommen, fik vi at vide, at det ville tage omkring 5-6 måneder at få grønt lys. Af denne grund er efteråret det bedste tidspunkt at gå i gang med projektet, da du derfor kan forvente altanerne færdige engang til foråret.

Det er vigtigt at notere sig, at opsætning af altaner også involverer tredjepartsarbejde i form af gulvarbejde, flytning af radiatorer (og nogle gange opsætning af nye), malerarbejde og etablering af indgangsparti (hvor et vinduesparti erstattes med døre og eventuelle vinduer). Alle disse punkter falder heldigvis ind under altanfirmaernes ekspertise, da det er en naturlig del af projektet.

Det er på ingen måde noget uoverskueligt projekt at få sat altaner op, så længe der er styr på alle de praktiske aspekter. Og du kan være helt sikker på at det er ulejligheden værd. Altaner siges nemlig at øge livskvaliteten mærkbart for folk der bor i centrale bydele med lejligheder.

Joen Rude Falsner

Joen Rude Falsner

Monsieur Le Boss
Hej. Det er mig, der er ham der, der er ham, der startede Stayclassy.dk for et par år siden. Kan du li', hva' jeg skriver? Send gerne en virtuel krammer.

Leave a Response