Godt nok er vi snart halvvejs inde i 2016, hvorfor nogen vil mene, at det er lidt sent at fokusere på herremode og hvilke trends i selvsamme år, der hitter.

Det mener jeg dog, er noget vrøvl. Det er altid sundt at holde status, se omkring og danne sig et klart billede af, hvad der rører sig. Har man ikke helt fingeren på pulsen, er det nok ikke så nemt at finde rundt i modejunglen. Derfor giver det god mening at se i retning af diverse modeeksperter herunder mig selv, naturligvis (hej jantelov).

Webshoppen 2trendy har gjort et nummer ud af at samle udtalelser fra forskellige modeeksperter, som netop adresserer herremode og trends her i 2016. Blandt andet finder du en udtalelse fra Alexander Gram fra preppybeast, som du sikkert også kender fra Euroman.

Hvis du allerede er trofast følger her på siden, burde det ikke være nødvendigt at læse min egen holdning til trends og tendenser inden for herremode, men for god ordens skyld, får du den alligevel.

2016 er året, hvor minimalisme får sit endelige gennembrud. Og det har den på sin vis allerede fået. Det handler om at holde det enkelt, uden det bliver kedeligt. Der er mange grene af minimalistisk herremode. Jeg er stor tilhænger af det, jeg kalder raffineret minimalisme. Raffineret minimalisme er kombinationen af det stilrene og få spraglede elementer. Det kan være en meleret lysegrå t-shirt og hvide chinos, hvor du har et par spændende sko forneden. Det kan være orange mokkasiner, farverige sneakers fra Kenzo eller klassiske brogues. Der er masser af forskellige konstellationer, så det er blot et spørgsmål at være kreativ og den rette balancegang. Værd at notere er, at et raffineret minimalistisk outfit ikke altid kræver et vildt element.

~ Joen // Stayclassy.dk

Selvom jeg har en holdning til herremode og trends, er det værd at notere sig, at jeg aldrig beskæftiger mig med de hersens døgnfluetrends. Et eksempel på en døgnfluetrend kunne være de her trompetbukser, som mange kvinder er begyndt at gå i. Det er sådan noget, der holder i seks måneder og så gider de ikke det længere.

I det hele taget bør du ikke beskæftige dig voldsomt meget med trends og tendenser. Det handler om at have sin egen stil, men det er selvfølgelig aldrig nogen dårlig idé at lade sig inspirere og holde et øje åbent.

LÆS NU:

Tøj til mænd – den komplette guide